Så er vi der

Trolden er kommet sig oven på sin indlæggelse og sine skoldkopper. Så her til morgen var han så klar til opkast og dirrare, så mig først afsted og hjem til middag, og så kunne manden tage afsted på arbejde!
Jeg ved ihvertfald, at et af mine arbejdspunkter er at kunne holde mig lidt mere stabil rent følsesmæssigt. Jeg er et af de mennesker, der mærker for alvor, når solen skinner i mit hjerte, til gengæld mærker jeg også når skyerne er proppet. Så når det hele går rigtig godt, så er jeg rigtig meget ovenpå, og så er der langt at falde, når så der kommer noget uventet på vejen, som idag fx.
På en gang er jeg tæt på at køre ind i muren og samtidig for det mit figthergen frem og jeg bliver stædig og holder ud. Alt det her stopper vel for pokker en dag. I virkelighededen er det jo nok i mig selv jeg skl finde roen - den kommer jo ikke af sig selv, den skal tages!

Anyway så har jeg haft trolden med, efter en god og intens snak med manden først, og fået lavet en irisanalyse. Han har mælkeallergi, hvilket ikke kommer bag på mig. Derfor er det nu kost uden mælk eller mælkeprodukter, og stadig uden sukker i håb om at kunne holde bakterierne væk.

Når jeg ser lyst på det, så er trolden kommet med i forhold til at spise og væk fra pincilinen, det er jo dejligt.
Så er der den asmatiske bronchitis, hvor han nu efter sidste indlæggelse er kommet på spirocot. Det har mange bivirkninger og indeholder bl.a. bibarkenyrehormonet. Lægerne siger min. 2 år, før de overhovedet vil tage det fra ham for at se om han har brug for det. Jeg undrer mig over den lange periode, og svaret er, at to år ikke er mange, hvis han vil have astma hele livet! Det er selvfølgelig rigtigt men et noget skævt udgangspunkt. Ydeligere er han ikke undersøgt i forhold til sin asmatiske bronchitis, men sat på spirocot udelukkende på baggrund af, at han har været indlagt to gange med det på 3 uger!
Lægerne er ikke til at snakke alternative med, det har jeg for længst fundet ud af. Men det giver hverken min mand eller mig mening at proppe medicin i vores barn, hvis ikke han har brug for det. Det har han lige nu, derfor for han det selvfølgelig også. Men målet er at han skal væk fra det. Vi har to muligheder lige nu. Den ene er at fortsætte min. 2 år endnu med medicin og dermed symptombehandle vores barn, eller at undersøge hvorfor han bliver syg og dermed fjerne årsagen til det, så han ikke behøver at være syg mere....
Vi har for længst valgt det sidste......