Det går rigtig godt

Vi har det alle tre dejligt, og vi er inde i en spirrende og varm periode.
Trolden har ikke haft det så godt i mange måneder, som han har nu. Vi er meget tæt på at være omme på den anden side af dette læmngervarende sygdomsforløb.

I September/Oktober startede ham med at få den ene lungebetændelse efter den anden, jeg tror, vi nåede at komme op på 5-6 stykker og 2 mellemørebetændelse, så var der selvfølgelig også alle tilfældende med asmatisk bronchitis, som gjorde det svært for ham at trække vejret. Han valgte mere og mere mad fra, og til sidst ville han kun spise havregrød, han kastede op, når han puttede andet mad i munden, og skulle synke det. Det varede ved i 5 måneders, og resulsterede i at hans vægt og længde forblev på de 10 kg i ½ års tid.
Vi som forældre blev mere og mere frustrede, og vi kom ind i en af de hidtil sejeste perioder i vores forhold. Energien var brugt og, vi kørte begge på underskud. Vi fik ikke meget søvn og ingen voksentid. For når Trolden ikke var syg, så var vi trætte og havde brug for tiden til at sove, for at kunne stå op. Underskud giver masse af konflikter, og det ellers altid ligeværdige forhold blev erstattet med kampe og diskustioner om småting. I en kort stund mistede vi enda respekten for hinanden, og vi mærkede afstanden plante sig mellem os, som en kile der kunne skille os ad på hvilket som helst tidspunkt. To gange nåede vi faktisk også at tale om, det var nu, vi skulle gå hver til sit, fordi vi havde så svært ved at finde gnisten og lysten til hinanden. Vi var fyldt op med sygdom og kampen for at overleve. Sidst i Januar kastede vi begge håndklædet i ringen og erkendte, at vi havde brug for en kraftig drejning i vores forhold, hvis det skulle overleve. Vi følte begge kærligheden i vores forhold og vidste, at der var meget at slås for. Jeg forslog biopaten. Det krævede en overbevisning i forhold til manden, der slet ikke var til alternativ behandling. Men dels havde vi stoppet med komælken til jul, som han jo selv så effekten af, og ydeligere var vi begge eninge om, at vi intet havde at tabe.

2 Februar havde vi besøg af biopaten, og der blev lagt en 3 måneders slagplan for troldens videre forløb, og hun satte os ind i, hvorfor han ingen appetit havde mere. Pincelinen havde ødelagt hans fordøjelsessystem og immunforsvaret. Den ene uge efter den anden gik uden sygdom og pincilin, og vi var glade. Men jeg havde svært ved at give slip og ventede kun på, hvornår det igen ville gå galt. Efter de første tre uger, begyndte jeg at tro på det. Trolden begyndte langsomt at spise normalt mad igen, og hans appetit begyndte at spirre.
Efter 5 uger uden sygdom fik han sin 15 måneders vacine, og så begyndte tiden med viruserne. Vi nok mest mig hev mig selv i håret og tænkte tit, hvornårfår det her en ende, hvad har vi gjort forkert, hvad skal vi kunne for at få lov til at leve uden al den sygdom.forholdet begyndte for alvor at bære præg af underskud hos os begge, og jeg følte det i en periode som om, vi levede i to verdener,. den ene bestod af Trolden og hans far og den anden levede jeg i sammen med Trolden. Oven i det hele, skete der uventet et dødsfald, der bar nogle ting med sig for mit vedkommende og videre for vores forhold. Heldigvis havde vi begge den styrke, der skulle til for at kunne holde fast i at blive i forholdet. Efter anden indlæggelse fik Trolden efterfølgende skoldkopper og manden en voldsom omgang lungebetændelse. Jeg brød sammen på arbejdet, jeg mistede overblikket og faldt i et hul. Jeg havde intet at give af ingen gang til mig selv. Jeg havde været på herhjemme i tre uger, med syg mand og syg barn og et par indlæggelser. Jeg magtede ikke mere. Det gode i det var, at jeg fik lært mig selv, at jeg ikke er supermor, at jeg også godt må synes, livet er lidt for sejt. Det vigtigste var, at jeg begyndte at fortælle manden om, hvor hårdt jeg synes det var, og hvor opslidende jeg synes det var, når jeg hele tiden sulle overbevise ham om, at den alternative vej vi nu var gået, var det rigtige for vores søn. Han fik fortalt mig, at det havde han også erkendt overfor sig selv, men at det var svært for ham at støtte op omkring, da han altid havde tænkt alternativ behandling, som spildt penge. Der begyndte for alvor at komme hul igennem vores dialog igen. Vi genfandt den vigtige respekt for hinanden, og vi begyndte begge at føle overskud. Kort efter fik vi lavet en irisanalyse på Trolden, og svaret var mælkeallergi. Vi stoppede øjeblikketligt med alle mælkeprodukter. Den første uge var ikke forandret, anden uge synes vi snotten blev værre og hosteriet, og vi blev indlagt for tredje gsng grundet indtrækninger og maske dagen før. Lægen kunne høre rigtig meget snot på luftvejene men ingen asm. bronch. vi fik lov at komme hjem samme dag. Tredje uge var drøj med meget snot og hosteri. Det skulle vise sig a være tegnene på, at hans lille krop selv var ved at udskille de sidste mælkerester, hvilket tager 8 uger, før de er helt ude af kroppen og ikke generer mere. Den oplysning gav os ro, og nu små fem uger senere er der ikke mere snotnæse, men stadig lidt hosteri. Slimet opløser sig nu. Vi har været til tjek på sygehuset, og lægen kunne ingen samatisk brohcitis høre. De mener vi er kommet godt på vej med Spiriocoten, og den begynder at have sin virkning nu. Vi har selv trapppet ham ud af masken, og tror på, at grunden til al sygdommen har været mælken.

