Uh det gør ondt i hjertet

Vi er ved at lære lillemanden at falde i søvn i egen seng. Det er præcis lige så hårdt, som jeg havde forberedt mig på. Men vi holder ud D.D og mig - sammen og det hjælper en del.
Det er 14 dage siden, jeg stoppede med at amme ham om aftenen, og efter en uge, var det som om, at trolden igen havde fundet en ny rytme, og vi var igen kommet ned på den 30 minutter med putningen. Jeg havde en god følelse af, at det var ok for trolden, og det gjorde, at jeg blev klar til, at han blev puttet i egen seng dog selvfølgelig ikke uden en konkret mavepine om søndagen.
Vi have lavet en meget nøje plan herhjemme i forhold til, hvordan vi ville putte ham, om han skulle tages op, hvornår det var for meget gråd osv. Den plan har været god for os, for det har gjort, at vi selv blev mere bevidste om det. Mandag læste jeg historie for ham, den samme som hidtil, og jeg fortalte ham, at han nu skulle puttes i sin egen seng, at han sikkert ville græde meget og blive ulykkelig, og at det ville være svært for mig, at vi elsker ham højt, og vi nok skulle passe godt på ham hele tiden.
Han smilede glad, da jeg puttede ham, og da han fandt ud af, at jeg ville gå græd han som pisket, inden jeg var gået ud af hans værelse. Den første halve time græd han stort set konstant, og vi gik dering hvert 15 sekund, den næste halve time holdt han "pauser" på et halvt minut med at græde, og den sidste halve time var der lidt mere mellem han græd. Efter 1½ time faldt han i søvn i sin egen seng.
Tirsdag græd han mere intens end dagen før, og vi gentog det samme som aftenen før. Efter en time sov han.
Idag græd han lige så intenst men med længere perioder uden gråd. Efter 35 minutter sov han.
Det er hårdt at høre hans gråd og se tårene på hans kind, og jeg glæder mig til der er gået flere dage.