Trolden er kommet sig oven på sin indlæggelse og sine skoldkopper. Så her til morgen var han så klar til opkast og dirrare, så mig først afsted og hjem til middag, og så kunne manden tage afsted på arbejde!
Jeg ved ihvertfald, at et af mine arbejdspunkter er at kunne holde mig lidt mere stabil rent følsesmæssigt. Jeg er et af de mennesker, der mærker for alvor, når solen skinner i mit hjerte, til gengæld mærker jeg også når skyerne er proppet. Så når det hele går rigtig godt, så er jeg rigtig meget ovenpå, og så er der langt at falde, når så der kommer noget uventet på vejen, som idag fx.
På en gang er jeg tæt på at køre ind i muren og samtidig for det mit figthergen frem og jeg bliver stædig og holder ud. Alt det her stopper vel for pokker en dag. I virkelighededen er det jo nok i mig selv jeg skl finde roen - den kommer jo ikke af sig selv, den skal tages!
Anyway så har jeg haft trolden med, efter en god og intens snak med manden først, og fået lavet en irisanalyse. Han har mælkeallergi, hvilket ikke kommer bag på mig. Derfor er det nu kost uden mælk eller mælkeprodukter, og stadig uden sukker i håb om at kunne holde bakterierne væk.
Når jeg ser lyst på det, så er trolden kommet med i forhold til at spise og væk fra pincilinen, det er jo dejligt.
Så er der den asmatiske bronchitis, hvor han nu efter sidste indlæggelse er kommet på spirocot. Det har mange bivirkninger og indeholder bl.a. bibarkenyrehormonet. Lægerne siger min. 2 år, før de overhovedet vil tage det fra ham for at se om han har brug for det. Jeg undrer mig over den lange periode, og svaret er, at to år ikke er mange, hvis han vil have astma hele livet! Det er selvfølgelig rigtigt men et noget skævt udgangspunkt. Ydeligere er han ikke undersøgt i forhold til sin asmatiske bronchitis, men sat på spirocot udelukkende på baggrund af, at han har været indlagt to gange med det på 3 uger!
Lægerne er ikke til at snakke alternative med, det har jeg for længst fundet ud af. Men det giver hverken min mand eller mig mening at proppe medicin i vores barn, hvis ikke han har brug for det. Det har han lige nu, derfor for han det selvfølgelig også. Men målet er at han skal væk fra det. Vi har to muligheder lige nu. Den ene er at fortsætte min. 2 år endnu med medicin og dermed symptombehandle vores barn, eller at undersøge hvorfor han bliver syg og dermed fjerne årsagen til det, så han ikke behøver at være syg mere....
Vi har for længst valgt det sidste......
Wednesday, May 28, 2008
Sunday, May 18, 2008
Efter succesen kommer nedturen og endnu en indlæggelse
Jeg er ved at ryge ned i et stort hul, desværre er det et af de store, og jeg har det ikke godt.
Trolden har igen været ramt af en virus, og denne gang endte vi på sygehuset. Han havde været småforkølet et par dage, og on natten kom han over til os. Jeg vågnede nogle gange alene på grund af hans vejrtrækning, der var meget stødende. Jeg tog på arbejde, og manden kunne arbejde, når jeg kom hjem. Han havde imellemtiden fået en tid hos lægen. Jeg tog derop, og troldens vejtrækning, var pludselig blevet meget dårligere. Lægen undersøgte ham hhurtigt og sendte os videre til sygehuset med beskeden om, at jeg ikke skulle vente lang tid med at køre derop. Da vi kom derop, blev vi straks henvist til en stus, hvor han fik en maske. Det fik han mange gange, og da de ikke synes, ahn tog godt nok imod det, ville de have vi blev natten over, så han kunne få maske hver tredje time. Han blev heldigvis klar til, at vi igen kunne tage hjem dgen efter. Jeg tog fri om fredagen, og efter en uge var han kommet godt oven på igen.
Fredagen efter igen blev jeg ringet op af dagplejemoderen, om at vi skulle komme hjem til ham, da han var blevet meget syg (sådan var hendes ord), og jeg brød sammen. Jeg mistede totalt overblikket. Manden var i anden uge i træk hjemme på grund af en voldsom lungebetændelse. Jeg havde i to uger kun fået meget afbrudt søvn om natten og haft en syg søn og mand og en indlæggelse. Samtidig stod en formentlig aflyst pinse i sommerhus for døren. Jeg nåede min grænse.
