Hvem ved vi er i behandling ?

Det har før været oppe at vende i blogland - "Hvem ved, at vi er i behandling".
Kommentarer fra forige indlæg inspirer mig til at skrive om det igen.

Vi valgte fra start ikke at fortælle det til nogen.
Overordnet var det fordi, vi ikke ønskede, at behandlingen skulle stå mellem os og de andre.
Vi gad ikke at være M.S og D.D i behandling, vi ville jo bare være os.
Det skulle ikke være behandlingen, der skulle være indholdet i samtalen.
Hertil kom der presset. Ingen af os mente, at vi ville kunne holde til, at telefonen skulle ringe uafbrudt, hver gang vi havde været til undersøgelse, eller når vi var i behandlingen. Det var et hårdt pres i sig selv, bare det at være i behandling.

Hvis andre kendte til det, mente jeg, at der ville være risiko for, at det ville holde mig fast i det infertile. Det ville være svært for mig, at tage pause fra det, hvis andre fastholdt mig i det med deres velmente interesse og spørgsmål.
Jeg ville heller aldrig kunne styre, hvornår det kom fra mig, og hvornår emnet blev bragt på bane af andre.

Det gode ved ikke at dele det med andre er friheden.
Jeg bestemmer altid selv, hvornår, hvordan og hvor meget der skal tales om det.
Hvornår jeg er infetile M.S, og hvornår jeg er M.S uden fokus på den infertile del.

Det svære var i starten alle spørgsmålene om børn. Måske kunne det have afhjulpet, hvis svaret havde været behandling. Men jeg tvivler på, at det havde været en aflastning for mig. Mon ikke spørgsmålene bare ville være skiftet ud med nogle andre med forkus på behandlingen.

Så er der det med min gravide søster.
Her ville det i grunden nok have været nemmest, hvis jeg havde fortalt hende, at vi også er i behandling. Den løsning er også overvejet nogle gange.
Men mit svar ender altid med ikke at fortælle det.

Jeg elsker min søster højt, og jeg er bekymret for, at det ville blive svære for mig, for hende og os imellem, hvis jeg fortalte det.
Hun ville om nogen forstå mig, og jeg ved, at hun ville bruge uendelige mange ressourcer på at tage hensyn til mig.
Derfor ved jeg, at vores samvær altid ville blive styret af de hensyn.
Det ville sætte os bagud. Hver gang vi mødtes, ville vi, altid skulle bruge tid på at tune os ind på hinanden. Hvordan har jeg det i dag, hvordan har min søster det, kan vi overhovedet være sammen idag. Kan jeg sige det, kan jeg gøre det. Hvad skal jeg undgå osv.
Det ville blive for rodet for mig, og selv om det måske lyder dumt og fuldstændig uforståligt, så ville jeg føle, at jeg mistede noget værdifuldt,hvis jeg fortalte min søster om behandlingen.

Jeg elsker hende stadig, selvom hun er blevet gravid, og det vil jeg blive ved med.
Jeg har brug for at få lov til at give hende omsorgen og opmærksomheden om, at det er lykkedes for dem.
Det fungere bedst for mig, at jeg kan trække mig, når det bare bliver for meget.

Af praktiske grunde har jeg fortalt min arbejdsplads om, at vi er i behandling.
Her fungerer det godt med, at jeg bringer det på bane, hvis det overhovedet skal på banen. Det har ingen betydning for mig, andet end flexsibiliteten rent praktisk, når jeg har brug for det, at de ved det.

Så ved et enkelt og nærtstående vennepar, at vi er i behandling. De har altid udvist respekten for, at det er en del af vores privatliv, samtidig med, at de også er der, når vi har brug for at få luft.

Måske ændrer behovet sig en dag. Men lige nu er det bare sådan, det skal være.