Hvorfor ligeglad ?

Jeg bliver ved med at spørge mig selv om, hvorfor og hvordan jeg kan være så ligeglad med den her del i mit liv - behandlingen.

Troen, modet og håbet drev mig, lige fra første dag af, hvor lægen blev involveret.
Sådan fortsatte det i lange tider. Der var perioder under udredningen, hvor angsten drev mig men stadig skarpt forfulgt af modet og håbet og ikke mindst troen på, at vi meget snart ville blive gravide.
Selv op til og under første ICSI forsøg troede jeg virkeligt på det.
Jeg bildte mig selv ind, at hvis jeg gav mig selv de bedste betingelser fra dag et, som at tro på det og kæmpe med, så ville det lykkes for os. Jeg præsterede sågar at tænke, at grunden til det, ikke lykkedes for andre, var at de ikke troede på det !

Nu står jeg så her med mine dyrbare erfaringer fra første forsøg.
Min egen teori om bare at tro nok på det failede i aller højeste grad.

Det efterlader mig i et tomrum. Jeg er så ligeglad med den her behandling, så jeg foranledes til at være ligeglad med at få et barn !
Jeg prøver at overbevise mig selv om, at hvis vi skal have børn, så sker det bare af sig selv alligevel.
Jeg behøver ikke atvære en del af den her behandling. Jeg kan jo bare tage telefonen og sige "vi er ude, slet os fra listen".

Jeg har sådan en vældig trang til at tage telefonen og rent faktisk gøre det.
Lige bagefter jeg har tænkt de tanker, tænker jeg ups M.S, det er lige nu, du er ved at blive sindsyg.

Det er meget svært for mig at opdage og at skulle kunne holde forskellen ud. Forskellen fra at have gået ind for det her 100 % og så til at være på vej til igen at gå ud af det med 200 % angegement.

Men alligevel er der noget, der holder mig tilbage fra ikke at trykke nummeret til fertilitetsklinikken.
For inderst inde ved jeg jo godt, at det her formentlig er vejen frem for os.
Så hvad holder mig tilbage ?

Jeg tror, det er den manglende garanti for, at vi gennem behandlingerne vil kunne opnå en graviditet, og et barn i den sidste ende.
Den garanti findes bare ikke vel, og det er lige netop den, der spiller mig et puds hele tiden.
Jeg aner ikke, hvor jeg kan putte den ind i mine systmer. Det er som om, at jeg bare ikke kan finde plads til den.

Derfor ender jeg op med at være total ligeglad.
Jeg ville gennemgå 50 ICSI forsøg, hvis jeg blev garanteret et barn i den anden ende.
Men det gør jeg ikke, og forsøgene bliver derfor lige pludselig så meningsløse for mig.

Hvorfor undelægge mig selv det følelsesmæssige pres og alle dens følger, hvis ikke jeg får noget ud af det alligevel.

Min logiske sans fortæller mig konstant, at jeg skal blive ved med at tro på det.
Men for faen, hvor er den konto dog bare tæt på at være brugt op !