Manden fik sig på benene, og jeg kom hjem efterfølgende. Trolden havde høj feber, ville kun være hos os, og sagde av av hele tiden. Jeg panikke rent følelsesmæssigt en smule. Han fik noget panodil og, det lykkedes ham at få sovet lidt i sin barnevogn. Han svingede meget, og vi besluttede at tage til lægen, hvis det blev værere. Lørdag morgen var feberen væk, og han var noget friskere. I løbet af formiddagen kom skoldkopperne så. Vi var løvbet ind i en omgang skoldkopper. Det er nu en uge siden, og de er ved at være meget på retur. Manden er tæt på at være ovenpå igen, men jeg mærker pludselig en ansgten for at miste min søn og mit ægteskab.
Jeg står midt i et kaos af følser, og jeg har mest lyst til at græde og bare blive ved med at græde.
Vi er kommet langt med Troldens immunforsvar, og vi er kommet ud af pincilinlivet. Samtidig arbejder Troldens fordøjelsessystem rigtig godt, det kan vi se på vægten, der nu siger + 2 kilo. Han har ydeligere spist rugbrød nu den sidste måneds tid, og har udvidet menukortet med 5 slags pålæg.
Biopaten fortæller os, at vi skal regne med, at han kan få de viruser et stykke tid endnu, eftersom han har haft et immunforsvar, der har været fuldstændig nede. Jeg ved det går den rigitge vej, og det kræver tid at opbygge hans imunforsvar igen.
Men jeg mærker bare lige nu trætheden og angsten for at miste min søn. Jeg har helt klart været forgangsmanden for, at vores søn ikke skulle have komælk. Manden var ikke enig i det i starten, men gik med til at prøve. Han har siden hen erkendt han tog fejl og givet udtryk for glæden over, jeg holdt fast. Han var ok for at kontakte biopaten, og kunne godt holde ud, at ingen sukker i tre måneder. Nu oplever jeg, at jeg igen står alene. Jeg ved, han vil sin søn det bedste, og vil gøre alt for ham, men jeg tror ikke, han kan holde ud, at han ikke fx. kan få en is i øjeblikket. Han synes, det er synd. Jeg synes, det er mere synd, at vores søn risikerer en indlæggelse endnu en gang, ihvertfald har han idag svært ved vejtrækningen. Han har fået hvidt brød 4 dage i træk, og det giver næring til bakterierne i hans lille krop. Jeg nævnte for min mand, at jeg synes vi skulle tage det alvorligt, at hvidt brød ikke er godt for ham, og det undrer mig, han giver ham det. Vi blev selvfølgelig uvenner.
I løbet af en time blev Troldens vejtrækning forværret imorges. Nu har han fået maske 3 gange på 1½ time, som vi kan give ham akut. Det kan vi gøre endnu en gang i dag, og så hedder det vagtlægen igen. Så nåede jeg ikke at skrive mere i Søndags, for lillemanden vågnede fra middagsluren med en anstrængende vejrtrækning, og vi røg derfor endnu en gang til vagtlægen. Han sendte os videre til sygehuset. Vi blev endnu en gang indlagt. Jeg kæmpede for at holde ud og være der for min søn. Men jeg græd mig i søvn. Vi kom hjem igen efter et døgn, og han er nu på spirocot 2 gange morgen og aften i tre uger, herefter skal vi halvere dosis.
Jeg er brugt og har ikke mere i mig. Jeg har fået fortalt min mand, hvordan jeg har det, det gør mig godt. Jeg har sygemeldt mig idag og gør det ugen ud.
Trolden har igen været ramt af en virus, og denne gang endte vi på sygehuset. Han havde været småforkølet et par dage, og on natten kom han over til os. Jeg vågnede nogle gange alene på grund af hans vejrtrækning, der var meget stødende. Jeg tog på arbejde, og manden kunne arbejde, når jeg kom hjem. Han havde imellemtiden fået en tid hos lægen. Jeg tog derop, og troldens vejtrækning, var pludselig blevet meget dårligere. Lægen undersøgte ham hhurtigt og sendte os videre til sygehuset med beskeden om, at jeg ikke skulle vente lang tid med at køre derop. Da vi kom derop, blev vi straks henvist til en stus, hvor han fik en maske. Det fik han mange gange, og da de ikke synes, ahn tog godt nok imod det, ville de have vi blev natten over, så han kunne få maske hver tredje time. Han blev heldigvis klar til, at vi igen kunne tage hjem dgen efter. Jeg tog fri om fredagen, og efter en uge var han kommet godt oven på igen.
