Tingene har ikke ændret sig så meget herhjemme i in lille familie. Jeg synes stadig, det er svært at finde rundt.
Jeg fik udleveret en bog, da jeg ventede mig. Lidt tilfældigt endte jeg med at læse i den.
Under overskriften At være familie Der står bla. "det er svært at koncentrere sig om hinanden og få talt sammen. Det er som hele tilværelsen af og til bliver noget usammenhængende. Somme tider kan det virke dybt frustrende..."
Hvor kan jeg 110 % skrive under på, at sådan kan det i aller højeste grad være at blive til en familie.
Vi diskuterer mere, end vi egentlig taler sammen. Det er som om, at det er nemmere at anfægte den anden, end det er at tale om de gode ting.
For der er mange gode ting for os lige nu. Vi har fået vores lille trold, og han er enorm mild, som gør, at mange ting fungerer i vores hverdag. Amningen fungerer også rigtig godt, og han stortrives.
Men det fungerer bare ikke lige optimalt mellem os. Det er som om, at dem vi var, før troldens ankomst, de er forsvundet. Sådan føles det. Jeg ved godt, at de stadig er der, men måske bare trådt i baggrunden for en stund.
En ting er at vide, at det er almindeligt at gennemgå denne fase, når man er blevet forældre, noget andet er, hvordan man bliver påvirket følelsesmæssigt.
Jeg bliver i den grad påvirket af det(og måske heldigvis). Jeg er så træt af at vende hvert enkelt ord. Det er sådan det er lige nu. Ydeligere er der bare den underlige afstand.
Jeg kan slet ikke forstille mig, at vi var selvsamme par, der sammarbejde sig igennem fødslen for slet ikke at tale om hele denne graviditet.
Det er i den grad ikke logisk i mit hoved. Vi er velsignet med det, vi så brændende har ønsket os og slidt for i over tre år. Så har vi det i vores liv, og istedet for at nyde det og leve livet, så skændes vi i stedet for.
Det giver ikke meget mening vel???
Der står også "Derfor skal i ikke fortrænge det og bagatelisere det, der er besværligt. Tal om det..."
Åh jo det er jo et godt råd, og det ville også være mit eget svar, hvis jeg var blevet spurgt, hvordan vi ville løse det, før jeg var blevet mor. Men for pokker da, hvordan skal vi kunne tale om det, når kommunikationen svigter mellem os, og man læs jeg bare er træt af at skulle tale og tale?????
Det ændrer jo åbenbart ikke lige det helt store lige nu alligevel!
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
3 comments:
Lyder lidt hårdt MS. Jeg håber I kommer igennem den lidt trælse fase....
MS, der er en grund til at så mange bliver skilt i barnets første leveår. Det ER skide svært at få det til at fungere.
Hos os har vi råbt helt vildt af hinanden, sagt hæslige ting og også truet med at skride. Diskussionerne er nogen gange endeløse. Men jeg tror på at det bliver bedre med tiden og vi kommer ud på den anden side som et styrket par.
Det tror jeg også gælder for jer. Så hold ud!
Når det er sagt, så kan man også blive enige om at bide bare lidt mere i sig end man er tilbøjelig til. Det kan måske fjerne 70% af balladen. Mange gange er det jo tåbelige småting der sætter sindene i kog.
Det virker tåbeligt, at I endnu en gang skal slibe kanter af i forhold til hinanden... men det skal I.
Pludselig skal I til at lære hinanden at kende på ny. Med jer har I begge et sæt værdier og en tilgang til tingene, som er forskelligt fra den andens.
Der er en bunke af følelser i klemme og ikke mindst er der kampen om at få så meget indflydelse som muligt.
Det er forståligt.
Det er benhårdt arbejde at blive forældre. Rent fundamentalt sker der en sindssyg omvæltning og uden at man rigtig bliver klar over det, så bliver man på en absurd måde revet op med rode.
Det er svært at finde fodfæste, - og på bedste vis må I hjælpe hinanden. Det betyder at der skal slibes kanter af, gås på kompromis og sluges stolthed.
Jeg tror, at så længe man er bevidst om det som sker, de mekanismer, der er sat i gang - så er man allerede godt på vej.
Kram
Post a Comment