Suk nu er trolden blevet et år, og vores tanke har hele tiden været, at jeg også stoppede aftenamningen, når han var fyldt sit første år.
Det har aldrig været svært for mig at tænke tanken men anderledes er det i praksis. Det er endnu et farvel, og jeg vil hurtigt indrømme at det har krævet en del tilløb fra min side af. Min lille baby, der diede ved mit bryst er for alvor blevet en lille tumling, der ikke har brug for at få nærkontakten med sin mor mere igennem amningen. Han har faktisk været klar i et lille stykke tid. Eller det tolker jeg ud fra den dalende interesse for amningen, og hans hurtige interesse for andet, når jeg lagde ham til.
Men for mig har det været lidt sværere at skulle forlige mig med tanken om at stoppe amningnen totalt. Jeg er klar over, at det nu er mit behov og ikke længere min søns, men altså derfor kan det jo godt være svært at give slip. Så weekenden blev brugt til at tage afsked med de intime stunder ved amningen. Til gengæld er jeg også blevet afklaret med det og kan give slip.
Så er der lige det med tidspunktet, for oven i ikke at få brøst mere, så vil vi også til at putte ham i hans egen seng. Det har også krævet omstilling og tilløb fra min side af. Jeg har virkelig haft ondt i maven i weekenden, fordi jeg ved, at det lille menneske vil blive totalt ulykkelig, når han bliver puttet i sin egen seng, når nu han har været vant til at falde i søvn ved siden af min i den store seng i mange måneder. Jeg kan næsten ikke bære tankenm om hans gråd. Egentlig var planen, at vi ville starte fra igår med begge dele, men hverken D.D eller jeg selv var på toppen, derfor blev det ikke igår. Til gengæld ammede jeg ham, men kun meget lidt, da han havde interessen et andet sted, og puttede ham i vores store seng.
Vi talte meget om, vi skulle tage begge dele fra ham samtidigt eller en ting af gangen. Jeg kunne ikke holde tanken om begge dele ud på en gang egentlig heller ikke D.D, så derfor er planen at stoppe amningen først i denne uge og så formentlig putte ham i egen seng i næste uge.
Jeg glæder mig til vi er kommet det videre, og han sådan helt selv kan falde i søvn i sin egen seng.
Har i nogle gode forslag til en god overgang???? Hvor lang tid, skal man lade dem ligge, når de bliver kede af det, hvornår tager man dem op, eller tager man dem slet ikke op, når de er puttet, hvis de græder????
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
4 comments:
Ja hvad gjorde vi egentlig med Gustav?
Han kom over i sin egen seng før han blev et år.
Det skete stille og roligt og mest fordi jeg opdagede, at vi alle sov bedre, når vi sov i vores respektive senge (Gustav delte (og deler) værelse med os).
I starten lod vi ham falde i søvn i vores seng og så flyttede vi ham over i hans egen, når vi selv skulle i seng.
Vi har ALTID taget Gustav op, når han græd. I en lang periode vuggede i ham i søvn i vores arme.
Vi har hele tiden gjort det som føltes mest rigtigt for os som forældre og får Gustav, men grædt sig i søvn har han aldrig fået lov til og vi har aldrig praktiseret det med at lade ham græde i intervaller.
:)
Ja, jov, nej...øhhh !? Vi har vist prøvet lidt af det hele. Jeg er meget dårlig til det med at sidde hos barnet til det sover - det gør mig simpelthen sindssyg at sidde der og spilde tiden i mørket. Min mand gør det derimod gerne.
Vi har puttet Daniel i egen seng gud ved hvor længe. I perioder går det superfint og uden ballade. I andre er der gråd og tænders gnislen (lige for øjeblikket f.eks.) Så det er sgu op og ned.
Noget af det som vi har gjort er at have ret faste putteritualer. Vi gør det samme aften efter aften til slavisk nøjagtighed. Jeg tror at det giver en stor tryghed at der ikke er overraskelser på det tidspunkt af dagen.
Jeg har oplevet at noget af det vigtigste er at du udstråler sikkerhed. Det er jo rart at komme i seng, så hvorfor skulle han ikke synes at det var fint?
