Spirren

Farvel

2009-03-06T22:00:00.004+01:00

Der er forfærdentlig stille herinde. Jeg skriver dette indlæg med et farvel!

Jeg har brugt min blog meget, og den har mange gange været uundværlig for mig. Den har været en god ventil for mig, og jeg har været glad for det altid varme og dejlige fællesskab, jeg følte mig en del af her i bloglang. Jeg har fulgt mange af Jer i en del år, og det har været fantastisk for mig, tak fordi jeg måtte.
Nu har der ikke været skrevet på min blog i fem måneder, alle billeder af trolden er slettet, og jeg er nået til mit sidste indlæg.

Mit sidste indlæg vil være en update af trolden, som lige om lidt bliver 2½ år.
Han har det fantastisk. Han har ikke været på pincilin, siden vi dengang fik koblet biopaten på, det vil sige over et år :-). Ydeligere har vi fundet frem til hans allegier. Det har gjort, at vi nu heller ikke har været indlagt i et ½ år. Det er en vild omvæltning. Men for pokker vi har kæmpet for at komme hertil, og det er berigende, at trolden kan få lov til at bruge sin energi på bare at være og udvikle sig istedet for at skulle kæmpe og hænge i hele tiden grundet sygdom.
Hans sprog er veludviklet, og munden står stort set kun stille, når han sover. Han vejer nu 14 kg og har vokset sig 89 cm lang, det er vildt, det springs han har taget det sidste år. Bleen smed han i sommers, og børnehaven venter på ham til sommer, og så starter endnu et nyt kapitel i vores lille familie.

Mine sidste ord vil være tak til Jer dejlige og fantastiske tøser, der har fulgt mig og min blog.
TAK for Jeres altid fantastiske støtte, jeg vil aldrig glemme denne rejse, jeg har haft med Jer.
Jeg ønsker Jer alle det bedste i livet.

De kærligste tanker Spirren

Det sidste år i mit liv !

2008-10-07T11:15:00.008+02:00

Der er gået et tre måneder, og der er sket så meget, så det føles mere end tre måneder.
For første gang i et års tid føler jeg, at jeg er ved at lande for alvor på mine ben.
Dette år har været det sejeste i mit liv.

Det startede for et år siden med alle lungebetændelserne og med et barn i December, der ikke ville spise/kunne andet end havregrød! Jeg kan stadig huske i December, da jeg var til et af de børneundersøgelser, hvor vores læge ville have os til vægttjek igen 3 måneder efter, fordi Troldens vægt havde stået stille i lang tid, og det samme havde længden. Nytårsaften blev han syg, og endnu en lungebetændelse gjorde sin entrè hos Trolden. Mellem jul og Nytår kan jeg huske, at han hvæsede rigtig meget efter en julefrokost, hvor han havde drukket meget mælk. Dagen inden nytårsaften besluttede vi, (efter lang tids overtalen af manden) at Trolden ikke skulle drikke komælk mere. Den dag blev vendepunktet for vores lille dreng. Det havde hurtig sin effekt, han hvæsede ikke mere, men blev dog stadig snottet og syg af at stå i døråbningen. Det lyder overdrevet, men det var faktisk sådan, at han gentagende gange fik lungebetændelse af at have stået i døråbningen, hvor det trak en smule på ham. Sidst i Januar fik han endnu en lungebetændelse, og jeg startede lige præcis der at mærke, hvor brugt jeg egentlig var. Jeg fik overtalt manden , som slet ikke DENGANG var til det alternative, til at kontakte en biopat. Tilfældigvis havde kendte vi en, som kunne anbefale os en god biopat. Mødet med hende blev sat i stand, og den dag hun kom, som var først i Februar, blev vendepunkt nr to for vores lille søn.
Først og fremmest evnede hun at berolige mig, og dernæst kunne hun hjælpe Trolden med at få opbygget immunforsvaret igen og fordøjelsen.
Hans fordøjelse var nemlig ødelagt grundet al medicinen. Biopatens forklaringer om kroppens indre funktioner gav mig tro på, at vi igen kunne komme ud på den anden side. Kosttilskudende var effektive, og efter en uge, begyndte Trolden at spise andet end havregrød. Stille og roligt fik vi vendt alle betændelsestilstandende. Efter 5 uger uden pincilin fik Trolden sin 15 måneders vacine. Så begyndte der desværre at komme endnu en periode med sygdom. Han fik aldrig lungebetændelse, men Troldens slimhinder var så brugte, og det gjorde ham sårbar, når han blev forkølet, hvilket han gjorde konstant.
Foråret kom og det samme gjorde den første indliggelse med Trolden. Vi blev indlagt første gang, fordi han havde svært ved at trække vejret. På sygehuset fik maske, som hjalp ham til at få passage i luftvejene. Tre uger gik der, og vi blev endnu en gang indlagt for det samme. Denne gang besluttede lægern, at vi nu skulle i daglig behandling med astma medicin. Jeg var ikke enig med lægerne, fordi jeg mente, at det kun var symtombehandlig. Det var vigtigt for mig, at undersøge, hvad grunden til Trolden fik det så dårligt, han var jo ikke født sådan! Jeg gik for alvor igang på nettet med at undersøge alt omkring luftvejenes funktioner. I forvejen viste jeg godt at mælk var slimdannende, og jeg blev konstant bekræftet i, at det ikke var godt for lige vores søn at få komælk. Nu havde vi jo erstattet hans daglige komælk med soyamælk, men vi havde ikke overvejet alle mælkeprodukterne. Jeg opsøgte en læge, der også besad en alternativ vinkel til tingene. Han bekræftede min gæt om, at Trolden ikke kunne tåle komælk. Vi skiftede alle mælkeprodukterne ud med andre alternativer og det gav en virkning. Lægen havde forberedt os på, at der ville gå 8 uger, inden mælkeresterne var ude af kroppen, og vi nåede også at blive indlagt en 3 gang, inden vi mærkede bedringen hos Trolden.

Foråret var også der, hvor jeg havde et sammenstød med en lastbil - hvor der kun skete material skade heldigvis. Set i bakspejlet var det nok det første tegn på, at jeg var overbelastet i mit sygstem!

Så kom sommeren og håbet for, at det for alvor ville ændre sig for trolden. Meget havde også ændret sig. Han var fx. begyndt at spise mad helt almindeligt mad, og for hver uge udvidede han sit menukort og sin lyst til at spise mad. Vi skulle dog stadig klæde ham meget på. Fx. kunne han kun 1 gang herhjemme i sommers gå med t-shirt på en varm sommerdag, og det var der, hvor alle andre børn rundt om ham rendte i bar mave. Der blev kikket skævt til os, når vi var ude i offentligheden, fordi Trolden skulle have meget tøj på. Der blev også lavet jokes i familien som "om jeg troede, vi var på Nordpolen", det var hårdt for mig at holde ud, og der gik lang tid, før jeg kunne lade de dumme kommentar passerer. Samtidig med sprællede angsten for endnu en indæggelse konstant i mig.

Da vi kom hjem fra vores sommerferie, gik der to timer, og trolden faldt og slog sit hoved, og vi endte på sygehuset endnu en gang. Vi kom hjem dagen efter, og Trolden kom sig meget hurtigt.
Der gik 4 dage, og så blev vi indlagt endnu en gang. Jeg ved ikke, hvilke ord jeg kan beskrive min dengang tilstand i, men godt havde jeg det ikke psykisk. Jeg arbejdede sent, og da jeg kom hjem Torsdag aften var det til en meget syg dreng, der havde svært ved at trække vejret. Vi røg afsted til lægevagten og blev videre indlagt. Denne gang kom vi først hjem efter 3 dage, og det satte sine spor i Trolden! Så gik der 14 dage, og Trolden faldt ned fra sengen, han hoppede i. Jeg var alene med ham. Da jeg samlede ham op, stoppede han med at græde og blev fuldstændig blå i hovedet. Han fik koldsved og besvimede, og jeg kunne ikke komme i kontakt med ham. Jeg fik kaldt på manden, og vi fik ringet til lægevagten. Vi blev beordret til at tage afsted på skadestuen, heldigvis måtte vi tage hjem senere med indstruks om at vække ham hver time.
Jeg tog på arbejde dagen efter, hvor en kollega fik spurgt mig, hvordan jeg havde det. Det var vist åbenlyst, for jeg brød fuldstændig sammen. Jeg kørte hjem og var sygemeldt resten af ugen. Det gav det fornødne overskud.

Nu har vi så lige overstået en uge med opkast og bihulebetændelse, men det føles nu som småting.
Trolden har taget små 3 kilo på, vokset 5 cm, taler tæt på rent og har smidt bleen om dagen.
Jo så der er kommet en masse godt ud af det sidste år, og jeg føler, som jeg startede med, at jeg for første gang i MEGET lang tid er landet på begge mine ben igen.

Det går rigtig godt

2008-06-22T13:25:00.008+02:00

Vi har det alle tre dejligt, og vi er inde i en spirrende og varm periode.
Trolden har ikke haft det så godt i mange måneder, som han har nu. Vi er meget tæt på at være omme på den anden side af dette læmngervarende sygdomsforløb.

I September/Oktober startede ham med at få den ene lungebetændelse efter den anden, jeg tror, vi nåede at komme op på 5-6 stykker og 2 mellemørebetændelse, så var der selvfølgelig også alle tilfældende med asmatisk bronchitis, som gjorde det svært for ham at trække vejret. Han valgte mere og mere mad fra, og til sidst ville han kun spise havregrød, han kastede op, når han puttede andet mad i munden, og skulle synke det. Det varede ved i 5 måneders, og resulsterede i at hans vægt og længde forblev på de 10 kg i ½ års tid.
Vi som forældre blev mere og mere frustrede, og vi kom ind i en af de hidtil sejeste perioder i vores forhold. Energien var brugt og, vi kørte begge på underskud. Vi fik ikke meget søvn og ingen voksentid. For når Trolden ikke var syg, så var vi trætte og havde brug for tiden til at sove, for at kunne stå op. Underskud giver masse af konflikter, og det ellers altid ligeværdige forhold blev erstattet med kampe og diskustioner om småting. I en kort stund mistede vi enda respekten for hinanden, og vi mærkede afstanden plante sig mellem os, som en kile der kunne skille os ad på hvilket som helst tidspunkt. To gange nåede vi faktisk også at tale om, det var nu, vi skulle gå hver til sit, fordi vi havde så svært ved at finde gnisten og lysten til hinanden. Vi var fyldt op med sygdom og kampen for at overleve. Sidst i Januar kastede vi begge håndklædet i ringen og erkendte, at vi havde brug for en kraftig drejning i vores forhold, hvis det skulle overleve. Vi følte begge kærligheden i vores forhold og vidste, at der var meget at slås for. Jeg forslog biopaten. Det krævede en overbevisning i forhold til manden, der slet ikke var til alternativ behandling. Men dels havde vi stoppet med komælken til jul, som han jo selv så effekten af, og ydeligere var vi begge eninge om, at vi intet havde at tabe.

