Endnu en jul uden børn

Jeg er faldet i et meget dyb hul. Til middag var jeg ganske godt tilpas.
Så var det, at julegaverne skulle pakkes ind. Jeg er glad for at give gaver til andre og elsker at gøre ekstra ud af dem.

I år har vi søskende slået os sammen til hinandens gaver.
Sidste år gjorde vi det samme, og da det kun var min ene søster, der havde børn, købte hun en gave fra dem også.
I år har begge mine søstre børn, og begge D.Ds søskende har også børn.

Det er kun os, mig og D.D, der ingen børn har.
Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse for mig, men alligevel er det som om, at det først er nu, at jeg opdager det.
Det er ihvertfald lige NU, at jeg mærker det.
Vi skal i år være sammen med min familie, og lige nu har jeg kun lyst til at sidde herhjemme med D.D og bare græde. For sorgen er så stor, og jeg kan ikke overskue en hel aften i min families glædesrus over deres børn og børnebørn.

Det var det med gaverne, der startede tårene hos mig idag.
Jeg ringede til min søster, som har haft børn i årevis, for at høre om børnene også skulle skrives på kortet. Ja sagde hun, selvfølgelig skal de det. Hun fortsatte, jeg køber ikke en gave fra dem hver til alle, de er med i vores gave! Så var det den lille sårbare pige tog styringen i mig og begyndte at spørge hvorfor, sådan har det ikke været de andre år. Vi fortsatte denne dumme og nytteløse diskusion. Til sidst sagde hun ok så lad være med at skrive dem på, jeg finder ud af noget andet.
Jeg lagde på og hulkede mig sammen i sofaen.
Jeg var så ked af det, og tårene fortsatte bare i en lind strøm. Jeg kan mærke, at de igen presser sig på, mens jeg skriver dette.

Det her handler slet ikke om de "ekstra" 1200 kr, vi køber gaver for til vores søskendes børn, samtidig med, at de har deres børn med i gaverne til os, hvor vi betaler det samme!
Jeg er ligeglad med pengene.
Essensen er min sorg. Jeg er så dybt ulykkelig over, at vi i år er de eneste uden børn. Det er vores tredje jul, og den føles pludselig så tom.

Lige nu sidder jeg bare og græder, og tomheden er blevet min bedste ven.
Den er så fæl og stor. Den æder mig langsomt op.
Jeg mister langsomt lysten til livet, hvorfor skal det være så uretfærdigt.
Lige nu kan jeg sgu ikke mere, jeg kan ikke kæmpe mere.