Vi læser lidt i pixie og pegebøger, synger en sang og så er det godnat og sov godt. Jeg lirer den samme smøre af hver eneste aften om at det har været en dejlig dag og vi elsker ham,og bla. bla. bla. Og så går jeg ud af værelset. I mange lange perioder har man bare moslet lidt rundt i sengen og så lagt sig til at sove.
Men i de perioder hvor Daniel har grædt, har jeg været meget hurtig til at gå tilbage på værelset. Jeg kører altså ikke godnat-og-sov-godt metoden med lange intervaller der øges hele tiden. Græder han, er jeg der med det samme. Men jeg tager ham ikke op. Er man kommet i seng, så bliver man i sin seng (med mindre man har kastet op eller sådan noget). Jeg taler og nusser ham til ro, og så lirer jeg samme smøre af en gang til og går ud af værelset. Sådan bliver jeg ved indtil han sover.
Men det er sådan vi gør til inspiration. Det væsentlige er at du finder en metode som du kan leve med. Også over længere tid. Spørg dig selv om hvad dit temperament er til: Den bløde metode med at sidde og nusse, den hårde med skrigeri, eller en mellemting? Heldog lykke med det.Måske bliver det slet ikke så svært som du frygter.
En æra er forbi.
Uha, jeg har jo læst snesevis af bøger om babyers søvn eller mangel på samme. Jeg tror jeg nok har det meget som Rikke i dette tilfælde. Har prøvet en del, men hvad der virkede godt i sidste måned, virker måske ikke i denne måned. Og der er rigtig meget forskel på Magni og Brage.
Selvfølgelig tager du ham op, hvis han græder, men du må også lytte til typen af gråd. Er han dybt ulykkelig, tager du ham op og trøster, er han bare sur over uretfærdigheden, kan du udmærket vente et par minutter før du trøster ham f.eks med lidt nusseri eller ae på håret uden at tage ham op. Jeg synes det er for hårdt at bruge Godnat-og-Sov-Godt metoden. Vores drenge får ligeledes lov til at komme ind i vores seng, hvis de vågner midt om natten. Det er så mest Magni der gør brug af den praksis. Det er vigtigt at I er enige om, hvordan I griber det an, så I ikke pludselig står og skændes ved sengekanten.
En god ide er at vænne ham til senge som et godt sted inden i begynder med putning i egen seng. Lad ham sidde kortvarig i senge med et stykke legetøj, så han finder ud af det er et rart sted at være. Har han en sovebamse? Ellers er det også en god investering.
God fornøjelse
Monja
@: Inderstet inde er jeg jo nok mest usikker på min egen usikkerhed, hmn mon det lige giver mening.
Helt derinde i hjertet stikker det, fordi jeg på en eller anden måde synes det er synd for ham. Altså jeg kan jo bare ikke helt finde ud af, hvad det er jeg synes er synd, for det er jo en god ting det vi skal igang med.
Måske er det nok fordi, jeg har de oplevelser fra han var de ca. 4 månder, der prøvede vi 3-4 aftener at putte ham i egen seng, og han blev så ulykkelig og græd som pisket efter kort tid, og da vi tog ham op, klamrede han sig til os. Trods det, at han ikke fik lov at græde. Det var især voldsomt for mig at opleve, og det er nok det jeg inderst inde frygter skal ske igen, og så mærker han det og så kører vi vist i en ond cirkel!
Altså nu falder han jo i søvn hos mig, efter jeg har ammet ham og så sover over i sin egen seng, hvor han sover til om morgenen. Hvis han græder eller vågner om natten og sutten eller en lille vug i armene ikke hjælper, så kommer han over i vores seng, hvis mest for vores nattesøvns skyld også:-)
Jeg har haft det rigtig godt med, at putte ham på den måde i hans første år, jeg tror på, det har givet ham tryghed. Men altså nu stopper jeg jo med at amme, og så kan vi lige så godt putte ham i engen seng fra start af, men for fanden i panden hvordan kommer jeg om på den anden side, og overbeviser mig selv om, at jeg godt kan klare det og holde det ud, også selvom vi får nole dage med utilfredshed hod trolden. Åh hvorfor synes jeg det er så synde for ham???
Post a Comment