2 Februar havde vi besøg af biopaten, og der blev lagt en 3 måneders slagplan for troldens videre forløb, og hun satte os ind i, hvorfor han ingen appetit havde mere. Pincelinen havde ødelagt hans fordøjelsessystem og immunforsvaret. Den ene uge efter den anden gik uden sygdom og pincilin, og vi var glade. Men jeg havde svært ved at give slip og ventede kun på, hvornår det igen ville gå galt. Efter de første tre uger, begyndte jeg at tro på det. Trolden begyndte langsomt at spise normalt mad igen, og hans appetit begyndte at spirre.
Efter 5 uger uden sygdom fik han sin 15 måneders vacine, og så begyndte tiden med viruserne. Vi nok mest mig hev mig selv i håret og tænkte tit, hvornårfår det her en ende, hvad har vi gjort forkert, hvad skal vi kunne for at få lov til at leve uden al den sygdom.forholdet begyndte for alvor at bære præg af underskud hos os begge, og jeg følte det i en periode som om, vi levede i to verdener,. den ene bestod af Trolden og hans far og den anden levede jeg i sammen med Trolden. Oven i det hele, skete der uventet et dødsfald, der bar nogle ting med sig for mit vedkommende og videre for vores forhold. Heldigvis havde vi begge den styrke, der skulle til for at kunne holde fast i at blive i forholdet. Efter anden indlæggelse fik Trolden efterfølgende skoldkopper og manden en voldsom omgang lungebetændelse. Jeg brød sammen på arbejdet, jeg mistede overblikket og faldt i et hul. Jeg havde intet at give af ingen gang til mig selv. Jeg havde været på herhjemme i tre uger, med syg mand og syg barn og et par indlæggelser. Jeg magtede ikke mere. Det gode i det var, at jeg fik lært mig selv, at jeg ikke er supermor, at jeg også godt må synes, livet er lidt for sejt. Det vigtigste var, at jeg begyndte at fortælle manden om, hvor hårdt jeg synes det var, og hvor opslidende jeg synes det var, når jeg hele tiden sulle overbevise ham om, at den alternative vej vi nu var gået, var det rigtige for vores søn. Han fik fortalt mig, at det havde han også erkendt overfor sig selv, men at det var svært for ham at støtte op omkring, da han altid havde tænkt alternativ behandling, som spildt penge. Der begyndte for alvor at komme hul igennem vores dialog igen. Vi genfandt den vigtige respekt for hinanden, og vi begyndte begge at føle overskud. Kort efter fik vi lavet en irisanalyse på Trolden, og svaret var mælkeallergi. Vi stoppede øjeblikketligt med alle mælkeprodukter. Den første uge var ikke forandret, anden uge synes vi snotten blev værre og hosteriet, og vi blev indlagt for tredje gsng grundet indtrækninger og maske dagen før. Lægen kunne høre rigtig meget snot på luftvejene men ingen asm. bronch. vi fik lov at komme hjem samme dag. Tredje uge var drøj med meget snot og hosteri. Det skulle vise sig a være tegnene på, at hans lille krop selv var ved at udskille de sidste mælkerester, hvilket tager 8 uger, før de er helt ude af kroppen og ikke generer mere. Den oplysning gav os ro, og nu små fem uger senere er der ikke mere snotnæse, men stadig lidt hosteri. Slimet opløser sig nu. Vi har været til tjek på sygehuset, og lægen kunne ingen samatisk brohcitis høre. De mener vi er kommet godt på vej med Spiriocoten, og den begynder at have sin virkning nu. Vi har selv trapppet ham ud af masken, og tror på, at grunden til al sygdommen har været mælken.

Vi er nu kommet væk fra maske og langt væk fra pincilin. Efter 4½ måneds hårdt arbejde for alle i familien, har trolden taget lidt over 2 kilo på og vokset 4 cencimeter. Han får stadig ikke sukker, og det vil sige, det er ren mad, han er vokset af. Han spiser stort set alt, selv sovs er han igen blevet glad for. Han kan sove uden strømper, uden at blive forkølet eller hoste, og han kan stå i døråbningen og kikke ud uden at ligge med lungebetændelse dagen efter. Vi behøver heller ikke mere at pakke ham ind i meget tøj, som før. Vi kan næsten klæde ham på nu, som alle andre gør på en varm sommerdag. Vi/jeg behøver ikke at føle os forkerte mere som forældre, fordi han skulle have meget tøj på, selvom det var meget varmt og alle andre børn på hans alder havde t-shirt på. Vi føler os normale!
Vi har det godt igen indbyrdes mig og manden, og vi føler, vi er kommet ud af perioden med den gyngenede grund i forholdet. Jeg er blevet bedre til at give mig selv frirum og omsorg. Når ja så er der også lige bonusgevinsten. For med en dreng, der ikke skal have sukker, er der ikke slik og andre søde sager i huset mere. Det har betydet et kilos vægttab for mig alene af den grund.
Vi føler, at vi er kommet over på den anden side.

Jeg håber, I får en dejlig sommer, her på bloggen bliver der ikke så meget aktivitet i løbet af sommeren måske senere....

Det går den rigtige vej

2008-06-10T19:30:00.002+02:00

Vi har været indlagt endnu en gang, men denne gang var anderledes end de andre to gange.
For det første har trolden for første gang i sit liv kunne være forkølet i 2 dage, uden det satte sig til ydeligere. Det var først på 4 dagen det satte sig på hans luftveje. Søndag gav vi ham maske hele dagen, og mandag ringede jeg til lægen for at høre, hvor mange antal doser vi måtte give af sprayen, hun ville se os, og vi endte med en indlæggelse. Sjovt nok slog det mig ikke ud.
Når men da lægen langt om længe undersøgte ham på sygehuset, kunne hun ikke høre noget asmatisk bronchitis på luftvejene. Hans stødende vejrtrækning var grundet snot! Så han fik kun et par masker, og så kunne vi tage hjem igen om aftenen.

Han har nu ikke fået mælkeprodukter overhovedet i små 3 uger, og jeg tror på, at det er det, der har gjort, at han slet ikke var så hårdt medtaget denne gang. Sidste gang han blev indlagt var det 7 timer fra det startede, til han ikke kunne trække vejret, nu var det 4 dage!
Vi altså manden og mig :-) har endnu en gang haft en god snak omkring det, og vi kommer nærmere og nærmere hinanden, selvom vi startede med to forskellige udgangspunkter i forhold til, hvad der kunne ligge til grund for lillemandes lange sygdomsforløb.

Jeg føler, at vi er godt på vej, og jeg kan mærke overskudet...

Så er vi der

2008-05-28T14:19:00.002+02:00

Trolden er kommet sig oven på sin indlæggelse og sine skoldkopper. Så her til morgen var han så klar til opkast og dirrare, så mig først afsted og hjem til middag, og så kunne manden tage afsted på arbejde!
Jeg ved ihvertfald, at et af mine arbejdspunkter er at kunne holde mig lidt mere stabil rent følsesmæssigt. Jeg er et af de mennesker, der mærker for alvor, når solen skinner i mit hjerte, til gengæld mærker jeg også når skyerne er proppet. Så når det hele går rigtig godt, så er jeg rigtig meget ovenpå, og så er der langt at falde, når så der kommer noget uventet på vejen, som idag fx.
På en gang er jeg tæt på at køre ind i muren og samtidig for det mit figthergen frem og jeg bliver stædig og holder ud. Alt det her stopper vel for pokker en dag. I virkelighededen er det jo nok i mig selv jeg skl finde roen - den kommer jo ikke af sig selv, den skal tages!

Anyway så har jeg haft trolden med, efter en god og intens snak med manden først, og fået lavet en irisanalyse. Han har mælkeallergi, hvilket ikke kommer bag på mig. Derfor er det nu kost uden mælk eller mælkeprodukter, og stadig uden sukker i håb om at kunne holde bakterierne væk.

Når jeg ser lyst på det, så er trolden kommet med i forhold til at spise og væk fra pincilinen, det er jo dejligt.
Så er der den asmatiske bronchitis, hvor han nu efter sidste indlæggelse er kommet på spirocot. Det har mange bivirkninger og indeholder bl.a. bibarkenyrehormonet. Lægerne siger min. 2 år, før de overhovedet vil tage det fra ham for at se om han har brug for det. Jeg undrer mig over den lange periode, og svaret er, at to år ikke er mange, hvis han vil have astma hele livet! Det er selvfølgelig rigtigt men et noget skævt udgangspunkt. Ydeligere er han ikke undersøgt i forhold til sin asmatiske bronchitis, men sat på spirocot udelukkende på baggrund af, at han har været indlagt to gange med det på 3 uger!
Lægerne er ikke til at snakke alternative med, det har jeg for længst fundet ud af. Men det giver hverken min mand eller mig mening at proppe medicin i vores barn, hvis ikke han har brug for det. Det har han lige nu, derfor for han det selvfølgelig også. Men målet er at han skal væk fra det. Vi har to muligheder lige nu. Den ene er at fortsætte min. 2 år endnu med medicin og dermed symptombehandle vores barn, eller at undersøge hvorfor han bliver syg og dermed fjerne årsagen til det, så han ikke behøver at være syg mere....
Vi har for længst valgt det sidste......

Efter succesen kommer nedturen og endnu en indlæggelse

2008-05-18T13:54:00.005+02:00

Jeg er ved at ryge ned i et stort hul, desværre er det et af de store, og jeg har det ikke godt.

Trolden har igen været ramt af en virus, og denne gang endte vi på sygehuset. Han havde været småforkølet et par dage, og on natten kom han over til os. Jeg vågnede nogle gange alene på grund af hans vejrtrækning, der var meget stødende. Jeg tog på arbejde, og manden kunne arbejde, når jeg kom hjem. Han havde imellemtiden fået en tid hos lægen. Jeg tog derop, og troldens vejtrækning, var pludselig blevet meget dårligere. Lægen undersøgte ham hhurtigt og sendte os videre til sygehuset med beskeden om, at jeg ikke skulle vente lang tid med at køre derop. Da vi kom derop, blev vi straks henvist til en stus, hvor han fik en maske. Det fik han mange gange, og da de ikke synes, ahn tog godt nok imod det, ville de have vi blev natten over, så han kunne få maske hver tredje time. Han blev heldigvis klar til, at vi igen kunne tage hjem dgen efter. Jeg tog fri om fredagen, og efter en uge var han kommet godt oven på igen.

Fredagen efter igen blev jeg ringet op af dagplejemoderen, om at vi skulle komme hjem til ham, da han var blevet meget syg (sådan var hendes ord), og jeg brød sammen. Jeg mistede totalt overblikket. Manden var i anden uge i træk hjemme på grund af en voldsom lungebetændelse. Jeg havde i to uger kun fået meget afbrudt søvn om natten og haft en syg søn og mand og en indlæggelse. Samtidig stod en formentlig aflyst pinse i sommerhus for døren. Jeg nåede min grænse.

Manden fik sig på benene, og jeg kom hjem efterfølgende. Trolden havde høj feber, ville kun være hos os, og sagde av av hele tiden. Jeg panikke rent følelsesmæssigt en smule. Han fik noget panodil og, det lykkedes ham at få sovet lidt i sin barnevogn. Han svingede meget, og vi besluttede at tage til lægen, hvis det blev værere. Lørdag morgen var feberen væk, og han var noget friskere. I løbet af formiddagen kom skoldkopperne så. Vi var løvbet ind i en omgang skoldkopper. Det er nu en uge siden, og de er ved at være meget på retur. Manden er tæt på at være ovenpå igen, men jeg mærker pludselig en ansgten for at miste min søn og mit ægteskab.

Jeg står midt i et kaos af følser, og jeg har mest lyst til at græde og bare blive ved med at græde.

Vi er kommet langt med Troldens immunforsvar, og vi er kommet ud af pincilinlivet. Samtidig arbejder Troldens fordøjelsessystem rigtig godt, det kan vi se på vægten, der nu siger + 2 kilo. Han har ydeligere spist rugbrød nu den sidste måneds tid, og har udvidet menukortet med 5 slags pålæg.
Biopaten fortæller os, at vi skal regne med, at han kan få de viruser et stykke tid endnu, eftersom han har haft et immunforsvar, der har været fuldstændig nede. Jeg ved det går den rigitge vej, og det kræver tid at opbygge hans imunforsvar igen.