Vi er nu kommet væk fra maske og langt væk fra pincilin. Efter 4½ måneds hårdt arbejde for alle i familien, har trolden taget lidt over 2 kilo på og vokset 4 cencimeter. Han får stadig ikke sukker, og det vil sige, det er ren mad, han er vokset af. Han spiser stort set alt, selv sovs er han igen blevet glad for. Han kan sove uden strømper, uden at blive forkølet eller hoste, og han kan stå i døråbningen og kikke ud uden at ligge med lungebetændelse dagen efter. Vi behøver heller ikke mere at pakke ham ind i meget tøj, som før. Vi kan næsten klæde ham på nu, som alle andre gør på en varm sommerdag. Vi/jeg behøver ikke at føle os forkerte mere som forældre, fordi han skulle have meget tøj på, selvom det var meget varmt og alle andre børn på hans alder havde t-shirt på. Vi føler os normale!
Vi har det godt igen indbyrdes mig og manden, og vi føler, vi er kommet ud af perioden med den gyngenede grund i forholdet. Jeg er blevet bedre til at give mig selv frirum og omsorg. Når ja så er der også lige bonusgevinsten. For med en dreng, der ikke skal have sukker, er der ikke slik og andre søde sager i huset mere. Det har betydet et kilos vægttab for mig alene af den grund.
Vi føler, at vi er kommet over på den anden side.

Jeg håber, I får en dejlig sommer, her på bloggen bliver der ikke så meget aktivitet i løbet af sommeren måske senere....

Det går den rigtige vej

Vi har været indlagt endnu en gang, men denne gang var anderledes end de andre to gange.
For det første har trolden for første gang i sit liv kunne være forkølet i 2 dage, uden det satte sig til ydeligere. Det var først på 4 dagen det satte sig på hans luftveje. Søndag gav vi ham maske hele dagen, og mandag ringede jeg til lægen for at høre, hvor mange antal doser vi måtte give af sprayen, hun ville se os, og vi endte med en indlæggelse. Sjovt nok slog det mig ikke ud.
Når men da lægen langt om længe undersøgte ham på sygehuset, kunne hun ikke høre noget asmatisk bronchitis på luftvejene. Hans stødende vejrtrækning var grundet snot! Så han fik kun et par masker, og så kunne vi tage hjem igen om aftenen.

Han har nu ikke fået mælkeprodukter overhovedet i små 3 uger, og jeg tror på, at det er det, der har gjort, at han slet ikke var så hårdt medtaget denne gang. Sidste gang han blev indlagt var det 7 timer fra det startede, til han ikke kunne trække vejret, nu var det 4 dage!
Vi altså manden og mig :-) har endnu en gang haft en god snak omkring det, og vi kommer nærmere og nærmere hinanden, selvom vi startede med to forskellige udgangspunkter i forhold til, hvad der kunne ligge til grund for lillemandes lange sygdomsforløb.

Jeg føler, at vi er godt på vej, og jeg kan mærke overskudet...