Wednesday, August 01, 2007

Donorbørn

Jeg så i går aftes en genudsendelse med "Donorbørn". Vi har selv gennemsnakket området, da vi jo dengang i 2 forsøg blev rådet til at bruge donorsæd. Jeg kan godt huske vores mange snakke om det. Vi var ihvertfald helt eninge om, at det eventuelle barn skulle have af vide, at det havde en anden biologisk far end D.D. Vi var også gode til at fokusere på, at vi ville være barnets "rigtige" forældre begge to, fordi vi jo var de primære voksne i barnets liv. Den gang var det slet ikke så kompliceret at forholde sig til, som det er nu.


Hvordan mon det ville være at have trolden, hvor D.D er biologisk far og så et barn, der måske blev donorbarn? Ville vi som forældre kunne opleve at føle forskel rent følsesmæssigt, ville der opså en konflikt mellem børnene senere hen?

Ville jeg mon være bange for at kunne føle afvisning, hvis barnet havde brug for at kunne opsøge sin biologiske far? Ville det andet barn føle sig snødt?

Eller ville situationen med donorsæd slet ikke have nogen betydning, når først barnet var blevet født?


De medvirkende igår, følte sig snydt, fordi de i mange år havde troet, at deres far var deres biologiske far. De følte sig halve og ønskede at finde ud af den "manglende halvdel".
De gik ikke ind for donorsæd, samtidig med at de var glade for Deres egen exsistens!
Der var også indslag om anonymiteten i det. At alle skulle have muligheden for at kunne søge tilbage i sine biologiske rødder.
Men hvad med alle dem, der ville været en del af sæddonorens liv? Hvordan mon livet ville blive/være for dem, hvie de pludselig blev opsøgt. Hvad hvis de selv havde stiftet familie senere hen?
Der er mange ting i det.

Igen hvem ville fravælge at kæmpe for et barn, hvis de var tvunget til at bruge donorsæd, og måske havde kæmpet for det her barn i mange år?
Hvad ville du gøre, hvis du rent faktisk stod i situationen. Er det overhovedet muligt at vide, hvis man aldrig har stået i situationen?

11 comments:

Anonymous said...

Jeg så ikke genudsendelsen, men jeg tror at jeg har set programmet da det blev sendt første gang. Det lyder i hvert fald som det samme.

Jeg synes at det er en drønsvær problematik. Som udgangspunkt går jeg vel ind for at alle har ret til at kende deres biologiske ophav. Men som jeg ser det er i forbindelse med donorbørn i selvimodsigelse i det. For hvis man vil sikre denne rettighed er det mere end meget muligt at disse børn slet ikke vil komme til verden.

Langt de fleste der donerer er ikke interesserede i at få diverse unge mennesker til at dukke op ved deres hovedør om 18 år og kalde dem far (eller mor). Det kræver pludseligt et helt andet engagement og ansvar end det bare at afgive arvemasse. Langt de fleste ville trække sig som man også har set det i Sverige, hvor anonymiteten er væk.

Jeg synes at man skal tænke på at diverse undersøgelser viser at mellem 1 og 2 ud af 10 personer har en anden biologisk far end ham de kalder for far. Og disse mennesker lider ikke under deres mors sidespring, har identitesproblemer mv.

Jeg tror, at de fleste mennesker er meget tilbøjelige til at finde forklaringen på deres problemer i det det falder nærmest. Derfor vil det altid være nemt for donorbørn at finde forklaringen på deres (måske helt teenage typiske) problemer i at de savner at kende deres biologiske ophav.

Vi har fra allerførste færd fravalgt alt der har med doner at gøre. Det er selvfølgeligt et personligt valg og det er personlige overvejelser der ligger bag det. Vi har altid følt at vi gerne ville være fælles og på samme niveau i forhold til barnet. Derfor var det enten et fælles biologisk barn eller et fælles adoptivbarn.

Jeg er meget bange for at skabe uligheder mellem evt søskene (nok pga ting i min egen barndom), så jeg tør slet ikke have børn af forskellig fremkomst. Jeg ville være enormt nervøs for at komme til at forfordele en af dem. Af samme grund ønsker vi ikke at adoptere en nr 2.

Så jov, jeg ville fravælge kampen.

Frøkenhat said...

Hmmmm...hvorfor kan du ikke bare stille nogle lidt mere enkle spørgsmål? :-)

Jeg tror, Manden ville have været lige så ked af at skulle erstattes af en donor, som jeg selv ville have været det, hvis det var ægget, vi talte om. Så vi ville gå langt for at undgå den løsning. MEN måske ville vi være kommet dertil, hvis ikke...

Jeg så godt en del af udsendelsen. Og lige som Rikke, så tænkte jeg faktisk også, at problemerne jo skal have en årsag. Jo, det kan da være problematisk ikke at kende sit biologiske ophav - men det behøver vel ikke at være det. Jeg antager, at for langt de fleste donorbørn er det helt uproblematisk. Det er vel bare sådan det er...