Men jeg mærker bare lige nu trætheden og angsten for at miste min søn. Jeg har helt klart været forgangsmanden for, at vores søn ikke skulle have komælk. Manden var ikke enig i det i starten, men gik med til at prøve. Han har siden hen erkendt han tog fejl og givet udtryk for glæden over, jeg holdt fast. Han var ok for at kontakte biopaten, og kunne godt holde ud, at ingen sukker i tre måneder. Nu oplever jeg, at jeg igen står alene. Jeg ved, han vil sin søn det bedste, og vil gøre alt for ham, men jeg tror ikke, han kan holde ud, at han ikke fx. kan få en is i øjeblikket. Han synes, det er synd. Jeg synes, det er mere synd, at vores søn risikerer en indlæggelse endnu en gang, ihvertfald har han idag svært ved vejtrækningen. Han har fået hvidt brød 4 dage i træk, og det giver næring til bakterierne i hans lille krop. Jeg nævnte for min mand, at jeg synes vi skulle tage det alvorligt, at hvidt brød ikke er godt for ham, og det undrer mig, han giver ham det. Vi blev selvfølgelig uvenner.

I løbet af en time blev Troldens vejtrækning forværret imorges. Nu har han fået maske 3 gange på 1½ time, som vi kan give ham akut. Det kan vi gøre endnu en gang i dag, og så hedder det vagtlægen igen. Så nåede jeg ikke at skrive mere i Søndags, for lillemanden vågnede fra middagsluren med en anstrængende vejrtrækning, og vi røg derfor endnu en gang til vagtlægen. Han sendte os videre til sygehuset. Vi blev endnu en gang indlagt. Jeg kæmpede for at holde ud og være der for min søn. Men jeg græd mig i søvn. Vi kom hjem igen efter et døgn, og han er nu på spirocot 2 gange morgen og aften i tre uger, herefter skal vi halvere dosis.
Jeg er brugt og har ikke mere i mig. Jeg har fået fortalt min mand, hvordan jeg har det, det gør mig godt. Jeg har sygemeldt mig idag og gør det ugen ud.

Succes

2008-03-24T13:33:00.006+01:00

Det går rigtig godt med Troldens helbred.
Der er nu 7 uger siden, vi var hos biopaten, og han har ikke været på pincilin siden. Han har som det eneste haft RS-virusen for et par uger siden, men den satte sig heldigvis ikke til lungebtændelse. Han stråler af livsglæde og sundhed.

Den gang, da han konstant havde lungebetændelse, havde han ikke særlig meget appetit, og det var mindre og mindre slags mad vi kunne få ham til at spise. Faktisk levede han i perioder af frugt, havregrød og frikadeller ikke ligefrem noget, der fik hans immunforsvar på toppen igen. Hans vægt forblev på de 10,5 kg i mange måneder.
Det var enormt frustrende at have et barn, der spiste mindre og mindre og kunne lide mindre og mindre. Vi kunne faktisk ikke forstå, hvorfor han pludselig fravlagte alt det, som han før i tiden var glad for, og hvis maden blev kold, eller hvis vi tilbød ham fx. en kold frikadelle, så lavede han sådan en slags opkast. Han nægtede ligeledes at smage på nye ting, hvis vi satte det foran ham, skubbede han tallerken væk. Hvor har vi haft mange frustrede samtaler om vores søns helbred og kost, og vi har følt os virkelige dårlige til at sørge for, at vores søn fik en sund kost.
Ved sidste lægebesøg i forbindelse med den sidste lungebetændelse, forslog lægen ,at vi skulle til at begynde at medicinere Trolden dagligt med bricanyl via spacer grundet de mange lungebetændelser og den asmatiske bronkitis. Jeg ville som det sidste i verden gå den vej, og kun når jeg havde afprøvet alle andre alternativer. Jeg er af den opfattelse, at jeg tror på, at "sygdom" kommer indefra og ud, og skal derfor også behandles indefra og ud og ikke udefra og ind via medicin, hvis man skal kunne fjerne det.
Derfor blev det næste en biopat, og det er noget af det bedste vi nogensinde har gjort for vores barn og os selv.

Vi fik bl.a. denne forklaring:
Meget pincilin svækker immunforsvaret og ikke mindst fordøjelsessystemet. Det giver mening med opkastfornemmelsen, da meget af maden vil være som mursten at spise for Trolden grundet det dårlige fordøjelsessystem. Præcis af samme grund, kunne vi også kun få ham til at spise let mad som havregrød, der ikke skulle tygges meget i.
Immunforsvaret var allerede i bund og blev ikke styrket, da han havde stor mangel af vitaminer og mineraler grundet den knap så gode kost. Vi vidste så heller ikke, at sukker, som han bl.a fik på sin havregrød, var næring til alle de bakterier, der levede i hans lille krop.
Den dårlige næring og fordøjelse betød også, at han sov dårligt om natten.

Løsningen blev: INGEN sukker, undtaget frugtsukker og det allerede eksisterende i maden, i tre måneder. Urtemix 2 gange dagligt sammen med eskimo-3 kids, som er de nødvendige olier og 2 stk. omni mini vitaminpille dagligt. Selvfølgelig heller intet hvidt brød, da det kun bliver til sukker i tarmene.

Hvad skete der: Vi så hurtigt forandringer.
Fx. kunne vi på 2.dagen blot ligge ham i hans seng, og så gav han sig selv til at sove. Den første uge sov han alle nætter i træk non stop. Når man blander olie og urter har det indvirkning på nervesystemet, som har betydning for, hvordan du sover om natten.
Efter den første uge begyndte han at spiste grovkernet toastbrød og senere hen fuldkornspasta. Han er nu også begyndt at dyppe sin mad lidt i sovsen, og igår spiste han det med lidt sovs på. Han er også begyndt SELV at ville smage på nye ting som fx. et æg. Det virker lidt som om, hans smagsløg er fornyet eller også er lysten til mad bare anderledes, nu det hele er begyndt at fungere i hans lille mave.
Madindtaget er ved at være nogen lunde stabil igen, men de første 14 dage spiste han vildt med mad. Derfor har han på den sidste 1½ måned også taget ca. 1½ kg på, og vi kan mærke på hans tøj, at han også er vokset.
Hans lille næse løber heller aldig mere og hosteriet er også væk. Fedt at vi nu kan være udenfor i over en time, uden næsen begynder at løbe og uden en efterfølgende forkølelse.

Jeg er så glad for, at vi er nået hertil. Vi har en utrolig veltilpas dreng, der indtager livet med fuld fart og en lystig glæde. Vi som forældre har også fået mere overskud. 3-4 måneder med sygdom kom til at betyde, at vi begyndte at overleve både individuelt men også som par, og det er drænede for parfoholdet. Det er rart at kunne begynde at mærke overskudet igen.
Jeg er begyndt at slappe lidt mere af og begyndt at stole på, at vi kommer over på den anden side, vi er jo allerede godt på vej.
Jeg har tit tænkt, hvor fjollet livet også kan være, når vi som mennesker begyder at lede efter fejlene hos os selv, som vi gjorde, da vi spekulerde på, hvad vi gjorde forkert, når nu der er en fysisk årsag til alle lungebetændelserne, mellemørebetændelserne og den asmatiske bronkitis.....

Gravid

2008-03-09T13:56:00.002+01:00

Nu har jeg indenfor den sidste uge blevet spurgt af to "profeesionelle" indenfor kroppen og psykens funktioner, om jeg er sikker på, at jeg ikke er gravid. Den første tænkte jeg bare, fjollede dig selvfølgelig er jeg ikke gravid, men altså den næste her tænkte jeg ja det er jeg ret sikker på jeg ikke er, for jeg har jo lige haft min menstartion. Jeg tror nu bare, at alle symptomerne skyldes de omstændigheder, jeg befinder mig i lige nu...
Men altså det kunne da være dejligt, hvis det var tilfældet, det gav mig ihvertfald nogle få minutters dejolig drømmeri....

Hotelophold og kærestehygge

2008-03-07T13:58:00.003+01:00

Er der nogen af Jer derude, der kender og kan anbefale et dejligt hotel. Jeg inviterer manden min på kærestehygge næste weekend igen.
Det skal ligge i nærheden af centrum, dog ikke midt i hjertet af centrum, max koste ca. 1000 kr for selve overnatningen og må meget gerne have badekar...

RSvirus

2008-03-03T13:37:00.002+01:00

Idag er det 1 måned siden, vi startede med alternativ behandling i forhold til Troldens mange gange lungebetændelser. Det har gået rigtig godt. Men i sidste uge lagde manden herhjemme sig med en ond forkølse og hosteri. Så blev trolden smittet med forkølse, som heldigvis ikke satte sig til lungebetændelse eller melleørebetændelse. Vi åndede lettet op og glædede os over, at hans immunforsvar nu kunne klare en omgang forkølese uden det skulle sætte sig til lungebet. Forkølsen varede to dage, og så var den væk. Så var mødregruppen her igår, og den ene fortalte om at de lige havde været indlagt grundet datteren havde fået RSvirus http://http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/rs.htm ups tænkte jeg, bare hun ikke har den mere, det mente moren altså ikke hun havde. Det havde hun måske heller ikke, men trolden begyndte at hoste sidst på eftermiddagen og hans vejrtrækning blev forværret. Vi brugte spaceren, som er medicin, der udvidder brokierne. Den hjalp lidt men ikke meget. Så derfor kørte vi til lægen idag, bare for at sikre os, at han ikke have fået lungebetændelse endnu en gang. Jeg var ret sikker på, han ikke havde, da han ikke har feber. Det havde han heller ikke, men han har istedet fået RSvirusen. Lægen synes hans vejrtrækning var meget slem og ville gerne indlægge ham. Vi fik en lang snak om, at vi jo kunne give ham samme behandling herhjemme, som de kunne på sygehuset med spaceren, og at vi meget gerne ville undgå at udsætte ham for sygehuset, hvis det var muligt. Aftalen blev at vi kunjne være herhjemme, men hvis feberen blev over 38, eller hvis hans vejrtrækning blev det mindste forværret, skulle vi kontakte hende eller lægevagten og lade os indlægge.
Lige nu sover min lille dreng en velfortjent lur i barnevognen, da det koster mange kræfter at skulle trække vejret. Temperaturen var 37,8, da han kom ud.
Jeg er glad for, at det ikke er en lungebetændelse, det fortæller mig, at hans immunforsvar er blevet styrket på den sidste måneds tid. Men det er klart, at han stadig er lidt sårbar og det er derfor ikke nogen ovveraskelse, at han har fået virusen. Jeg tror, vi klarer den udenom sygehuset.

Give slip

2008-02-17T19:46:00.003+01:00

Jeg kan mærke begejstningen og en kæmpe glæde hos min søn på vej ned i vandet. Jeg har op til flere gang, mens vi tog badetøjet på, at tænke, hvor klogt det nu var, for tænk nu hvis, det ville gøre ham kold og syg. Jeg når helt sygeligt og på ganske kort tid at tænke alt igennem, hvodan og hvornår, vi ender hos vagtlægen igen.
Vi er i vandet og har kun været det i fem minutter, han begynder at nyse, og jeg er på vej op, mens jeg fortryder, at jeg tog ham med i vandet. Jeg går tilbage og tænker, det er for dumt at gå op nu, bare fordi han har nyst en gang. Jeg tvinger mig selv til at tro på, at det ikke behøver at betyde, at han er ved at blive syg.

