Anden omgang

Det har været sejt for mig i perioder, når andre omkring os anoncerede deres graviditet.
Misundelsen, vreden, sorgen og tomheden tonsede altid frem i mig. Det tog lang tid og meget øvelse, men med tiden lærte jeg at adskille mig selv fra deres graviditeter og tykke maver.

Jeg blev ved med at sige til mig selv, at vores tid også ville komme en dag. En dag var det mig og D.D, der skulle være forældre.
Jeg har vigtigst af alt lært mig selv at holde det ud og ikke mindst at aceptere det, som det er.
For uanset mine skrig og tårer, så ændrer det jo ingen ting for mig.
Jeg er et eller andet sted tvunget til at lære det, for det er alt for hårdt at kæmpe imod.

Jeg er også blevet bedre til at passe på mig selv.
Hvis jeg på forhånd kan mærke, at det vil blive for hårdt at deltage i noget, hvor der er gravide eller nyfødte, så melder jeg fra.
Hvis det bliver for hårdt for mig, når jeg er i det, så bryder jeg op og trækker mig tilbage.
Hvis ikke jeg gidder at tale om det, så kotter jeg pænt folk af på den ene eller anden måde.

Jeg accepter, at behandlingen fylder, og at den endda nogen gange overskygger det meste i mit liv, at den bliver mit omdrejningspunkt og verdens navle.
At jeg vil have tudeture og være ekstrem sårbar, når vi er midt i behandlingen.
For det er bare sådan det er at være infertil i behandling.
Jeg har også tænkt tanker om, at i dette forsøg behøver jeg ikke være superwoman.
Nej jeg har lovet mig selv, at være 110 % egoistisk, det der skal ud, vil komme ud. Jeg vil ikke kæmpe som en gal for at holde det ud i mig selv bare for at tage hensyn til alle de andre.

Alt dette er med til at give mig og D.D mulighed for også at have et liv, selvom vi er infertile og i behandling.
Lykkeligst af alt har jeg givet mig selv retten til at gøre, som jeg gør, og have de følelser, som jeg har.
Jeg bekymrer mig om mig selv, og om hvad jeg og D.D har brug for.

Jeg har i et stykke tid haft en følelse af, at jeg har udviklet mig meget og med behandlingen gennem det sidste år.
Jeg har haft det godt, og jeg har formået at velplacere infertiliteten i mig selv.
Det har været som min astma, der også er en del af mig.

Men igår skulle jeg opdage noget nyt.
Måske har jeg været naiv, men jeg troede egentlig, at der skulle meget til for at trække mig helt ned i støvet igen, når det gjaldt andres graviditeter.

Men ak igår da jeg talte med min barndomsveninde, og hun begyndte at tale om barn nummer to, der fik jeg en mavepuster.
Ikke en af dem, der kunne trække tåre sådan i sig selv. Men en af de mavepuster, der bare får tankerne og følelserne i højeste gear.

Den værste af følelserne er mærkværdigvis ikke snyd- eller hadfølelsen men tomhed- og failerfølelsen.
Puha den har idag efterladt mig i et vakum, der trækker det dybeste sorte hul frem i mig. Ikke tristhullet men et hul, jeg for alvor mærker.
Det er som om, at jeg ikke kan fylde mig selv ud. Jeg mangler jo noget i den grad.
Det er som om, at jeg på mange måder har fyldt hullerne ud.
Men alligevel står jeg bare på standby og venter og venter.
Jeg vokser og udvikler mig, men jeg står alligevel samme sted.
Jeg mærker livet og fanger øjeblikkene, jeg lever her og nu, men jeg står stadigvæk samme sted.
Som om, at jeg er frosset ned. Når jeg tøes op igen, har hele verden drejet rundt om mig, og alle omkring mig er blevet to/tre år ældre i deres liv. Men jeg er stadigvæk samme alder, som da jeg blev frosset ned !

Jeg føler mig som et ur, jeg går og går, men jeg kommer ingen steder alligevel !