Selvfølgelig er det nobelt at ville varetage børnenes tarv. Men altså - vi taler jo ikke om svigtede børn, der ikke får kærlighed. Vi taler om ønskebørn ud over alle grænser. Elskede børn. Men en mor og en far (som regel i hvert fald). Og nogle gange synes jeg måske bare, vi gør et stort problem ud af noget, som egentlig ikke behøver at være det..?

Jeg ved det sgu ikke...

Tror dog man er godt hjulpet, hvis man er ærlig fra begyndelsen og spiller med åbne kort - også over for barnet. For jeg kan da godt forstå, at det kan være lidt voldsomt at få at vide, at man har en anden far end ventet, når man bliver stor.

Mange tanker - men ikke så stor afklaring omkring dette emne. Godt det ikke blev nødvendigt for os at tage stilling. Det bliver det heller ikke fremover - for kan vi ikke få flere børn med mine og Mandens bidrag, så "nøjes" vi med Bøllehatten.

Anonymous said...

Vi havde det oppe at vende i forbindelse med første IVF som endte uden oplægning af æg. Vi var heldigvis begge enige og afklaret med at donorsæd/æg kunne være en mulighed for os. Jeg ville bare helst have min søsters æg, som hun faktisk også godt ville give mig, men som ikke er lovligt – ikke engang med den nye lovgivning. Men heldigvis blev det ikke relevant.

Jeg har jo selv valgt at være æg-donor (selvom jeg har en lille svag dårlig samvittighed over om mine æg er gode nok). Jeg gør det af taknemmelighed over selv at være blevet mor og tanken om at en anden kvinde vil kunne opnå samme glæde over det lille bidrag jeg kan give, ja så føler jeg mig faktisk endnu mere taknemmelig. Hvis jeg havde haft meget ubehag ved hormonstimulering eller ægudtagning, boet/arbejdet langt væk fra klinikken så havde jeg muligvis trukket mig. Omkring anonymiteten, ja så er den vigtig for mig. Jeg er ikke mor til et eventuelt kommende barn. Det barn har en anden mor. Jeg tror ikke jeg ville have meldt mig hvis barnet kunne kommer efter 18 år og kræve at kunne møde mig. Jeg ved de opbevarer informationen i 30 år, men til hvad ved jeg ikke.

Monja

Solsikke said...

Hmm... vi har heller ikke været i situationen, men jeg så godt programmet, da det blev sendt første gang, og vi havde en masse oppe og vende i den forbindelse.

Min holdning har altid været at jeg nemmere ville kunne acceptere donoræg end -sæd. Måske fordi jeg er bange for at barnet ikke ville betyde noget for min mand, hvis det ikke var hans, mens jeg ikke var i tvivl om at jeg ville føle mig som MOR uanset generne, når jeg havde båret og født det.

Men egentlig tror jeg nok at min mand er temmelig afklaret omkring donorsæd og gerne ville have brugt det som en mulighed, hvis det havde været vores problem.

Jeg giver Frøkenhat ret i, at man måske blæser nogle problemer op. Jeg ved også at nogle adoptivbørn er meget kede af ikke at kende deres biologiske forældre, og gør et stort nummer ud af at opspore dem, mens andre er fuldstændig lige glade. Så mon ikke det kommer meget an på den enkeltes temperament hvordan det er?

Jeg har aldrig lagt den store vægt på gener. Nok fordi mine egne forældre ikke betyder så meget for mig. Jeg synes at det er vigtigere at omgive sig med de mennesker, som man holder af, og et donorbarn, som har to forældre, som ønsker og elsker dem, har det nok ikke lige så slemt som børn der bor med begge biologiske forældre, og som ikke er gode forældre. Men man kan selvfølgelig ikke bruge argumentationen at andre har det værre til særlig meget.

Jeg synes at donation skal være anonym. Jeg ville aldrig donere æg, hvis det ikke var anonymt, og jeg ville være meget imod at min mand donerede sæd. Tanken om en teenager der en dag ringer på døren, og vil have noget fra os. Og hvordan ville det påvirke Junior? Ville han se det som en bror/søster?? Jeg synes at anonymitet er vigtig. Men omvendt... Jaja, det er en kompliceret sag, men jeg kan ikke se det forfærdelige i anonym sæddonation.

Knus,
Solsikke

Mette said...

Kære M.

Når jeg umiddelbart læser dit indlæg så falder mine tanker også på adoption! Langt de fleste adoptivbørn har ingen mulighed for at lærer deres biologsike forældre at kende, fordi det giver afgiverlandet ikke mulighed for. Og jeg på da indrømme, at da vi valgte Kina, var en af grundene også, at denne mulighed ikke var der - egoistisk af os, men vi havde ikke lyst til at der lige pludselig stod et sæt biologisiske forældre ved døren!

Hos os hedder VI forældre - mor, far - og de biologiske forældre kinamor og kinafar. Og hvis man bruger donorsæd - eller æg - ville sagen - i mine øjne - være den samme! At dem der passer på, opfostre, er om barnet i hele dets barndom DE er forældrene. Der findes ingen rigtige og forkerte forældre - man må finde ord som barnet kan forholde sig til!