Han sover en lang lur i barnevognen, vågner fordi han hoster. Han hoster 3 gange, jeg går ud til ham. Han har sparket dynen af, og nu knækker filmen bare for mig. Jeg tager mig selv i at blive ireteret på ham, trods jeg ved, det handler om, at jeg er bange for, at han er blevet syg.
Resten af dagen tager jeg hans temperetur tre gange og ånder lettet op hver gang, den viser 37.
Jeg ligger mærke til, hvordan han trækker vejret i detaljer, hvor mange gange han nyser og hoster. Jeg holder vejret rent fysisk hver morgen, indtil jeg har haft ham tæt på og lyttet til hans åndredreg mærker ham utallige gange min. en gang i timen på brystet, for at mærke om han ræller.
Alt hvad han spiser, bliver målt og vejet i mit hoved. Derfor bliver det ekstra svært, når han som igår og idag spiser ganske lidt. Jeg prøver at adskille mine egne føleser fra hele tiden, og prøver at give slip og slappe lidt af omkring alt det her. Men jeg ved faktisk slet ikke, hvordan jeg skal gøre det.

Den alternative vej

2008-02-11T21:39:00.000+01:00

Vi har som førnævnt haft et vellykket besøg af en biopat i forholdtil troldens sygdomsforløb og mange pencilinkure på kort tid.
Det er nu 1 uge siden, han sidst blev færdig med pincilinen, og det går stadig fantastisk. Jeg holder dog stadig vejret, for det er nu her en uge efter, han får tilsnappet sig en bakterie.
Please håb med mig, jeg har brug for det - det her skal lykkes. Vi vil have ham ud af det voldsomme pencilinforbrug, og jeg tror, vi er rigtig godt på vej med biopatens anvisninger og kostforslag.
Han sover igennem, puttes uden brok overhovedet, en merkant forøget appetit gennem hele dagen, spiser eksempelvis også gulerødder og grovtoast, hvad han ikke har gjort i over et halvt år. Bedst af alt, han er ikke syg......... Mere af alt det en anden gang og om kostomlægningen og kosttilskud.......
Åh jeg holder vejret til weekenden, så er vi altså oppe på to uger uden sygdom.

Lægen vores "trofaste" ven

2008-01-31T12:23:00.000+01:00

Ja faktisk har vi nået at være afsted til læge og lægevagt to gange, siden jeg sidst har opdateret herinde! Forige søndag hos venner og afsted til lægevagten om aftenen pga. troldens vejrtrækning. Det var asmatisk bronkitis, som han jo desværre har fået konstateret en gang før, og som Frøkenhat var inde på, at han kunne have. Tirsdag var han lidt varm, da vi puttede ham og igår har han haft omkring 40 i eber hele dagen. Så afsted til lægen, der kunne konstatere mellemørebetændelse endnu en gang. Jeg har opgivet at tælle alle de gange lillemanden har måtte på pencilin siden November. Jeg ved bare, at det er mange gange nu.

Jeg ved, at komælk er slimdannende, og derfor tilbyder vi ham nu soyamælk istedet for. Det har vi faktisk gjort siden lige efter jul. Måske derfor satte bakterien sig ikke på lungerne denne gang? Vi har kunne høre klar forskel på hans vejrtrækning, han hvæser og piver aldrig mere, som han ofte gjore tidligere.
Det næste skridt er en aftale med en biopat imorgen eftermiddag allered. Hun vil teste ham og se, om han muligvis mangler noget eks. vitaminer. Hun vil også tale kost med os.

Nattesøvnen er ok men langt fra god, det giver sig selv med så meget sygdom. Nogen gange føler jeg også, at vi/jeg overlever istedet for at leve i mit parforhold. S(e)x husker jeg snart ikke, hvad er og overskudet til at give lidt tilbage til den anden er meget lidt hos os begge. Det slider på forholdet og det mærkes i form af unødvendige dikustioner. Jeg savner spontaniteten og nærværet med min mand.
Jeg har planer om, en hotelovernatning med manden i Februar men barn bliver passet. Så håber jeg, vi begge vil kunne finde overskudet til hinanden, for det trænger vores ægteskab godt nok til.

Hvordan går det egnetlig

2008-01-15T20:03:00.000+01:00

Jeg læser ofte alle blogne her i blogland, samtidig med at det snart hører mere til sjældenhederne, at jeg selv skriver på bloggen. Sådan er livet nu engang for mig. Jeg har en masse tanker at skrive om, men på en eller anden måde når de bare aldrig til bloggeni øjeblikket ihvertfald.

Trolden er for alvor begyndt at sove igennem om natten nu. Eller den sidste uge har han ikke været vågen om natten. Det er mærkeligt for mig, hvor langt væk oplevelsen om at amme om natten, dengang han var spæd, den pludselig kan føles så forfærdentlig lang væk.
Han vejer vist stadigvæk omkring de 10 kilo, og det har han gjort i rigtig mange måneder, til gængæld har han lige haft et tigerspring i længden, så nu er vi i str. 86 i bukser.

Så har vi lige overstået en lungebetændelse for 4 gang. Nytåret blev heldigvis fejret herhjemme, det var en god ting for sidst på eftermiddagen og aften begyndte han at hoste voldsomt meget og fik 40 i feber. Så vidste vi godt hvad klokken havde slået. Lægen kunne bekræfte ores mistanke om lungebetændelse endnu en gang. Vi GLÆDER os til forårets kommen.

Han kopier alt, hvad vi laver. Det er ret sjovt at se. Fx. er hittet i øjeblikket at lave mad, ved det hjemmelavede komfur på stolen, mens vi også laver mad.
Han ved fx. også hvor sutterne står, uden vi nogen sinde har vist ham dem og fortalt ham, at det er hans sutter!
Han forstår alt, og der kommer flere og flere ord på.
Han elsker sine tumledyrsmøbler. Elefanten er et meget stort hit og trappen han fik i julegave nyder han også at gå op på og ikke mindst hoppe ned af. Så har han ti kasser, som han kan stable. De r også et kæmpe hit. Han fik en bondegård i julegave, og den er han så småt begyndt at tage dyrene ud og ind på plads igen. Ellers har han hidtil siddet i den:-)

Så er der det med maden, det bliver vist aldrig et hit herhjemme, eller også fokuserer jeg bare på det forkerte. Alt i alt har det ihvertfald givet mig rigtig meget tankespind, og ør det stadig i perioder.
Det gik almindeligt med at gå fra amning til mad dengang, og han spiste stort set alt. Men så da han blev 10 måneder og fik tænder, begyndte det at halte med rugbrødet. Vi mente selvfølgelig at det var en periode og på grund af tænderne, men den periode er i så fald endnu ikke slut.
Jeg synes vi har prøvet det meste. Vi har ihvertfald prøvet at tilbyde ham stort set al slags rugbrød og alt pålæg. Men ak han vil bare IKKE spise det rugbrød. I en periode ville han, hvis vi puttede nutella på, men det gik han selv hurtigt væk fra igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg lader det fylde så meget? Måske fordi det nogen gange kræver kreativitet til frokost, for at få ham til at spise noget der. Morgen spiser han gerne en dobbeltportion havregrød, frokost gene friadelle eller pølser. Til aften har vi også lige haft en periode over en-to måneder, hvor han ikke har ville spise det vi spiser. Han vil stadig ikke spise kartofler eller ris for den sags skyld eller sovs, men er nu begyndt at spise kødet. Han vil også rigtig gerne øse de andre ting op på sin tallerken og en gang imellem putte det im munden, men det ryger meget hurtigt ud igen. En gang sank han noget kartoffel og han lavede sådan en opkastfornemmelse bagefter mærkeligt! Han spiser også gerne grønt for tiden er ærter hittet. Frugt elsker han heldigvis også.
For at sikre os, at han fik noget mad i løbet af dagen, har vi til aften også tilbudt ham havregrød, som han meget gerne spiser. Men altså jeg/vi bliver jo lidt bekymret for om han nu får dækket sit vitaminbehov.

Når jov så er det da vist også lige værd at nævne, at han skriger som en besat, hver gang han bliver lagt på puslebordet, men jeg regner med, at det også er en periode:-) Jeg synes at huske at have læst noget om det hos Jer andre?

Alt i alt er det en dejlig dreng med en vidunderlig vifte af personlighed. Jeg elsker at være sammen med ham og iagttage ham. Han gør mig så lykkelig sammen med sin far. Jeg er mere en taknemlig og havde aldrig forstillet mig, at jeg kunne være så beruset af taknemlighed og varme oplevelser dagen lang. Men det er heldigvis min virkelighed, hvor er jeg heldig.

15 måneder

2007-12-21T13:24:00.000+01:00

Trolden er virkelig ved at komme efter sine to måneder med diverse sygdom. Det er dejligt at se og opleve. han har netop afsluttet 14 dage med naturmedicin, der skulle være med til at genoprette hans immunforsvar. Sjovt nok har han ikke været syg eller snottet siden den dag, han afsluttede perioden med naturmedicinen, jeg håber,det holder ved.
Så er den lille fyr på 15 måneder også ved at viderudvikle sit temperement, for temperement det har han uden tvivl. Vi har en del konflikter i øjeblikket, når vi siger nej, han bliver tosset, skriger og smider sig ofte på gulvet eller bgynder at slå ud efter os. Det tager tit flere minutter, inden han vil acceptere, at det er os der bestemmer.
Han er en dejlig eventyrer og elsker at udforske ALT, han sidder meget sjældent stille på sin numse, kravler gerne op og balancer på kanten, hvor det er muligt. Han elsker vand og udeliv.
Han er også meget kærlig og omsorsgfuld og vil også meget gerne nusse. Vi er dog ved at lære ham, hvordan man aer, for ofte for hånden så meget fart på, så det bliver til at slå selvom udgangspunktet var at ae.
Han siger omkring 10 forståelige ord.
Det går ok med at putte i egen seng. Vi gør det stadig men i disse dage er det dog ikke uden meget brok, før han falder i søvn. Ligeledes vågner han typisk ved 1 tiden og er svær at ligge i egen seng igen, så der ryger han ofte over til os.
Mad er et helt kapitel for sig selv. Men morgenmåltidet er klart det bedste. Frokost meget svingende og aftensmad begrænset. Hmn det størte problem er rugbrødet, vi kan ikke få ham til at spise det, jo men kun hvis der er nutella på! Ydeligere kan noget han spiste igår være noget han bestemt ikke vil have idag. Er der andre af Jer der oplever det med maden?

Nok for denne gang, nu skal jeg have hentet lillemanden og vi skal pynte juletræ.
Jeg håber, I alle derude får en dejlig jul med dejlige stunder. Desværre ved jeg også, at der er mange af Jer, der sidder uden det længe ønsket barn, eller har Jeres barn i himlen. Jeg håber, i finder styrken til at komme gennem disse juledage, og at der er nogen om Jer, der passer rigtig godt på Jer.

Glædelig Jul til Jer alle sammen

God dag

2007-12-07T20:23:00.000+01:00

Vi har haft en dejlig dag hjemme Trolden og mig. Jeg tror, han har nydt rigtig godt af det. Han har siden, undersøgelserne og blodprøvetagningen igår, grædt hver gang han ikke kunne se os mere. Men tiden har hjulpet lidt på det idag.

Det er Fredag aften, julepynten hængt op, advendtskransen lavet, huset gjort rent, barn badet og for længst puttet, vasketøjet hængt op og næsten i bund, eftermiddagslur mens barn sov i barnevogn, manden efter pizza og bordet dækket, udsigt til en slappeaften foran fjernsynet - overskudet er ved at finde mig igen eller omvendt :-)

Rigtig dejlig weekend til Jer alle derude.

