Svært at navigere

Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal starte dette indlæg.
Egentlig så handler det om, at jeg igår oplevede verdenen på en lidt anden måde, end jeg har gjort hidtil efter troldens ankomst.

Et eller andet sted er jeg stadig glad og lykkelig for at være blevet mor. Men samtidig blev jegigår også ramt af en underlig følelse af ikke at slå til.
Det startede med, at D.D aftalte et besøg her af et vennepar til spisning. Først var jeg uening i spisningen og forslog, at de kunne komme til kaffe. Et eller andet sted er det et barselsbesøg, og derfor synes jeg godt, at man kunne "nøjes" med kaffen. D.D mente ikke, vi kunne være bekendt kun at invitere til kaffe. Jeg gav mig og det blev til middag. Men ydeligere aftalte han ved 17 tiden med dem, og han er normalt første hjemme lidt over 17 afhængig af trafikken. Så var det, at jeg fik en kortslutning.
Det var egentlig ikke det, at de kommer til spisning, eller at jeg var uening med D.D. Pludselig blev jeg bare usikker, og blev panikken for at D.D ikke ville være kommet hjem, så jeg skulle modtage dem alene med måske et skrigende barn på armen.
Det er enormt overvældende for mig pludselig at mærke denne usikkerhed. Generelt er jeg rigitg god til at multitaske, og hvis det var før i tiden, ville jeg kunne være rolig og lade dem selv komme ind ad døren, mens jeg tog mig af mit grædende barn. Eller sådan ville jeg ihvertfald have tænkt det før i tiden.
Nu er det jo slet ikke sikkert at situationen opstår, og hvis den gør, behøver det jo ikke at blive til et drama. Men det er heller ikke det der er min pointe. Pointen er den pludselige opstået usikkerhed omkring mig. Hvor faen kommer den fra?????
I weekenden fik jeg også et tudeflip, fordi jeg ikke følte, at jeg var en god nok mor for trolden og kone for manden????
Det har ændret noget uforklarligt i mig rrent følelsesmæssigt at blive mor, og det er som om, at tingene slet ikke kan forenkles mere ihvertfald ikke i mit hoved.
Jeg synes, det er enormt svært at navigere rundt i mig selv. Det ersom om, at jeg ikke ved hvem jeg er. Eller det gør jeg, men jeg føler mig ikke helt som M.S og heller ikke helt som mor. Hvordan mon jeg får forenet de to???

Samtidig har forholdet ændret sig mellem D.D og mig. Det er som om, at vi de sidste dage ikke har været helt så gode til at kommunikere som ellers. Vi taler sammen og råber ikke af hinanden. Men mest føler jeg nok lige nu, at vi går forbi hinanden. Vi prøver at finde ud af os selv og har lige nu ikke overskuet til at finde ud af, hvor den anden er.
Den udfordring kommer bag på mig, jeg føler næsten at jeg mister ham.
Måske er vi også ved at sige farvel til "det gamle forhold" fra før vi blev forældre for at kunne sig velkommen til vores nye forhold som forældre, hvor trolden har givet os en helt ny dimmision i livet?
Jeg vidste bare ikke, at det skulle eller ville gøre ondt på den måde, og jeg havde aldrig forstillet mig, at noget ville ændre sig på den måde mellem os.