Det sidste år i mit liv !

Der er gået et tre måneder, og der er sket så meget, så det føles mere end tre måneder.
For første gang i et års tid føler jeg, at jeg er ved at lande for alvor på mine ben.
Dette år har været det sejeste i mit liv.

Det startede for et år siden med alle lungebetændelserne og med et barn i December, der ikke ville spise/kunne andet end havregrød! Jeg kan stadig huske i December, da jeg var til et af de børneundersøgelser, hvor vores læge ville have os til vægttjek igen 3 måneder efter, fordi Troldens vægt havde stået stille i lang tid, og det samme havde længden. Nytårsaften blev han syg, og endnu en lungebetændelse gjorde sin entrè hos Trolden. Mellem jul og Nytår kan jeg huske, at han hvæsede rigtig meget efter en julefrokost, hvor han havde drukket meget mælk. Dagen inden nytårsaften besluttede vi, (efter lang tids overtalen af manden) at Trolden ikke skulle drikke komælk mere. Den dag blev vendepunktet for vores lille dreng. Det havde hurtig sin effekt, han hvæsede ikke mere, men blev dog stadig snottet og syg af at stå i døråbningen. Det lyder overdrevet, men det var faktisk sådan, at han gentagende gange fik lungebetændelse af at have stået i døråbningen, hvor det trak en smule på ham. Sidst i Januar fik han endnu en lungebetændelse, og jeg startede lige præcis der at mærke, hvor brugt jeg egentlig var. Jeg fik overtalt manden , som slet ikke DENGANG var til det alternative, til at kontakte en biopat. Tilfældigvis havde kendte vi en, som kunne anbefale os en god biopat. Mødet med hende blev sat i stand, og den dag hun kom, som var først i Februar, blev vendepunkt nr to for vores lille søn.
Først og fremmest evnede hun at berolige mig, og dernæst kunne hun hjælpe Trolden med at få opbygget immunforsvaret igen og fordøjelsen.
Hans fordøjelse var nemlig ødelagt grundet al medicinen. Biopatens forklaringer om kroppens indre funktioner gav mig tro på, at vi igen kunne komme ud på den anden side. Kosttilskudende var effektive, og efter en uge, begyndte Trolden at spise andet end havregrød. Stille og roligt fik vi vendt alle betændelsestilstandende. Efter 5 uger uden pincilin fik Trolden sin 15 måneders vacine. Så begyndte der desværre at komme endnu en periode med sygdom. Han fik aldrig lungebetændelse, men Troldens slimhinder var så brugte, og det gjorde ham sårbar, når han blev forkølet, hvilket han gjorde konstant.
Foråret kom og det samme gjorde den første indliggelse med Trolden. Vi blev indlagt første gang, fordi han havde svært ved at trække vejret. På sygehuset fik maske, som hjalp ham til at få passage i luftvejene. Tre uger gik der, og vi blev endnu en gang indlagt for det samme. Denne gang besluttede lægern, at vi nu skulle i daglig behandling med astma medicin. Jeg var ikke enig med lægerne, fordi jeg mente, at det kun var symtombehandlig. Det var vigtigt for mig, at undersøge, hvad grunden til Trolden fik det så dårligt, han var jo ikke født sådan! Jeg gik for alvor igang på nettet med at undersøge alt omkring luftvejenes funktioner. I forvejen viste jeg godt at mælk var slimdannende, og jeg blev konstant bekræftet i, at det ikke var godt for lige vores søn at få komælk. Nu havde vi jo erstattet hans daglige komælk med soyamælk, men vi havde ikke overvejet alle mælkeprodukterne. Jeg opsøgte en læge, der også besad en alternativ vinkel til tingene. Han bekræftede min gæt om, at Trolden ikke kunne tåle komælk. Vi skiftede alle mælkeprodukterne ud med andre alternativer og det gav en virkning. Lægen havde forberedt os på, at der ville gå 8 uger, inden mælkeresterne var ude af kroppen, og vi nåede også at blive indlagt en 3 gang, inden vi mærkede bedringen hos Trolden.

Foråret var også der, hvor jeg havde et sammenstød med en lastbil - hvor der kun skete material skade heldigvis. Set i bakspejlet var det nok det første tegn på, at jeg var overbelastet i mit sygstem!

Så kom sommeren og håbet for, at det for alvor ville ændre sig for trolden. Meget havde også ændret sig. Han var fx. begyndt at spise mad helt almindeligt mad, og for hver uge udvidede han sit menukort og sin lyst til at spise mad. Vi skulle dog stadig klæde ham meget på. Fx. kunne han kun 1 gang herhjemme i sommers gå med t-shirt på en varm sommerdag, og det var der, hvor alle andre børn rundt om ham rendte i bar mave. Der blev kikket skævt til os, når vi var ude i offentligheden, fordi Trolden skulle have meget tøj på. Der blev også lavet jokes i familien som "om jeg troede, vi var på Nordpolen", det var hårdt for mig at holde ud, og der gik lang tid, før jeg kunne lade de dumme kommentar passerer. Samtidig med sprællede angsten for endnu en indæggelse konstant i mig.

Da vi kom hjem fra vores sommerferie, gik der to timer, og trolden faldt og slog sit hoved, og vi endte på sygehuset endnu en gang. Vi kom hjem dagen efter, og Trolden kom sig meget hurtigt.
Der gik 4 dage, og så blev vi indlagt endnu en gang. Jeg ved ikke, hvilke ord jeg kan beskrive min dengang tilstand i, men godt havde jeg det ikke psykisk. Jeg arbejdede sent, og da jeg kom hjem Torsdag aften var det til en meget syg dreng, der havde svært ved at trække vejret. Vi røg afsted til lægevagten og blev videre indlagt. Denne gang kom vi først hjem efter 3 dage, og det satte sine spor i Trolden! Så gik der 14 dage, og Trolden faldt ned fra sengen, han hoppede i. Jeg var alene med ham. Da jeg samlede ham op, stoppede han med at græde og blev fuldstændig blå i hovedet. Han fik koldsved og besvimede, og jeg kunne ikke komme i kontakt med ham. Jeg fik kaldt på manden, og vi fik ringet til lægevagten. Vi blev beordret til at tage afsted på skadestuen, heldigvis måtte vi tage hjem senere med indstruks om at vække ham hver time.
Jeg tog på arbejde dagen efter, hvor en kollega fik spurgt mig, hvordan jeg havde det. Det var vist åbenlyst, for jeg brød fuldstændig sammen. Jeg kørte hjem og var sygemeldt resten af ugen. Det gav det fornødne overskud.

Nu har vi så lige overstået en uge med opkast og bihulebetændelse, men det føles nu som småting.
Trolden har taget små 3 kilo på, vokset 5 cm, taler tæt på rent og har smidt bleen om dagen.
Jo så der er kommet en masse godt ud af det sidste år, og jeg føler, som jeg startede med, at jeg for første gang i MEGET lang tid er landet på begge mine ben igen.