Måtte forlade rummet

Vi har været hos mine forældre og spise frokost idag. Vi var alle samlet, og det var egentlig ganske hyggeligt.
Jeg har ikke problemer med at være sammen med min gravide søster sådan rent fysisk mere.
Jeg troede egentlig også, at jeg var kommet lidt videre. At jeg kan unde hende hendes graviditet uden at være misundelig, det synes jeg, var godt gået.

Det er egnetlig heller ikke så meget hendes mave, der skubber til mig mere. Det er al det, den tiltrækker.
I dag blev det så bare for meget for mig. Vi sad der rundt om bordet og snakkede om alt muligt andet en den kommende graviditet. Det var så dejligt befriende. At jeg kunne være sammen med hende, uden jeg skulle forholde mig til maven.

Men pludselig handlede det kun om den kommende tid, de går i møde. Om det de skal have indrettet og noget at have købt. Min mor trak enda den kommende far med hen til skufferne af børnetøj.
Jeg følte mig i den grad udenfor. Jeg havde kun lyst til at skrige rigtigt højt " så hold da kæft, kan I ikke se, hvor ked af det, i gør mig med al Jeres babysnak".
Jeg prøvede at lukke mig ude af deres verden, og jeg sad med hovedet begravet halvt i mine hænder og tænkte mig langt væk.
Det virkede ikke, jeg gik på toiletet for at give mig selv en pause. Men da jeg kom tilbage, blev det bare endnu værre.
Det var som om, at orderne blev tungere og tungere i mit hoved. Jeg kunne bare ikke holde det ud mere, og jeg rejste mig og hviskede nærmest pænt tak for idag. Jeg måtte gå, jeg kunne ikke mere.