Hyperemesis

Når man lider af voldsom opkastning og kvalme i sin graviditet, hedder det hyperemesis.
Jeg har selvfølgelig ikke fået det bedre af, at der nu er kommet navn på, "hvordan jeg har det". Men det gør alligevel en stor forskel for mig, ihvertfald i forhold til, hvordan jeg opfatter mig selv i øjeblikket.
Faktum er, at min sygemelding nu er forlænget med en måned, og det har været MEGET svært for mig at acceptere tingenes tilstand.
Det var ikke svært i de første tre måneder, fordi jeg ved, at mange lider af kvalme og opkast i den tid. Jeg vidste, at det ikke var "unormalt", og jeg havde nogen at sammenligne mig med.
Men mit stoppede bare ikke efter de tre måneder. Det var hårdt for mig, for nu havde jeg ingen at sammenligne mig med mere. Jeg følte mig så forkert og dårlig til at være gravid.
Værst af alt så begyndte tankerne at tage overhånd. Jeg begyndte at tænke, at det var mig, der var noget galt med. At jeg ikke var stærk nok, og derfor reagerede min krop stadigvæk kraftigt på graviditeten.
Jeg prøvede at trodse, hvordan jeg havde det, og kørte med 110 gennem dagen, bare for at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne styre opkasten og kvalmen, det bare var et spørgsmål om, hvordan jeg greb tingene an. Men hver gang jeg gjorde det, betalte jeg prisen om aftenen, kroppen sagde fra.
De oplevelser var med til at forstærke min tanke om, at der virkelig var noget galt med mig, og at jeg måske ligefrem skulle udsættes for det her, fordi det lykkedes for os at blive gravid allerede i nummer to forsøg. Jeg skulle jo på ingen måde have lov til at nyde min graviditet. Når det gik så hurtigt, så skulle jeg nok få noget andet og kæmpe med. Det var logisk i mit lille hoved.

D.D sagde til mig flere gange, at det var min krop, der reagerede, og at det ikke havde noget med noget andet at gøre.
Lægen, jodermoderen, min arbejdsplads, familie og venner bakker mig alle op. For dem er det nemlig logisk, at jeg ikke kan gå på arbejde, når jeg har det som jeg har det.
Men trods al opbakningen og min egen bevidsthed om, at jeg ikke kan ændre tingenes tilstand, er det alligevel en kamp for mig i øjeblikket at holde fast i virkeligheden.

Jeg ved godt, at den eneste løsning for mig lige nu, er at erkende, hvordan jeg har det, og så minde mig selv om, at det er min krop, der reagerer, og at det ikke er noget psykisk eller andet, der udløser det.
Jeg sætter ikke mere tid på, hvornår det holder op. Det gjorde jeg til jeg nåede 12 uge. Men jeg lærte af det, da de viste sig at være det modsatte for mig, og nu tager jeg bare en dag ad gangen igen igen.
Det er også blevet "kun" 2-3 gange nu istedet for 7-8 gange. Så egentlig er det vel blevet bedre, og går fremad. Problemet er bare, at jeg føler mig ligeså brugt og syg, trods det mindre antal gange. For mig opleves det desværre ikke, som den store forskel, men det er også ok.

Jeg siger ofte til mig selv, at den her tid er med til at "uddanne" mig som forældre og mor.
Så er der også et dejligt lyspunkt idag. Jeg var til jodermoder den anden dag, og i det amt, hvor jeg skal føde, er der tilbud om akupunktur til dem med svære graviditetsgener. Jeg var heldig at få et afbud i dag.
Det er dejligt, og jeg håber selvfølgelig, at det kan hjælpe lige netop mig!