Hjemme igen

2007-12-06T20:32:00.000+01:00

Vores læge sendte os videre til børneafdelingen, da han var bekymret for så mang dage med diarre og manglende væske.
De var rigtig søde på sygehuset, og vi blev modtaget godt.
Han kvikkede selvfølgelig endnu en gang op, da vi ankom. Så følte jeg/vi os lidt dumme og at vi spildte deres tid, sådan så de heldigvis ikke på det. Lægen undersøgte ham, men sygeplejesken pustede sæbebobler for trolden.
Han brokkede sig højlydt og gad bare ikke mere, det værste var, da de skulle tage blodprøver. Der skulle jeg ligge med ham i sengen og holde ham, mens han skreg og kæmpede imod. Vi fik lov at tage hjem, og de ville kontakte os i forhold til blodprøverne, hvis .han skulle i behandling endnu en gang med pecilin. Vi skulle kontakte dem, hvis han blev dårligere indenfor de næste 24 timer.
På sygehuset fik han flødeis, og han var vild med det. Sygeplejesken gav os de sidste to med hjem - sød tanke. Når men han var temmelig afkræftet, da vi tog hjem og sov hele vejen hjem. Desværre vågnede han, da vi stoppede bilen, og han ville ikke sove videre i barnevognen.
Men det har været en rigtig god aften. Han har virkelig taget drejnig og er livet fantastisk meget op. Så nu håber og beder vi til, at han har været helt ned, for igen nu snart efter to måneder igen kan komme på toppen 100 %.

Moderes humør er meget bedre, energien dog stadig i bund. Jeg har taget en barn sygedag imorgen og håber, at vi alle får lidt energi igen.

Mit humør røg i top, da et rigtig dejligt menneske, fortalte mig om hendes graviditet. Jeg er så glad på hendes vegne :-)

Brugt op

2007-12-06T10:45:00.000+01:00

Er lige ringet hjem fra arbejde. Trolden endte op med opkast og diare her i weekenden. Jeg varm hjemme mandag og vi havde begge fri igår. Men nu havde han 3 gange haft diare her til morgen og han er svimmel og falder hele tiden når han går. Han har jo heller ikke spist ydeligere eller drukket meget gennem den sidste uge.
Jeg er bange og ked af det. Jeg er på vej til lægen nu...

Så meget

2007-12-02T10:16:00.000+01:00

Kender I det, så meget i hovedet så man ikke ved, hvor man skal starte.
Sådan er det her lige nu.

Jeg har haft gang i rigtig mange ting de sidste måneder, og har de sidste uger godt kunne mærke energien totalt i bund. Jeg kan overskue rigtig mange ting på en gang uden at miste overblikket, men i sidste uge kunne jeg mærke, at tårene pressede sig på på arbejdet, og at jeg allermest bare havde lyst til at skrige og hoppe hjem i seng, hvor INGEN lige skulle tale mig på den ene eller anden måde.
Gennem de sidste 4 måneder har der været en del møder også om aftenen i forbindelse med mit arbjede. En del af mine kollegaer jeg arbejder sammen med har været syge i en længere periode. Det betød, at jeg skulle bære hele ansvaret i min afdeling, samtidig med at jeg var forholdsvis ny. Oven i det har jeg sideløbende haft nogle projekter kørende. Ydeligere har jeg altid fri tidligt om tirsdagen, men de sidte 7 uger har jeg været på et kursus så ingen tidlig dag.
Heldigvis er et af projekterne afsluttet i fredags, og tirsdag er sidste gang hvor jeg skal på kursus, og så for jeg min tidlige dag tilbage. Ydeligere har jeg sagt fra til nogle arbejdesopgaver, som min leder gerne ville have, jeg involverede mig i.

Vi har også været i kontakt med fertilitetsklinikken og er afsluttetderfra, stadigvæk en mærkelig følelse for mig men vist mest lettet.

Så er der jo trolden, som bare vokser og stortrives. Jeg elsker ham og min lille familie, og jeg elsker at være mor for det lille menneske. Desværre har han jo haft lungebetændelse to gange gennem den sidste 1½ måned og i mandags måtte vi afsted endnu en gang, da han var begyndt at hoste og tage sig til ørene. Mellemøresbetændelse og asmatisk bronkitis var resulstatet, så endnu en gang er han på pincilin oghar haft brugt masken igen.
Så er det også snart to måneder siden, vi begyndte at putte ham i hans egen seng, når han skulle sove. Vi har kæmpet, og han har kæmpet, og det har drænet os for energi. Det har selvfølgelig ikke gjort det bedre, at han har været så meget syg, for så skulle vi igen starte forfra. Men vi har holdt fast i det og selvfølgelig været afbrudt af gange, hvor jeg har faldet i søvn med ham og sovet med ham i den store seng, når han havde det skidt.
Men ved I, igår skete det, vi har ventet på og arbejdet for i lang tid. Trolden blev puttet som sædvanligt, rejste sig op en gang og kaldte, farmand gik ind til ham, og sagde han skulle sove. Trolden tog sit sovedyr op på sin kind, vendte sig om på siden og faldt selv i søvn efter 4 minutter. Det var en fed oplevelse, og det har givet rigtig meget energi til os alle tre vist.....

Den lille pige, jeg fortalte om i sidste indlæg, er nu startet i kemo,behandling. Heldigvis har de fået af vide, at overlevelsesrpocenterne er store. Jeg håber for dem, at de snart få lov at få lidt ro ind i deres familie igen.

Så har jeg opdaget en af mine svære sider. Eller noget som er svært for mig. Jeg havde en masse ferie til gode, og de feriedage har jeg lagt, så jeg vil have fri 1 gang ca. hver 3 uge. Dengang jeg havde planlagt fridagene, x jeg med det samme trolden fri fra dagpleje.
Men problemet for mig er faktisk at give mig selv lov til at kunne sende ham i dagpleje, og så bruge en halv dag eller nogle timer herhjemme og ALENE. Jeg for dårlig samvittighed, og ønsket om lidt alenetid bliver sidestillet med en dårlig mor, hvis jeg holder fri og så ikke holder ham hjemme. Det er forkert inde i mig at kunne side her og lave ingenting og hygge mig, mens han så skulle være i dagpleje.
Men selv om det er så svært for mig, har jeg besluttet mig for at tage en afspadseringsdag den 10, og jeg har bestemt, at han kommer afsted ihvertfald i nogle timer, og så er der dømt alenetid for mig selv. Jeg skal og vil gennemføre det, men jeg ved, det bliver ekstremt svært for mig at holde fast i.

Så er det jo blevet december. Jeg håber I alle er kommer godt ind i julemåneden. Nu vil jeg stoppe med at skrive og hive julekassen frem.

Glædelig jul til Jer alle.

Uretfærdigt

2007-11-13T21:05:00.000+01:00

Vores nære venner har igår fortalt os, om deres andet vennepar, som vi også kender, netop har fået konstateret, at deres 5 årige pige har fået ,kræft i maven. Hun er blevet scannet idag, og på fire dage har knuden bredt sig 2 cm. Hun skal hasteopereres på Fredag. Det har nu spredt sig til hendes underliv.
Jeg græder, mens jeg skriver det. Det er så urtfærdigt og pludselig alt for tæt på.
Alle mine tanker går til deres lille pige og hendes mor og far.

Lægevagten

2007-11-11T11:14:00.000+01:00

Har lige ringet til lægevagten og kører derind om lidt.
Tror desværre at trolden har fået lungebetændelse igen.
Øv hvor er det altså synd for ham.

Øv han har desværre lungebetændels igen nu. Pincelin og barns første sygedag imorgen.

Egen seng ok

2007-11-04T21:54:00.000+01:00

Det går ganske godt nu her to uger efter, vi igen har startet med at putte trolden i hans egen seng.
Altid samme ritualer. Nattøj på, børste tænder, vand, godnathistorie, vand og så i seng.
De første 5 dage var seje, han græd meget, men han sov hele natten med en eller ingen gange, hvor han vågnede. Det var som om, at han efter den første uge fandt ud af, at det var ok at ligge i sengen og falde i søvn. Han faldt i søvn efter ½ times tid, og vi endte altid med at nuse ham på ryggen de sidste 5 minutter, inden han faldt i søvn.
Efter den første uge, begyndte han at sove ekstremt dårligt og vågnede en del gange i løbet af natten. Ydeligere vågnede han altid midt om natten og græd. Så tog vi ham over i vores seng. Nogen gange sov han der hele natten og andre gange lagde vi ham tilbage i egen seng igen. Han havde også nætter med maridt, han drømte ihvertfald og vågnede meget ulykkelig. I dagtimerne ville han ikke lade os være ude af syne og var i nogle få dage pyldret.
Nu har han taget et spring igen her to uger efter. Han brokker sig stadig kort, inden vi ligger ham i hans seng, men herefter kan han godt begynde at snakke løs og grine derinde. For første gang i aften han han også accepteret, at vi ligger ham ned og siger godnat, og han blev liggende i et lille stykke tid uden at brokke sig. De sidste to nætter har været gode. Han har været vågen en gang, hvor han fik sutten og vågner først ved 5 tiden, hvorefter han kom over til os og sov videre til 7 tiden.
Så jeg synes, det går rigtig godt, og en dag falder han i søvn helt af sig selv, det ved jeg. Han skal jo bare have tiden til at finde ud af det.

Håber I har haft en god weekend derude...

Tredje aften

2007-10-25T21:06:00.000+02:00

er overstået med det nye putteritual, og det er jeg rigtig glad for.
Aftenen igår var bestemt ikke bedre end den første, men sådan var det vist også sidste gang, formentlig fordi, han vidste hvad der skulle ske. Faktisk synes jeg, han græd flere tåre end gråd.
Vi har en dreng, der ikke giver op så let, og det er vel i grunden slet ikke dårligt! 50 minutter tog det. Til gengæld har han igen sovet hele natten.

Her til aften har gråden ændret sig mere brok end gråd og med mange pauser uden gråd eller brok. Det er en enorm lettelse. Ydeligere kunne vi også ligge ham ned her til aften, og han blev liggende og stoppede hurtigere med at græde. Enkelte gange, når jeg kom derind for at ligge ham ned, lagde han sig selv ned sødt og rigtig godt gået af min dejlige trold og hans mor og far:-)
½ time tog det idag, jeg er vist blevet bedre til at holde gråden ud, men det gør ikke mindrte ondt at skulle gennemføre...

Falde i søvn i egen seng del 2

2007-10-23T21:55:00.000+02:00

Så er trolden kommet ovenpå igen efter sin lungebetændelse, og vi har puttet ham i egen seng her til aften.
Det var præcis lige så hårdt omend ikke mere, som det var sidate gang. Endnu en gang græd han bare hjerteskærende i en halv time og rejste sig op hurtigere, end vi kunne nå ud af døren. Vi sad i sofaen og holdte hænder, mens vi talte om, hvor hårdt det var at høre ham være så ulykkelig. Vi var MEGET tæt på at tage ham op og gå rundt med ham. Men holdte det istedet ud og mindede hinanden om, at sidste gang tod det 1½ time den første dag. Efter den første halve time, begyndte han så småt at have sekundpauser uden gråd, men rejste sig stadig op hver gang, vi lagde ham ned. Til sidst var han meget træt og virkede udmattet eller ihvertfald træt.
Jeg prøvede mange gange at ae ham på ryggen, efter jeg havde lagt ham ned men uden held. Efter 50 minutter lykkedes det mig at lægge ham ned og ae ham på ryggen, hvorefter han blev liggende. Der gik 1 minut, så snorkede den stakkels lille fyr.

Puha nu er den første aften heldigvis overstået.

Hva nu !

2007-10-14T16:56:00.000+02:00

Når men indslaget her idag skulle faktisk handle om barn nummer to. Eller ihvertfald om start af behandling med barn nummer to. For vores aftale med klinikken var, at vi skulle starte op med blodprøverne efter sommerferie i starten af September, og nu er vi i Oktober. Vi har endnu ikke kontaktet dem, og vi har ej heller hørt fra dem.

