Hvorfor børn ?

Jeg er med i et projekt i det offentlige, og det har bestemt intet med emnet børn at gøre. Det er 5 weekender, som forløber over et år, og denne weekend var en af dem.
Weekenden har været meget inspirerende og oplevelsesrig for mig, og på vej hjem slog det mig, hvor glad og tilfreds jeg var.
Jeg havde det fedt og kunne stadig mærke weekends fede kick. Oven i det var jeg på vej hjem til min mand, som oven i købet bare havde endevendt huset i rengørningens tegn, og som fortsatte aftenen med at forkæle mig i lange baner.

Så har jeg også min kat, som jeg kan øse al min kærlighed på.
Egentlig har jeg det jo godt, og hvorfor er det lige, at jeg vil ændre noget som helst.
Hvad faen er det nu, jeg venter på, og hvorfor venter jeg på noget?

Før behandlingen blev en del af vores liv, var det næste mål netop et barn.
Men som tiden skrider frem, ændrer tingene sig for mig i sådan en grad, så jeg kan blive helt bekymret.
Jeg er bekymret for, at jeg ender med at give slip på drømmen om vores børn.

Denne pause har gjort mig godt. Det vigtigste var faktisk, at jeg/vi besluttede os for, at pausen skulle være på ubestemt tid.
Det var viden om, at jeg ikke kunne kontrollere det, der gjorde, at jeg kunne give slip.
For få dage siden oplevede jeg, hvor langt væk jeg var fra behandlingsverdenen.
Jeg sad i en samtale, der handlede om nedregulering osv. Jeg havde ikke styr på begreberne, og jeg kunne ikke huske procedureren.

Jeg blev overrasket og bange.
For få måneder siden ville jeg kunne fortælle det meste omkring behandlingens trin, selv hvis jeg blev vækket af den dybeste søvn.
I dette skrivende øjeblik kan jeg stadig ikke huske trinene præcist.

Jeg undrer mig i den grad, og lige her og nu frygter jeg, at jeg går i stå i forhold til behandlingen og min drøm om at få børn.

Gejsten forsvinder for mig, det er som om, at jeg står og trækker i den.
Jeg bliver nød til at bruge tonsvis af kræfter, for den glider væk i en hurtig fart.

Jeg er på den ene side klar til at tilmelde mig behandlingen igen ved næste menstration. Men på den anden side har jeg what so ever ingen følelser i det eller for det !
Det rager mig i og for sig en papand.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, ja ok så tager vi de forsøg, bare fordi vi nu en gang er kommet igang og har adgang til dem.

Det truer mig ikke at skulle igang igen. Men det er uden nogen følelser overhovedet !

Hvordan kan man blive så følelseskold omkring noget, der burde sætte gang i så meget ????????
Hvor faen er jeg lige på vej hen ??????