Igår blev trolden passet for første gang sådan rigtigt, og hans mor og far nød en aften alene på resturant.
Da vi kørte kunne jeg i hovedet næsten ikke komme hurtigt nok hjem igen. Men som tiden gik, blev det faktisk nemmere for mig.
Vi gik enda på cafè efterfølgende. Snakken var meget centreret om vores forhold. Om det at være blevet forældre, om alle de ting vi ikke viste noget om, før vi blev forældre. Om at vi selv skulle erfare skiftet.
Vi var hurtigt enige om, at essensen var, at intimiteten mellem os var blevet "forstyrret" eller blevet brudt for helt at forsvinde for en stund. Nærheden for og mellem hinanden i vores parforhold havde lige pludselig flyttet fokus på trolden og kastet os ud på gyngende grund parmæssigt.
Tiden har arbejdet for os, og vi er kommet tilbage på rette kurs igen. Den kurs hvor vi igen rummer og skaber plads til hinanden.
Det var så fedt at få talt om alle disse ting, og ikke midst at opleve at D.D har oplevet og følt de samme ting, som mig selv.
Jeg ved hvor min del og indsats ligger i arbejdet med parforholdet. Det er s.e.x.livet.
Det er MEGET lang tid siden. Graviditeten inbød langt fra til s.e.x. med manden. De gange vi "prøvede" os frem, endte altid med at jeg kastede op lige gyldigt tidspunktet.
Nu er det enormt svært for mig at komme igang igen. Jeg har lysten men min krop holder mig tilbage.
Eller det er vel mere tankerne og forholdet til min egen krop, der holder mig tilbage. Altså da jeg var gravid, var jeg glad for min krop og følte mig ikke tyk. Det gør jeg i grunden heller ikke nu, men jeg føler mig vist flov over min krop på en eller anden måde. Det spiller ikke ind i hverdagen generelt, men det gør det, når jeg kaster mig selv ud i tankerne om s.e.x. Tænk at jeg skulle ende her!!
Hvordan kommer man til at elske sin krop igen efter sådan en graviditet, der efterlader lidt slaskeri her og der?????
Er der nogen derude med de samme følelser og gode råd????
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
5 comments:
Jeg tror, at for en stor del af det, så handler det om accept.
At acceptere at din krop har ændret sig og at det tager tid før - hvis nogensinde - at den vender tilbage til normen.
Jeg har ingen mirakelkure... men det har været en stor af mit arbejde; at acceptere. Jeg kæmper stadig med en overvægt på 18 kg og det er frustrerende. På den anden side så har jeg måtte finde frem til andre ting: Livet har bare værdi på en anden måde og det mener jeg, at min krop bærer vidne om.
Så for mig har det handlet om at acceptere, at sådan er tingene lige nu. Sådan ser jeg ud.
Her har jeg valgt at skelne mellem 2 ting: Selvtillid og selvværd. Selvtilliden sidder bl.a. i mit udseende, måden hvorpå min krop viser sig - men selvværdet er langt mere fundamentalt og afgørende; det er her troen på mig selv er... som kæreste og mor.
Jeg har selvværdet til at elske mig selv og troen på at jeg kan elskes og elskes med... fuldstændig uafhængig af min krops nuværende status.
Giver det mening?
@Fredrikke det giver god mening for mig.
Jeg tror også eller ved, at det handler meget om accept.
Mon ikke det er noget der kommer med tiden, det tror jeg det er for mig.
Så handler det vist også om, at jeg på ny skal lære min krop at kende, for den er jo forandret også mentalt!
Ikke fordi jeg kan påstå at jeg har samme problem (nærmere det omvendte), men jeg kan huske at jeg havde et lidt erkavet forhold til mine ammebryster. Jeg kunne simpelthen ikke have at de skulle indgå i noget seksuelt. Det gik først i orden igen, da der holdt op med at være mælk i dem.
Men Frederikke er inde på noget rigtigt, tror jeg. Vores kroppe er mærkede af de børn vi har båret, og det er smukt og rigtigt.
Ingen gode råd fra mig - desværre - blot en erkendelse af, at jeg har de samme følelser.
Pilates pilates pilates.... tvang mig tilbage i min krop og min krop tilbage til mig...
Jeg kan ikke sige det ofte nok til mine efterfødsels- medsøstre:
P I L A T E S :-)
Kram fra Stina
Post a Comment