For tre måneder siden ville jeg ikke igang så hurtigt, og det vil jeg vel heller ikke nu og alligevel gerne. Når jeg mærker efter helt derinde, så kan jeg mærker behovet for tid til mig selv. Gennem de sidste to år har jeg været i behandling og sidenhen gravid, hvor meget af tiden blev tilbragt på sofaen. Ydeligere har det sidste år stået i troldens tegn, og det ville jeg aldrig bytte væk. Men nu er han blevet et år og sover bla. igennem. Jeg ammer ikke mere, hvilket giver mig mulighed for at tage afsted og mødes til brunch med veninderne. Eller en ugentlig fritidinteresse. Vi har også fundet os selv som familie. Ydeligere har vi begge skiftet job i løbt af sommeren, DD for nylig, og lillemanden har fået en ny hverdag.

Oven i alt det, så føles det som om, at vi begge har fundet vores plads i vores lille familie og rollen som forældre. Vi er vel det man kan kalde for vokset med opgaven, og nu har vi fundet et godt ståsted sammen. Jeg det jo rigtig godt, sådan som det er nu, og derfor vil jeg egentlig bare gerne mærke og nyde det hele, som det er lige nu.

Jeg ville have svært ved at finde energien til endnu en omgang behandling, og jeg vil også gerne kunne give trolden lidt mere tid, for ham selv inden han skal dele sin mor og far med en søster eller bror.

Og når nu jeg har det sådan, så burde det jo ikke være så svært at ringe vel? Men det er det altså alligevel. For det er modstridende for mig at fravælge hjælpen til noget, der har givet mig så meget her i mit liv. Der har været dage, hvor tanken faktisk har været følt som noget forbudt at gøre. Underligt måske, men sådan er det bare lige nu. Jeg ved godt, at vi til hver en tid kan købe os til endnu en mulighed, men det er slet ikke det, det er den følelse jeg får, når jeg skal fravælge noget, jeg har skullet bruge for at få trolden.

Det er som om, jeg skal have overbevidst mig selv om, at det at fravælge behandlingen nu, jo ikke er afgørende for, om vi senere hen får et barn til.

Gå gå gå

2007-10-09T20:00:00.002+02:00

Tak for alle Jeres hilsner, det går alleres meget bedre med trolden og heldigvis undgik vi vagtlægen Søndag.

I mandags tog Trolden for alvor sine første mange skridt og nu starver han rundt:-)

Lungebetændele

2007-10-06T21:26:00.000+02:00

Øv trolden har lungebetændelse. Natten mellem torsdag og fredag røg far på sofaen, og lillemanden i den store seng ved siden af sin mor. Han fik det rigtig skidt og var vågen hver ½ time hele natten. Fredag fik vi en tid hos lægen, og nu er han på pencelin og inhalator til hjælp til at kunne trække vejret. Hvor godt vi kom så hurtigt afsted til lægen. Hvis ikke det var blevet merkant bedre søndag, skal vi igen kontakte lægen. Men jeg synes, at han har det meget bedre allerede.
Til aften faldte han i søvn ved mig, og inden han gav sig til at sove havde han klappet talrige takter med sine små hænder:-) Jeg tror, han er klar til egen seng igen Mandag:-)

Hårdt hårdt hårdt

2007-10-04T20:39:00.000+02:00

Jeg synes det er hårdt, underligt nok ikke at trolden græder fordi gråden nu har ændret sig til brok. Men man bliver altså brugt på en helt anden måde, når aftenen starter som den har gjort de sidste dage herhjemme.
I aften faldt lillemanden i søvn til sidst ved siden af sin mor i den store seng. Årsagen er den, at han nu er blevet syg med snot og meget hodterrig. Det piber, når han trækker vejret. Vi startede med at putte som de andre dage, og faktisk varede gråden idag kun 10 minutter, så holdt han pauser og brokkede sig istedet for gråden med tåre. Han var stort set også faldet i søvn i sin egen seng men blev ved med at vågne , fordi han hele tiden hostede, og så græd han. Så derfor skulle han selvfølgelig ikke ligge der, når han havde det sådan. Først gik D.D lidt rundt med ham, men han vågnede igen uden helt at vågne. Så til sidst lagde jeg mig med ham, og så sov han efter 5 minutter og har sovet siden.
Det er som det skal være, når hn er syg, men jeg sidder alligevel lidt med en følelse af, at det er "spildt" de forrige dage, fordi putningen endte på denne måde idag. På den anden side ville vi aldrig gøre det anderledes, og så må vi jo bare klø på igen imorgen:_)
Vi skal nok nå dertil en eller anden dag....

Uh det gør ondt i hjertet

2007-10-03T20:23:00.000+02:00

Vi er ved at lære lillemanden at falde i søvn i egen seng. Det er præcis lige så hårdt, som jeg havde forberedt mig på. Men vi holder ud D.D og mig - sammen og det hjælper en del.
Det er 14 dage siden, jeg stoppede med at amme ham om aftenen, og efter en uge, var det som om, at trolden igen havde fundet en ny rytme, og vi var igen kommet ned på den 30 minutter med putningen. Jeg havde en god følelse af, at det var ok for trolden, og det gjorde, at jeg blev klar til, at han blev puttet i egen seng dog selvfølgelig ikke uden en konkret mavepine om søndagen.
Vi have lavet en meget nøje plan herhjemme i forhold til, hvordan vi ville putte ham, om han skulle tages op, hvornår det var for meget gråd osv. Den plan har været god for os, for det har gjort, at vi selv blev mere bevidste om det. Mandag læste jeg historie for ham, den samme som hidtil, og jeg fortalte ham, at han nu skulle puttes i sin egen seng, at han sikkert ville græde meget og blive ulykkelig, og at det ville være svært for mig, at vi elsker ham højt, og vi nok skulle passe godt på ham hele tiden.
Han smilede glad, da jeg puttede ham, og da han fandt ud af, at jeg ville gå græd han som pisket, inden jeg var gået ud af hans værelse. Den første halve time græd han stort set konstant, og vi gik dering hvert 15 sekund, den næste halve time holdt han "pauser" på et halvt minut med at græde, og den sidste halve time var der lidt mere mellem han græd. Efter 1½ time faldt han i søvn i sin egen seng.
Tirsdag græd han mere intens end dagen før, og vi gentog det samme som aftenen før. Efter en time sov han.
Idag græd han lige så intenst men med længere perioder uden gråd. Efter 35 minutter sov han.
Det er hårdt at høre hans gråd og se tårene på hans kind, og jeg glæder mig til der er gået flere dage.

Første skridt

2007-09-19T20:42:00.000+02:00

Mandag: trolden blev lagt til som altid, men første gang han vente sig om efter sin sut, stoppede jeg. Det accepterde han men dog ikke uden brok og søgen efter brystet efterfølgende.

Tirsdag: Lagde ham til, men han suttede kun enkelte gange, og så stoppede jeg igen. Han faldt meget hurtigt i søvn

Onsdag: Lagde ham slet ikke til, men han fik istedet en godnat historie i stuen, og blev puttet i den store seng, som altid. Overraskende brokkede han sig slet ikke. Hmn det tog dog en time at falde i søvn, men ingen gråd. Han er god:-), og det er moren vel egentlig også:-)

Torsdag: Godnathistorie i stuen og puttet med mor i den store seng. Jubii nu er vi nede på 45 minutter :-) Heller ingen gråd idag.

Fredag: Samme måde som igår og stadigvæk de 45 minutter. Da vi havde ligget i 10 minutter, og efter han et par gange havde vendt sig fra side til side, begyndte han at klappe og grine samtidig med, han tog sine fødder op under sig for at kilde dem og derefter grine endnu højere. Alt imens han selvfølgelig stadig holder øje med moderen for at se, om hun måske også skulle grine lidt:-)

Lørdag: Det har hele tiden været den samme historie vi har læst i ugens løb, og nu griner han over hele hovedet, når vi tager bogen frem. Jeg tror faktisk godt, han kan genkende den.
Idag sov han efter en halv time. Det går den rigtige vej....

Trolden er forbløffende hurtigt vænnet af med bryst, og imellemtiden er moren faktisk også blevet klar til at putte ham i hans egen seng. Det gik op for mig, hvad det er jeg synes er synd for ham. Det er fordi, at vi jo på ingen måde kan forberede ham på det. Det kunne vi selvfølgelig heller ikke med at stoppe amningen, men der lå jeg jo efterfølgende ved siden af ham, der havde han jo mig istedet.
Det kan vi ikke i hans egen seng, så på et eller andet plan føler jeg, at han bliver efterladt inde i sin seng, til han også finder ud af at det kan være dejligt at falde i søvn i sin egen seng. Vi er der selvfølgelig stadivæk for ham og hos ham, når han får brug for det. Men det er alligevel ikke helt på samme måde.

Imorgen er det mandag og kursustid for mit vedkommende. Jeg har glædet mig en del faktisk også til den der egen omsorg. Men nu glæder jeg mig altså ikke, jeg får helt ondt i maven og kan slet ikke finde den glæde....
Mion den når at dukke op ? eller vil savnet overskygge det hele???

1 år

2007-09-19T16:05:00.000+02:00

Vi har været til 1 års undersøgelse i dag.

Det gik rigtig godt, og trolden fik rigtig mange dejlige ord med på vejen:-)
Han gad godt nok ikke sidde stille, og han blev temmelig gal, da lægen ville kikke ham i ørene og munden, så det blev vist ikke helt efter bogen.

Men altså på 4 måneder er han vokset 1,5 cm og forøget sin vægt med 900 gram. Lægen var ikke bekymret, da trolden så veludviklet og velernæret ud. Men bare for at følge lidt op på tingnen ville han gerne have besked om tre måneder, når sundhedsplejesken kommer igen ang. længde og vægt. Hvis han stadig ikke har taget synderligt meget på, ville han gå ind i det der ellers ikke.
Moren fik selvfølgelig lynhurtigt tanker om en dreng med et gen, der gør, at han ikke ville vokse almindeligt. I sådanne situationer løber tankerne altså helt løbsk for mig. Jeg sagde det højt, og lægen berogligede mig, og sagde at det havde han oplevet 1 gang i 15 år, og det mente han bestemt ikke var tilfældet her overhovedet, han ville bare følge ordentlig op på i dag.
Så er der jo også lige det med, at han stort set ikke spiser frokost, men til gengæld spiser han jo dobbelt til både morgen og aften.

Motorisk går han rundt om alle ting og kravler op, hvor han kan komme til det. Han har endnu kun gået et par skridt få gange alene, men jeg tror snart han opdager fidusen i at bruge sine ben til at gå på:-)
Han drikker også selv af kop, det har han egnetlig gjort i over en måned nu. Han elsker at gynge og blive kastet rundt og op i luften.

Han siger mange lyde og efterligner gerne vores ord til ham som tak og hej fx.
Han vil også meget gerne dele sin mad med sin mor og far og give os mad med sin egen ske, det giver nogle lækre oplevelser for forældrene :-)
Han er altid glad og smiler og griner meget, jeg elsker det... Er også en meget kærlig dreng, der i øjeblikket er vild med at blive nusset.
Han gidder ikke at blive skiftet på puslebordet, så det er om at finde på noget til ham i hånden, som han kan underholdes med, når han skal skiftes.
Så er han for nylig begyndt på at "overgøre" sit udtryk for at være ked af det, hvis han for eksempel slår sig, og så siger han altid "eeej". Det er lidt sødt, den måde han gør det på. Åh ja så er der selvfølgelig det med temperementet. Han skriger hidsigt, hvis tingene ikke makker ret, når han for eksempel putter en ting i noget andet.

I forhold til søvn puttes han stadig ved 19 tiden og sover til 6 stykker næste morgen. Ofte sover han igennem hele natten andre gange har han brug for en sut.
Ydeligere tager han også sine to lure om dagen.

Bedst af alt er hans evige trang til at udforske verdene og hans altid nysgerige væsen.
Han stortrives, og nogen gange skvatter benene altså væk under mig, når jeg mærker glæden overmande mig over den dejlige unge, vi er så heldige at have fået i vores liv.

