11 måneder

Min dejlige unge er blevet 11 måneder, og han bevæger sig småt fra babyen til den lille tumling, det er vidunderligt at mærke alle hans færdigheder vokse og vokse....Har jeg sagt det før, han er sgu så dejlig:-)Han har stadig sit dejlige lyse og milde sind. Det sjoveste påfund er hans krukkede måde at efterligne et stort grin, når vi andre griner. Når men han var jo 10 måneder, før han kravlede, til gengæld er der sket meget i hans udvikling stort set hele tiden den sidste månedes tid.Han rejser sig op ved alle ting, og kravler også op, på små ting. Hans nye opdagelse er at give slip, mens han står op for at falde med et bump til hans store fornøjelse:-)Han vil også meget gerne gå, når vi holder ham i hænderne. Han er også begyndt at pege og sige billyde.Han drikker også selv af kop, og er blevet rigtig god til ikke at spilde mere.

Hans hovedmåltid er stadigvæk om morgenen og om aftenen. Frokosten har ikke hans store interesse.

Han havde spist rugbrød i lang tid. Men da han blev 10 måneder fik han to tænder og havde meget ondt i gummerne. I den periode tilbød vi ham derfor grød, som var en god løsning for ham. Samtidig tilbød vi ham rugbrød sideløbende men uden interesse. En dag puttede jeg nutella på, for at undersøge om han ville spise det. Det røg ned med stor fart og fortalte mig, at det ikke mere var rugbrødet. Det fik han i 3 dage, og begyndte så igen med andet pålæg på rugbrødet. Nu er det sådan at han nogledage spiser rugbrødet bart med stor velbehag, andre dage med pålæg og andre dage igen kun med nutella- mon ikke det løser sig selv?

Jeg ammer ham stadig inden sengetid, det har dog mindre og mindre interesse...

Han bliver også stadigvæk som altid puttet klokken 19 og sover ved halvotte tiden.

Som sagt ammer jeg stadig, og bagefter ligger jeg mig ned med ham, og som regl bruger han lige 5 minutter på at krudte af, og vender sig om modsat mig i en kort stund og falder til sidst i søvn på maven:-) Ligesom sin far gør...

Vi har talt om at putte ham i sin egen seng fra starten, når jeg stopper med at amme ham inden for kort tid.

Men vi skal vist lige samle overskud til den overgang.

Han vågner en gang imellem en gang om natten for at få sutten og står op mellem 5.30-6.15 tiden.

Han sover også stadig sin formiddagslur ved 9/10 tiden på et par timer og igen en times tid ved 2/3 tiden.

Når jo så han også stadig myre i sine bukser, han sidder ALDRIG stille, det holder hans mor og far godt igang:-) Det er måske også derfor han stadigvæk vejer de 10 kg med sine 76 cm lang.

Hans mor er begyndt at vælge slik og alle de andre dejlige sager fra, da der er kommet et par ekstra kilo på efter ammningen, er sat ned til en gang i døgnet.

Jeg nyder livet som mor og er faktisk så småt begyndt at kunne tænke endnu et barn ind i vores lille familie...mere om det en anden dag.

Åh ja så er jeg også begyndt at glæde mig , lidt ihvertfald:-), til mine kursusdage/og egenomsorgsdage i September.

Øh

Jeg har sagt ja til et kursusforløb over to dage på fyn, så det er med overnatning.
Først havde jeg helt ondt i maven over det, men omvendt er jeg altså begyndt at glæde mig en smule. Jeg mener fx. til at skulle spise mad i 1½ døgn, hvor jeg kan tygge maden så meget jeg lyster, uden at skulle skynde mig grundet en lille dreng. Altså så kan jeg jo også læse lidt, inden jeg går i seng, netop fordi jeg ikke er banketræt efter at have været på hele dagen. Jeg skal faktisk kun tænke på mig selv. Og alt sammen kan jeg jo netop godt glæde mig lidt over ik, for jeg ved jo, at trolden og hans far vil gennehygge sig herhjemme som altid imens:-)
Men for pokker det kræver øvelse ikke at have dårlig samvittighed over at tænke og glæde sig over at skulle have lidt tid for sig selv.

Donere egne æg væk

Jeg tænker meget over, om jeg mon skulle donere mine æg væk.
Det er så nemt for mig at være egoistisk og tænke nej selvfølgelig, vil jeg ikke donere dem væk. Men altså for fanden i panden, det er da lidt pinligt, for jeg ville jo gerne have taget imod donorsæd!
Jeg ved, der er nogle i blogland, der har valgt at gøre det, og hvor jeg mange gange har tænkt, det er stort at kunne gøre.
For det er stort, og jeg ville ønske, at jeg selv var mere afklaret omkring det.
Det sværeste for mig er at forene mig med tanken om, at der på en eller anden måde, ville være "noget af mig" gående rundt derude, hvis en anden kvinde brugte mine æg.
På den andn side, forenklede vi det meget, da vi selv talte om donoræg dengang.
Jeg ved det sgu ikke helt, hvad jeg vil.....................

Donorbørn

Jeg så i går aftes en genudsendelse med "Donorbørn". Vi har selv gennemsnakket området, da vi jo dengang i 2 forsøg blev rådet til at bruge donorsæd. Jeg kan godt huske vores mange snakke om det. Vi var ihvertfald helt eninge om, at det eventuelle barn skulle have af vide, at det havde en anden biologisk far end D.D. Vi var også gode til at fokusere på, at vi ville være barnets "rigtige" forældre begge to, fordi vi jo var de primære voksne i barnets liv. Den gang var det slet ikke så kompliceret at forholde sig til, som det er nu.


Hvordan mon det ville være at have trolden, hvor D.D er biologisk far og så et barn, der måske blev donorbarn? Ville vi som forældre kunne opleve at føle forskel rent følsesmæssigt, ville der opså en konflikt mellem børnene senere hen?

Ville jeg mon være bange for at kunne føle afvisning, hvis barnet havde brug for at kunne opsøge sin biologiske far? Ville det andet barn føle sig snødt?

Eller ville situationen med donorsæd slet ikke have nogen betydning, når først barnet var blevet født?


De medvirkende igår, følte sig snydt, fordi de i mange år havde troet, at deres far var deres biologiske far. De følte sig halve og ønskede at finde ud af den "manglende halvdel".
De gik ikke ind for donorsæd, samtidig med at de var glade for Deres egen exsistens!
Der var også indslag om anonymiteten i det. At alle skulle have muligheden for at kunne søge tilbage i sine biologiske rødder.
Men hvad med alle dem, der ville været en del af sæddonorens liv? Hvordan mon livet ville blive/være for dem, hvie de pludselig blev opsøgt. Hvad hvis de selv havde stiftet familie senere hen?
Der er mange ting i det.

Igen hvem ville fravælge at kæmpe for et barn, hvis de var tvunget til at bruge donorsæd, og måske havde kæmpet for det her barn i mange år?
Hvad ville du gøre, hvis du rent faktisk stod i situationen. Er det overhovedet muligt at vide, hvis man aldrig har stået i situationen?