Fredagen efter igen blev jeg ringet op af dagplejemoderen, om at vi skulle komme hjem til ham, da han var blevet meget syg (sådan var hendes ord), og jeg brød sammen. Jeg mistede totalt overblikket. Manden var i anden uge i træk hjemme på grund af en voldsom lungebetændelse. Jeg havde i to uger kun fået meget afbrudt søvn om natten og haft en syg søn og mand og en indlæggelse. Samtidig stod en formentlig aflyst pinse i sommerhus for døren. Jeg nåede min grænse.
Manden fik sig på benene, og jeg kom hjem efterfølgende. Trolden havde høj feber, ville kun være hos os, og sagde av av hele tiden. Jeg panikke rent følelsesmæssigt en smule. Han fik noget panodil og, det lykkedes ham at få sovet lidt i sin barnevogn. Han svingede meget, og vi besluttede at tage til lægen, hvis det blev værere. Lørdag morgen var feberen væk, og han var noget friskere. I løbet af formiddagen kom skoldkopperne så. Vi var løvbet ind i en omgang skoldkopper. Det er nu en uge siden, og de er ved at være meget på retur. Manden er tæt på at være ovenpå igen, men jeg mærker pludselig en ansgten for at miste min søn og mit ægteskab.
Jeg står midt i et kaos af følser, og jeg har mest lyst til at græde og bare blive ved med at græde.
Vi er kommet langt med Troldens immunforsvar, og vi er kommet ud af pincilinlivet. Samtidig arbejder Troldens fordøjelsessystem rigtig godt, det kan vi se på vægten, der nu siger + 2 kilo. Han har ydeligere spist rugbrød nu den sidste måneds tid, og har udvidet menukortet med 5 slags pålæg.
Biopaten fortæller os, at vi skal regne med, at han kan få de viruser et stykke tid endnu, eftersom han har haft et immunforsvar, der har været fuldstændig nede. Jeg ved det går den rigitge vej, og det kræver tid at opbygge hans imunforsvar igen.
Men jeg mærker bare lige nu trætheden og angsten for at miste min søn. Jeg har helt klart været forgangsmanden for, at vores søn ikke skulle have komælk. Manden var ikke enig i det i starten, men gik med til at prøve. Han har siden hen erkendt han tog fejl og givet udtryk for glæden over, jeg holdt fast. Han var ok for at kontakte biopaten, og kunne godt holde ud, at ingen sukker i tre måneder. Nu oplever jeg, at jeg igen står alene. Jeg ved, han vil sin søn det bedste, og vil gøre alt for ham, men jeg tror ikke, han kan holde ud, at han ikke fx. kan få en is i øjeblikket. Han synes, det er synd. Jeg synes, det er mere synd, at vores søn risikerer en indlæggelse endnu en gang, ihvertfald har han idag svært ved vejtrækningen. Han har fået hvidt brød 4 dage i træk, og det giver næring til bakterierne i hans lille krop. Jeg nævnte for min mand, at jeg synes vi skulle tage det alvorligt, at hvidt brød ikke er godt for ham, og det undrer mig, han giver ham det. Vi blev selvfølgelig uvenner.
I løbet af en time blev Troldens vejtrækning forværret imorges. Nu har han fået maske 3 gange på 1½ time, som vi kan give ham akut. Det kan vi gøre endnu en gang i dag, og så hedder det vagtlægen igen. Så nåede jeg ikke at skrive mere i Søndags, for lillemanden vågnede fra middagsluren med en anstrængende vejrtrækning, og vi røg derfor endnu en gang til vagtlægen. Han sendte os videre til sygehuset. Vi blev endnu en gang indlagt. Jeg kæmpede for at holde ud og være der for min søn. Men jeg græd mig i søvn. Vi kom hjem igen efter et døgn, og han er nu på spirocot 2 gange morgen og aften i tre uger, herefter skal vi halvere dosis.
Jeg er brugt og har ikke mere i mig. Jeg har fået fortalt min mand, hvordan jeg har det, det gør mig godt. Jeg har sygemeldt mig idag og gør det ugen ud.
Subscribe to:
Posts (Atom)