Og her.....

ligner dagene desværre hinanden meget stadigvæk.
Den store forskel er måske, at jeg tuder mere nu end hidtil.

Jeg tuder og græder mest, fordi jeg bare ikke har mere at give af i øjeblikket. Jeg er om nogen kørt surt i det.
Det er så ubeskriveligt svært for mig at komme igennem dagen.
Jeg står op om morgenen, men det er desværre ikke, lysten der sørger for det. Det er min stædighed. For giver jeg først efter for ligegyldigheden, ved jeg, at det går rigtig meget galt for mig.
Men det koster AL min energi.

Opkastne er minimeret til et par gange om dagen, men den massive kvalme, der giver mig følesen af, at skulle kaste op hele tiden, den er så indgroet i mig nu, og jeg har mistet troen på, at den forsvinder, før jeg føder.
Det er ikke opkastne eller kvalmen, der i sig selv er det værste. For jeg har lært at begå mig med og slæbe mig gennem dagen med det.
Men kroppen er så afkræftet nu, og den er tung. Imorges måtte D.D hjælpe mig ind på sofaen fra toilettet. Min krop kan bare ikke mere, og den føles så tung og så opbrugt.

Det værste er dog mit psykiske velvære eller mangel på samme.
Jeg er her, hvor jeg undres over, at jeg stadig kan gennemføre dagen uden at bryde sammen for good og blive indlagt på den lukkede.
Det er desværre ingengang for sjov, at jeg skriver det. Det er alvor i mit hoved og i mit liv lige nu.

Det psykiske efterspil af at være i behandling og derefter opnå en graviditet er ved at indhente mig.
Jeg har på intet tidspunkt været glad, og intet synes at være skønt, selvom jeg opnåede denne graviditet.
En kæmpe del i mig er lykkelig for graviditeten og realiteten i, at jeg skal være mor. Men desværre sparkes denne del konstant langt væk af, hvordan jeg har det fysisk.
Det er så frustrerende for mig. Hver morgen ønsker jeg, at jeg bare måtte få en dag uden kvalme og opkast. Jeg græder i min længsel efter at være M.S uden denne altstyrende fysiske befindende.
Det væreste for mig er den manglende kontrol og styring. Mennesker har brug for en retning, og brug for at kunne kontrollere en del af deres liv.
Jeg føler mig i ingenmandsland og på vej ud af en vej, der aldrig synes at have en ende.
Det er som om at disse store kræfter, som jeg intet kan gøre noget ved, bare tager en bid af mig hver dag. De giver mig aldrig mulighed for at lade op.
Jeg har haft en periode over to uger, hvor det var ok om aftenen, hvor jeg kunne lade en smule op.
Men det har ændret sig, og mine aftener er igen inddraget til fordel for kvalmen.

I starten sagde alle til mig, vent til du går ind i 13 uge, så bliver det igen godt. Så blev det til 16 uge, og nu er jeg i 17 uge.
Jeg tør ikke tro på megt mere og slet ikke tidsgrænser. Jeg tør knapt nok tro på, at det har en ende.

Jeg er stadig sygemeldt, og vi er stadig meget isoleret.
Vi har nogle rigtig gode venner, der støtter os, og jeg har nogle fantastiske veninder og Jer, som kæmper sammen med mig.
Det er en gave, og det er noget jeg har så meget brug for lige nu. Jeg er så glad for, at min fantastiske mand evner at holde sammen på mig og vores ægteskab, for jeg har ingenting at give af i mit liv lige nu.