Så er han kommet rigtig godt ind i at være i dagpleje, her er han meget glad for at være, og vi kan heldigvis aflevere sent og hente tidligt.

Hvor jeg elsker den dreng og hans far......

Amning og falde i søvn i egen seng

2007-09-18T14:24:00.000+02:00

Suk nu er trolden blevet et år, og vores tanke har hele tiden været, at jeg også stoppede aftenamningen, når han var fyldt sit første år.
Det har aldrig været svært for mig at tænke tanken men anderledes er det i praksis. Det er endnu et farvel, og jeg vil hurtigt indrømme at det har krævet en del tilløb fra min side af. Min lille baby, der diede ved mit bryst er for alvor blevet en lille tumling, der ikke har brug for at få nærkontakten med sin mor mere igennem amningen. Han har faktisk været klar i et lille stykke tid. Eller det tolker jeg ud fra den dalende interesse for amningen, og hans hurtige interesse for andet, når jeg lagde ham til.
Men for mig har det været lidt sværere at skulle forlige mig med tanken om at stoppe amningnen totalt. Jeg er klar over, at det nu er mit behov og ikke længere min søns, men altså derfor kan det jo godt være svært at give slip. Så weekenden blev brugt til at tage afsked med de intime stunder ved amningen. Til gengæld er jeg også blevet afklaret med det og kan give slip.
Så er der lige det med tidspunktet, for oven i ikke at få brøst mere, så vil vi også til at putte ham i hans egen seng. Det har også krævet omstilling og tilløb fra min side af. Jeg har virkelig haft ondt i maven i weekenden, fordi jeg ved, at det lille menneske vil blive totalt ulykkelig, når han bliver puttet i sin egen seng, når nu han har været vant til at falde i søvn ved siden af min i den store seng i mange måneder. Jeg kan næsten ikke bære tankenm om hans gråd. Egentlig var planen, at vi ville starte fra igår med begge dele, men hverken D.D eller jeg selv var på toppen, derfor blev det ikke igår. Til gengæld ammede jeg ham, men kun meget lidt, da han havde interessen et andet sted, og puttede ham i vores store seng.
Vi talte meget om, vi skulle tage begge dele fra ham samtidigt eller en ting af gangen. Jeg kunne ikke holde tanken om begge dele ud på en gang egentlig heller ikke D.D, så derfor er planen at stoppe amningen først i denne uge og så formentlig putte ham i egen seng i næste uge.

Jeg glæder mig til vi er kommet det videre, og han sådan helt selv kan falde i søvn i sin egen seng.
Har i nogle gode forslag til en god overgang???? Hvor lang tid, skal man lade dem ligge, når de bliver kede af det, hvornår tager man dem op, eller tager man dem slet ikke op, når de er puttet, hvis de græder????

Et år

2007-09-15T08:04:00.000+02:00

Hurra for min lille krudtugle idag fylder han sit første år og skal fejres med gaver og kagemand :-)

Det er en vild følelse på så mange måder for hans mor....

Vildbasse

2007-09-09T10:11:00.000+02:00

Min lille trold er en dejlig vildbasse. Han har altid haft myre i sine bukser og har aldrig haft interesse i at side stille på sin lille mås. Derimod har han altid haft et højt aktivitetsniveau og en klar opfattelse af, hvad han ville.

Jeg har lige været i mødregruppe. Alle ungerne kravler jo nu og kan også godt sidde og lege sammen. Hmn men altså mit lille barn er så bare ikke lige et af de børn, de sidder stille på måsen og leger i lang tid med legetøjet. Han vil bevæge sig og udforske ALT legetøjet inklusiv det de andre leger med.

Forstil Jer, at der står en kasse med mange klodser i midt på gulvet og rundt om sidder der 4 børn, og leger pænt med de her klodser. Trolden er lige vågnet og kommer ned på gulvet. Han kravler selvfølgelig hen til de andre, men altså en klods er ikke nok for ham, så han tager istedet fat i hele kassen og trække den med sig væk fra de andre.

Moren her tager nogle klodser op af kasen og giver til sit barn, sætter kassen hen igen til de andre, tager sit barn med og sætter ham ved siden af de andre, og fortæller at han nok skal få lært at dele:-) Reaktionen er smil hos de andre mødre. Der går mindre end et minut, og en af de andre børn tager en klods fra trolden. Han bliver altså sur og hiver klodsen tilbage og slår med den efter det andet barn. Jeg griber selvfølgelig ind og stopper ham. Så bliver han sur og alle klodser der er i nærheden af ham får en tur inkl. de andres. Jeg trækker ham lidt væk fra de andre og tager ham op til mig.

Jeg forstår godt hans reaktion og selvfølgelig skal han lære at sige fra med sine ord og ikke ved at slå. Men efterfølgende begynder flere af de andre at kommentere situationen, ikke det, at den anden dreng tog klodsen fra ham men kun hans reaktion. De siger bl.a. "Når x sådan plejer du da ikke at være" , "du plejer da at være stille og god mod de andre".
Jeg mærker bare ubehaget invendigt. Jeg føler mig udenfor på en ubehagelig måde. På den måde, hvor det lige er mig, der har det "uagtige" barn med, der ikke er god ved de andre. Jeg ved k´jo godt, at han er en god dreng, og at med tiden vil lære at dele og ikke slå. Men for fanden da også, hvor det dog bare rammer, når de andre begynder at kommentere på mit barns adfærd!

11 måneder

2007-08-27T20:38:00.003+02:00

Min dejlige unge er blevet 11 måneder, og han bevæger sig småt fra babyen til den lille tumling, det er vidunderligt at mærke alle hans færdigheder vokse og vokse....Har jeg sagt det før, han er sgu så dejlig:-)Han har stadig sit dejlige lyse og milde sind. Det sjoveste påfund er hans krukkede måde at efterligne et stort grin, når vi andre griner. Når men han var jo 10 måneder, før han kravlede, til gengæld er der sket meget i hans udvikling stort set hele tiden den sidste månedes tid.Han rejser sig op ved alle ting, og kravler også op, på små ting. Hans nye opdagelse er at give slip, mens han står op for at falde med et bump til hans store fornøjelse:-)Han vil også meget gerne gå, når vi holder ham i hænderne. Han er også begyndt at pege og sige billyde.Han drikker også selv af kop, og er blevet rigtig god til ikke at spilde mere.

Hans hovedmåltid er stadigvæk om morgenen og om aftenen. Frokosten har ikke hans store interesse.

Han havde spist rugbrød i lang tid. Men da han blev 10 måneder fik han to tænder og havde meget ondt i gummerne. I den periode tilbød vi ham derfor grød, som var en god løsning for ham. Samtidig tilbød vi ham rugbrød sideløbende men uden interesse. En dag puttede jeg nutella på, for at undersøge om han ville spise det. Det røg ned med stor fart og fortalte mig, at det ikke mere var rugbrødet. Det fik han i 3 dage, og begyndte så igen med andet pålæg på rugbrødet. Nu er det sådan at han nogledage spiser rugbrødet bart med stor velbehag, andre dage med pålæg og andre dage igen kun med nutella- mon ikke det løser sig selv?

Jeg ammer ham stadig inden sengetid, det har dog mindre og mindre interesse...

Han bliver også stadigvæk som altid puttet klokken 19 og sover ved halvotte tiden.

Som sagt ammer jeg stadig, og bagefter ligger jeg mig ned med ham, og som regl bruger han lige 5 minutter på at krudte af, og vender sig om modsat mig i en kort stund og falder til sidst i søvn på maven:-) Ligesom sin far gør...

Vi har talt om at putte ham i sin egen seng fra starten, når jeg stopper med at amme ham inden for kort tid.

Men vi skal vist lige samle overskud til den overgang.

Han vågner en gang imellem en gang om natten for at få sutten og står op mellem 5.30-6.15 tiden.

Han sover også stadig sin formiddagslur ved 9/10 tiden på et par timer og igen en times tid ved 2/3 tiden.

Når jo så han også stadig myre i sine bukser, han sidder ALDRIG stille, det holder hans mor og far godt igang:-) Det er måske også derfor han stadigvæk vejer de 10 kg med sine 76 cm lang.

Hans mor er begyndt at vælge slik og alle de andre dejlige sager fra, da der er kommet et par ekstra kilo på efter ammningen, er sat ned til en gang i døgnet.

Jeg nyder livet som mor og er faktisk så småt begyndt at kunne tænke endnu et barn ind i vores lille familie...mere om det en anden dag.

Åh ja så er jeg også begyndt at glæde mig , lidt ihvertfald:-), til mine kursusdage/og egenomsorgsdage i September.

Øh

2007-08-20T15:47:00.000+02:00

Jeg har sagt ja til et kursusforløb over to dage på fyn, så det er med overnatning.
Først havde jeg helt ondt i maven over det, men omvendt er jeg altså begyndt at glæde mig en smule. Jeg mener fx. til at skulle spise mad i 1½ døgn, hvor jeg kan tygge maden så meget jeg lyster, uden at skulle skynde mig grundet en lille dreng. Altså så kan jeg jo også læse lidt, inden jeg går i seng, netop fordi jeg ikke er banketræt efter at have været på hele dagen. Jeg skal faktisk kun tænke på mig selv. Og alt sammen kan jeg jo netop godt glæde mig lidt over ik, for jeg ved jo, at trolden og hans far vil gennehygge sig herhjemme som altid imens:-)
Men for pokker det kræver øvelse ikke at have dårlig samvittighed over at tænke og glæde sig over at skulle have lidt tid for sig selv.

Donere egne æg væk

2007-08-11T16:16:00.001+02:00

Jeg tænker meget over, om jeg mon skulle donere mine æg væk.
Det er så nemt for mig at være egoistisk og tænke nej selvfølgelig, vil jeg ikke donere dem væk. Men altså for fanden i panden, det er da lidt pinligt, for jeg ville jo gerne have taget imod donorsæd!
Jeg ved, der er nogle i blogland, der har valgt at gøre det, og hvor jeg mange gange har tænkt, det er stort at kunne gøre.
For det er stort, og jeg ville ønske, at jeg selv var mere afklaret omkring det.
Det sværeste for mig er at forene mig med tanken om, at der på en eller anden måde, ville være "noget af mig" gående rundt derude, hvis en anden kvinde brugte mine æg.
På den andn side, forenklede vi det meget, da vi selv talte om donoræg dengang.
Jeg ved det sgu ikke helt, hvad jeg vil.....................

Donorbørn

2007-08-01T20:11:00.000+02:00

Jeg så i går aftes en genudsendelse med "Donorbørn". Vi har selv gennemsnakket området, da vi jo dengang i 2 forsøg blev rådet til at bruge donorsæd. Jeg kan godt huske vores mange snakke om det. Vi var ihvertfald helt eninge om, at det eventuelle barn skulle have af vide, at det havde en anden biologisk far end D.D. Vi var også gode til at fokusere på, at vi ville være barnets "rigtige" forældre begge to, fordi vi jo var de primære voksne i barnets liv. Den gang var det slet ikke så kompliceret at forholde sig til, som det er nu.

Hvordan mon det ville være at have trolden, hvor D.D er biologisk far og så et barn, der måske blev donorbarn? Ville vi som forældre kunne opleve at føle forskel rent følsesmæssigt, ville der opså en konflikt mellem børnene senere hen?

Ville jeg mon være bange for at kunne føle afvisning, hvis barnet havde brug for at kunne opsøge sin biologiske far? Ville det andet barn føle sig snødt?

Eller ville situationen med donorsæd slet ikke have nogen betydning, når først barnet var blevet født?

