Venskabet med No Name

Måske kan nogen af Jer huske No Name.

No Name og jeg har haft en fortid sammen, hvor vi i en årrække stort set levede sammen. Hun har altid haft en dyb plads i mit hjerte,og jeg har altid givet hende stor betydning.
Dagen efter vi i sin tid havde været ved lægen og set infertiliteten i øjnene, fortalte No Name mig, at de ventede sig. Dengang styrtede min verden bare i grus, og jeg kunne ikke sige tillykke.
Det var umodligt svært for hende, og endnu sværere for kæresten, at forstå mig. De undrede sig meget over, at jeg ikke kunne sætte mig ud over mig selv og bare sige et lille bitte tillykke til dem.
Ikke kun min verden faldt sammen, men åbenbart også vores venskab på længere sigt.

Jeg fik lært at adskille mig fra hende og hendes mave, og alle andres gravide maver, og jeg var kommet videre. Vi mødtes et par gange efterfølgende. Den første gang købte jeg en buket blomster og sagde tillykke.
Jeg nød at være sammen med No name, og jeg hyggede mig i samværet med hende. Men det var stadig svært for hende at adskille sig fra vores "infertile problem". Jeg gav hende plads til at have det svært med det, og idag kan jeg se, at jeg tog ansvaret for vores forhold, jeg bar det igennem. Det var mig der ringede og spurgte til det, når hun havde været til undersøgelse osv. Jeg ringede en gang imellem ydeligere og spurgte, hvordan hun havde det. Jeg tog initiativet til at vi skulle ses, og jeg arrangede det. Fem gange aflyste hun, jeg tænkte, hun har sine grunde, og jeg arrangede på ny, hun kom, og jeg var overbevidst om, at vi var kommet videre begge to.

Efter et stykke tid prøvede vi at invitere dem begge til middag her. Først tøvede de, men endte alligevel med at komme forbi få dage efter til en kop kaffe....
Vi var bare glade, og jeg var taknemlig for, tror jeg, at de "gad" at være sammen med os. Jeg var meget lettet over, at vi var noget hertil, og jeg tænkte, at nu var vi alle fire kommet videre.

Kontakten fortsatte efterfølgende stadig på intiativ fra mig. Jeg lukkede øjnene for det, og tænkte at det selvfølgelig ikke var nemt for hende at være sammen med mig.
Jeg glemtte mig selv og ignorede min egen smerte.

For godt tre uger siden ringede jeg til hende. Jeg var ked af det og rigtig brugt. Hun hørte mine tåre, og jeg berettede kort om den krise, der var opstået i den nærmeste familie, og som havde alvorlige konsekvenser for mig og D.D.
Hun hørte, hvad jeg sagde. Men jeg kan ikke huske, at hun spurgte ind til os, hun afsluttede derefter meget hurtigt, hun sagde, hun var måtte slutte nu, for hun var nået frem. Til sidst sagde hun, jeg ringer til dig senere. Det jeg modtog senere samme dag var en sms omkring noget praktisk. Der var ingen ord om, hvordan vi/jeg havde det.

Nu er det så godt tre uger siden, og vi har ingen kontakt haft efterfølgende. Dagene efter var jeg bare tom.
Jeg var klar til at ringe og på ny klare situationen for bare at løse det og for at kunne holde fast i vores gamle venskab eller ihvertfald kunne holde fast i illusionen om vores venskab.
Men jeg tænkte meget over det. Jeg tvang mig selv til at indse, at det var stadig kun mig, der arbejde for dette venskab, og at det jeg bød mig selv ikke var godt for mig. Det var opslidende for mig, og det eneste jeg fik ud af det var at overskride mine egne grænser. Jeg besluttede at fralægge mig ansvaret for, om vores venskab skulle bestå, og tænkte at tiden måtte arbejde for mig.

En følelse af at have givet for meget af mig selv bliver ved med at vende tilbage til mig. Det er som om, at det var ok, at jeg var der for hende, når hun havde det svært, men desværre gjaldt det bare ikke den anden vej rundt.
Jeg har endnu en gang efterladt mig selv i ensomhedens verden og i det tomrum, den altid har med sig.