Stormen er ved at ligge sig herhjemme. Jeg ved ikke helt, om det har været en rigtig storm, eller det bare er min oplevelse af det.
Men det er som om, at vi begge igen er kommet videre.
Jeg nåede at tænke, mon forældreskabet ville rive os fra hinanden? Nu ved jeg, at der skal meget mere til. Jeg ved også, at vi vil opleve dette mange gange endnu måske bare i forskellige nuancer.
Jeg tror, at vi begge har brugt et par dage til at komme os over opdagelsen af, at det også kan være sådan at blvie forældre. Det har ikke været selve oplevelsen af, at vi kunne komme derud, der har gjordt indtryk eller er essensen. Nej det er følelsen og overvældelsen man mærker, når man opdager, den følelse, det giver, når man kommer helt derud, hvor man ikke lige kan overskue tingene mere. Ydeligere var vi bare ikke forberedt på det. Vi gik fra toltalt nærvær til pludselig total fravær over for hinanden. Det sgu hårdt, at opdage, at vi lige præcis kunne ende der.
Før i tiden troede jeg jo kun, at "naboen" kunne eller ville ende der.
Nu ved jeg, at det var sundt at opdage og uundgåligt, for det er det der sker, når man udvikler sig.
Jeg overvejede meget, om jeg skulle poste mit sidste indlæg. Dels fordi det var meget personligt, og fordi jeg ikke synes, det var noget rart at skrive om. Men jeg valgte at poste det, fordi sådan er mit liv lige nu, og allermest fordi, jeg oplever "emnet", som tabu.
Jeg talte kort efter i telefon med en god barndomsveninde. Hun kunne fortælle om det samme, og Rikke og Frederikke kunne også suplere i kommentarene.
Jeg håber ikke, det virker voldsomt for andre og for kommende forældre at læse, for det er jo ikke for at skræmme, jeg har skrevet om det. Mere for at fortælle, at tingene ændrer sig, og det kan være voldsomt at opdage.
Heldigvis er det langt fra sikkert, at det er til det dårlige, tingene ændrer sig tværtimod.
Vi er igen på "talesammen og levesammen stadiet", men jeg ved også, at tingene skal have sin tid, og som før skrevet at vi vil opleve det igen. Nu har vi bare en erfaring, som forhåbentlig kan hjælpe os videre.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
3 comments:
Jeg synes, det var fedt, at du skrev så ærligt om emnet. For nok blev jeg forskrækket over, at det jeg selv frygter allermest også kan overgå de stærkeste par - at selv et tæt parforhold kan komme på slingrekurs, når familien bliver udvidet. Men omvendt, så er det jo rart at vide, at det også sker for "alle" andre. At man ikke er alene, hvis det skulle ske. Og at det ikke varer ved. Det vil jeg tænke på, når og hvis det bliver aktuelt i mit eget tilfælde...
Lad for himlens skyld være med at pakke noget ind, hverken overfor andre eller dig selv. Det kan slet ikke betale sig.
Det koster sit at få børn og der er altid modpolerne: Dem, der aldrig opdager, at det skulle koste lidt på samlivskontoen og dem, der går fra hinanden... og der midt imellem er så alle nuancerne og aspekterne af livet med børn.
:)
Jeg er enig med Frederikke. Tingene skal siges som de er.
Jeg tror at de fleste lykkeligt glemmer alt om de ægteskabelige overenstemmelser sammen med de søvnløse nætter, alle lortebleerne og skrigeriet, når først det er overstået. Senere vil man bare tænke tilbage på det som ren babylykke og ikke forstå hvad andre nybagte mødre klager sig over ;-)
Post a Comment