Vi nåede langt omkring i vores behandling - men havde taget valgte at vi ikke ville bruge donoræg/sæd - det var bare ikke os! Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, men det var bare sådan en mavefornemmelse vi havde!
Men havde vi gjort det - hmm, jeg ved ikke... Med Johanna er vi jo meget opmærksomme på at der er et sæt kineforældre (måske ved faderen slet ikke hun eksistere) - men jeg tror faktisk ikke at vi havde valgt at fortælle nogen som helst at vi brugte donoræg/sæd! Men igen - jeg ved det ikke, for jeg har ikke været det!

Mht dem der er donorer... De skal have lov til at være anonyme - tænk lige engang hvis man fik a vide at ens mand havde 5-10 børn ude omkring OG at de kom forbi! Jeg mener helt bestemt at man skal have lov til at hjælpe andre mennesker - men i denne hensenende skal det være anonymt! I bund og grund er vi igen tilbage til adoptionsproblematikken - mange børn her har heller ikke mulighed for at finde deres rødder...

Og hjemme hos os - indtil videre går det fint med et biobarn og et adoptivbarn. Amalie har én gang sagt "mor, det er kun mig, du er rigtig mor for" - og dét blev der slået hurtigt ned for... Jeg tror bestemt ikke at lige den problematik bliver et problem!

Frøkenhat said...

Drømte i nat, at du var gravid igen. Helt ved egen hjælp - eller jo altså med mandens hjælp...du ved hvad jeg mener. Er der noget, vi skal vide??? ;-)

Anonymous said...

I giver tilbagemeldinger, der sætter gang i mine tanker endnu en gang.

Vil jeg "kunne" donere mine egne æg væk?

Spiren

Anonymous said...

@Føkenhat: Altså så ved jeg det ihvertfald ikke selv endu, mon ikke du i stedet skulle have nummeret til hende håndlæseren:-)
Måske har det mere med dig selv at gøre:-)

Frøkenhat said...

Jeg har da vist godt nok lidt kvalme. En skam at mine graviditetstests er blevet for gamle... ;-)

Anonymous said...

Jeg er resultatet af et ufrivilligt barnløst pars brug af anonym privat sæddonation i 1980. Jeg er derfor vokset op med 2 kærlige forældre og kan ikke udtale mig om det at vokse op med kun en forælder. Dog vil jeg kommentere på donorbarnets behov/ønske om at kende dets rødder/genetiske herkomst. Mine forældre havde aftalt at jeg skulle have svar hvis jeg spurgte. Jeg opfangede tidligt at min far nok ikke var min biologiske far muligvis pga af hvisken i krogene af mine andre familiemedlemmer (tanter, onkler, bedsteforældre osv.) Jeg spurgte derfor allerede i en alder af 9 år om min far var min biologiske far til hvilket der blev svaret at jeg var resultatet af insemination. Jeg har altid følt at det var et tabu i familien samt at min far blev ked af det når jeg bragte spørgsmålet på bane så jeg har holdt det for mig selv. Jeg har følt et tomrum som man kan sammenligne med det adoptivbørn eller børn uden kontakt til den ene eller anden forælder føler. Adoptivbørns forældre er dog ofte mere afklarede og åbne overfor dialog da børnene ofte slet ikke ligner forældrene i hår, øjen og hudfarve og barnet vokser op med fortællingen om da det blev hentet i et fremmed land eller i lufthavnen. Et barn af en forladt forælder har ofte fotos og beskrivelser af den anden forælder hvorimod et donorbarn (i hvert fald i mit tilfælde) er overladt til egne spekulationer og må takle de følelser der er, helt alene, for man vil jo ikke såre sine forældre som man elsker så højt. Jeg ønsker for alt i verden IKKE, at mine forældre ikke havde taget beslutningen om at jeg skulle til verden, dog blot at de havde været mere opmærksomme på de tanker og følelser der følger med det at være skabt af ukendt materiale. Jeg elsker min far, som er god som dagen er lang, men manglede halvdelen af mit genetiske spejl. De træk hos mig selv som jeg ikke kunne finde på min mors side af familien, havde jeg ikke en jordisk chance for at finde ud af hvor kom fra. Da jeg som barn opdagede dødeligheden og genetisk arvelige sygdomme, blev det manglende halve spejl et sort dødshul jeg blev bange for at falde i og selvom jeg var fars pige, havde jeg mareridt om at min mor, og dermed resten af mit spejl, skulle dø fra mig. Jeg ønsker ikke, og har aldrig ønsket at møde min biologiske "far"/donor men jeg har stadig et brændende ønske om at se et billede af ham og meget gerne af hans forældre også. En lille historie om deres aner ville også være fantastisk. Dette vil nok aldrig blive muligt for mig da jeg intet har at søge ud fra. Jeg kan dog blot opfordre alle Jer kommende forældre til donorbørn at være åbne overfor dialog med jeres børn og vær opmærksom på deres tanker og følelser, at få snakket disse igennem så de på intet tidspunkt er overladt til at bearbejde noget selv som de hverken har forståelsesmæssig eller erfaringsmæssig belæg for at kunne.

Anonymous said...

tbmraws pez zekvt oral porn

liobj!

locpz yxxzxm lkd indian models