De medvirkende igår, følte sig snydt, fordi de i mange år havde troet, at deres far var deres biologiske far. De følte sig halve og ønskede at finde ud af den "manglende halvdel".
De gik ikke ind for donorsæd, samtidig med at de var glade for Deres egen exsistens!
Der var også indslag om anonymiteten i det. At alle skulle have muligheden for at kunne søge tilbage i sine biologiske rødder.
Men hvad med alle dem, der ville været en del af sæddonorens liv? Hvordan mon livet ville blive/være for dem, hvie de pludselig blev opsøgt. Hvad hvis de selv havde stiftet familie senere hen?
Der er mange ting i det.

Igen hvem ville fravælge at kæmpe for et barn, hvis de var tvunget til at bruge donorsæd, og måske havde kæmpet for det her barn i mange år?
Hvad ville du gøre, hvis du rent faktisk stod i situationen. Er det overhovedet muligt at vide, hvis man aldrig har stået i situationen?

200 og 10 måneder

2007-07-23T15:04:00.000+02:00

Ja altså tænke en gang, nu er jeg ved at skrive mit indlæg nummer 200.
Samtidig er trolden nu fyldt sine 10 måneder. Det er så vildt, at den dejlig unger er et år lige om lidt.

Han er begyndt at kravle, faktisk gjorde han det på sin 10 måneders dag. Nu er han stort set alle steder, selv dørtrinene kravler han over, det er sgu skønt at have sådan en lille trold i hælene, eller bedst af alt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og han storkravler mig i møde.
Så har han i et stykke tid også rejst sig op på knæerne, indtil imorges, hvor han rejste sig op i sin seng i fuld højde.

Han har i et par måneder haft de nederste fortænder og den øvrste fortand er også kommet frem nu. Faktisk have han 40 i feber i tre dage, da den sidste tand banede sig frem. Ydelige levede han næsten af grød til frokost, fordi han ikke vill have rugbrød eller noget andet. Kartofflerne blev vi også nødt til at blænde igen, hvis vi skulle have ham til at spise det. Det har selvfølgelig været fordi, at det har gjort ondt i hans gummer.
Men nu er vi tilbage igen, og han har igen fået en dejlig appetit. Han spiser mest om morgen, hvor hans hovedmåltid klart ligger.

Så har faderen jo stadig en god måneds barsel med trolden herhjemme, og så er det ud i den store verden og blive passet. Han skal passes samme sted som sine to kusiner, der er de 10 måneder ældre, så det bliver der ingen ben i for ham ihvertfald.
Men for mig er det stadigvæk menigsløst for mig at gå på arbejde, når jeg har et lille barn derhjemme. Jeg synes, at et lille barn hører sammen med sin mor eller far også om dagen, til det bliver to år gammelt.
Jeg forlagde for et stykke tid siden, ideen om orlov til D.D. Han kunne ikke overskue det økonomisk, men jeg har stadi ikke givet slip på tanken om det. Jeg skal bare finde den rigtige løsning. Der er nogen der har fortalt mig, at man kan få tilskud til at passe sit eget barn. Har nogen af Jer derude erfaring med det eller kendskab til de regler, så tager jeg meget gerne imod dem.

Han sover stadig klokken 7 om aftenen, og til 5/6 stykker, og vågener nogen gange for at få sutten. Jeg ammer stadig, når han bliver puttet, og vi nyder begge denne stund.
Han pludrer ganke meget og nuanceret.Han er meget bevidst om tingene. Fx. er det nye påfund kun at spise pålæget på sin rugbrødsmad!
Så har han vist stadigvæk lopper i sin body, for han sidder aldrig stille. Måske derfor er han også kun lige sneget sig op på de 10 kg og sine 74 cm lang. Da han blev født, var han faktik den største i mødregruppen, og nu er han den mindste.

Han er en dejlig og meget kærlig skrubbe, der uden problemer holder sine forældre beskæftiget stort set hele tiden i sine vågne timer.

Regensglasbørn

2007-07-19T20:18:00.000+02:00

Det slog mig lige, tænk hvor mange unger vi kender her i blogland, som er produceret i et regensglas:-)
Og hvor mange der står og venter.......

Har nogle af Jer nogen sinde overvejet at fortælle det til Jeres børn en dag??????? Eller haft tanker omkring det emmne???

Nummer to

2007-07-17T15:35:00.001+02:00

Jeg har ikke hele mit hjerte med lige nu, tor ikke jeg er klar til omgang nummer to!

Ved slet ikke, om jeg nogen sinde bliver klar igen. Det er som om, at tiden for mig til at frygte , jo mere der går af den.
Frygter endnu flere nederlag, og hvorfor sige ja tak til dem en gang til, når jeg jo i forvejen har min dejlige unge?

Omvendt er mit ønske om barn nummer to lige så stort som det var med barn nummer et, det er bare på en anden måde.

8 ting om mig!

2007-07-15T20:15:00.000+02:00

Hmn Rikke har jo sørget for at jeg er blevet tagged, so here we go...

#1 planlagde en gang fremtiden sammen med en australier, efter at have opholdt mig i landet i 7 måneder, og kendt ham i 5 af dem. Han bakkede dog ud, da jeg, efter et år, stadig holdt fast i, at han skulle bo her i Danmark i minimum et år for at lære min kultur at kende.

#2 Har boet 3 forskellige steder i mit liv.

#3 Jeg tror på noget af det, der er mellem himmel og jord. Fik læst mine hænder i 2005, og fik af vide, at jeg ville føde et barn i September 2006, er blevet læst igen og fået af vide, at jeg på naturligvis igen vil være gravid efteråret 2008/starten af 2009!

#4 Jeg var mere en dreng end en pige, da jeg var barn.

#5 Ville en gang gerne have læst psykologi på universitetet, men mit gennemsnit nåede aldrig op i nærheden af den krævede karakter for at kunne komme ind på universitetet.

#6 Jeg er rigtig god til at planlægge og organisere.

#7 Jeg er den yngste i min søskendeflok.

#8 Mit højeste ønske som barn var at få lov til at gå i et tømt bassin i en svømmehal. Jeg kunne stadig godt tænke mig det !

Så er det jo mig, der har muligheden for at tagge :-). Legen er hermed givet videre til Frøkenhat, Solsikke og Mira

Gevinst

2007-06-29T22:06:00.000+02:00

Hvis jeg vandt mange millioner imorgen, så var der omgang til alle i blogland - altså omgang af behandlinger selvfølgelig :-)

Tid tid tid

2007-06-28T21:05:00.000+02:00

Øv altså ville bare gerne kunne kommentere og blogge noget mere, end tiden tillader i øjeblikket!

Savner

2007-06-17T15:53:00.001+02:00

Det er ham her den lille dejlige trold på 9 måneder og 9,2 kg, jeg savner og længes efter at komme hjem til, hver dag jeg er på arbejde.

Ny hverdag

2007-06-10T15:45:00.000+02:00

Jer er startet på job, og der er startet en helt ny heverdag herhjemme for lillemanden. Det vil sige så ny er den jo ikke, da D.D er startet på sin længe ventede barsel med sin søn.
De nyder det begge, mens moderen nyder fridagene i weekenden med dem.
Alt taget i betragtning går det rigtig godt.
Inden jeg startede i job, var trolden syg og derfor vågen en del gange i løbet af natten, og da forældrene var i søvnunderskud, blev den nemme løsning valgt, han blev lagt til brystet og faldt ofte hurtigt i søvn igen. Nemme løsninger koster i den sidste ende, og to dage før start på job indså jeg, at jeg ikke kunne holde til nattens udfoldelser, nogen gange synes trolden jo oveni, at han skulle være vågen gerne i en times tid i forbindelse med amningen. Så derfor besluttede vi om aftenen, at intet mere amning om natten. Min ide var, at jeg gerne ville amme ham både morgen og aften, men idet mine arbejdstider nogen gange kan ligge, inden han vil være vågen om morgenen droppede vi den amning. Så kun bryst ved 19 tiden når han bliver puttet.
Han græd MEGET og søgte endnu mere den første nat, det gjorde ondt. Stakkels barn, der ikke anede nået eller var forberedt på noget overhovedet. Jeg holdt ved, trods hans dybeste gråd og sutten på min næse, og vi kom gennem aftenen (putningen som planlagt. 3 nat var endnu mere forfærdentlig, D.D gik med ham i det meste af tiden i stuen, så jeg kunne få lidt søvn til det nye jobstart. Fredag arbejdede jeg til 16, og han havde været meget pyldret det meste af dagen. Han følte sig forladt, hvad jeg i virkeligheden jo også havde gjort!
Fredag aften var den sejeste af dem alle, han græd i to timer ved putning og var dybt ulykkelig. Vi prøvede alt inkl. tur i barnevognen. Til sidst lagde jeg ham til, han suttede ganske kort og faldt i søvn, resten af natten lå han nærmest klisteret til mig.
Herefter begyndte det stille og roligt at vende, også når han skulle puttes, han var dog stadig vågen mange gange om natten, men de fleste gange kunne vi trøste ham i hans seng.
I nat har det været rigtig godt, han sove ved 20 tiden igår og sov til klokken 5 imorges, hvorefter han sov videre til klokken 6.45 i vores seng. Vi har ikke været op en eneste gang i nat, g vi havde en meget GLAD og meget TILFREDS og veludvilet dreng imorges, der sang og grinede det meste af morgenen.
So far ser det ud som om, at beslutningen også har været den rigtige for trolden, trods den sidste 15 dags gråd.
Men for pokker hvor er han god min lille unge, først bliver amningen gennem dagen taget fra ham, så natamningen og så hverdagen med hans mor.
Nu er det som om, at hans "nye hverdag" er etableret, og han stortrives med det, ligeledes gør farmand, og faktisk er hans mor også begyndt at kunne se lyspunkterne i det :-)

Når det bedste ikke er godt nok!

2007-05-29T16:28:00.000+02:00

Jeg er vokset op med "at hjælpe andre er det rigtige". Endvidere at hjælpe andre frem for dig selv. Det har jo aldrig været et bevidst valg fra mine forældres side tværtimod, det er bare det de (nok mest min mor) er vokset op med og har lært gennem sin barndom.
Det afføder en masse ting hos mig som voksen efter jeg selv er blevet mor. I over 30 år har jeg set et billede af, via mine forældre, at det var vigtigt at være klar, når andre bad om hjælp, trods det, at det måske ikke lige passede ind i mine forældres hverdag, da der blev bedt om hjælpen.
Jeg kommer også fra en familie, hvor man hjælper hinanden. Det forventes måske ligefrem i det skjulte, at man hjælper, når andre har brug for det. Til gengæld kan man også altid regne med hjælpen fra de andre, man kommer aldrig til at stå alene. Det betyder også at min familie er meget socialt anlagt også helt ud i mine "mosterled". For sådan har det formnetlig været tilbage i min mors barndom og opvækst.
Det er en masse godt i det, men der er også mange dårlige ting.
Det har taget mig en del år for det første at finde min grænse og derefter at lære at sætte den over for andre. For med det stærke sociale sammenhold bliver grænserne hurtigt rykket og nogen gange helt usynlige, det blev de ihvertfald for mig. Eller jeg har jo godt vist og kunne mærke, når de blev overtrådt, men det var svært for mig at håndhæve grænsen, ved fx. at sige nej til en, der ønskede min hjælp, selvom det ville betyde, at jeg måtte tilsidesætte mig selv. For hvis jeg trak grænsen og fx. sagde nej til vedkommende, så blev følelsen inde i mig "at være forkert". Det var også en gang en kollega, der lånte 100 kr af mig til en julefrokost. Han glemte det sidenhen, og jeg fik faktisk aldrig sagt til ham, at han skyldte mig dem. For i mig var det ikke ok, at tage retten til at få mine penge igen, det var forkert at kræve mit! Så var det nemmere og mere rigtigt at sige når vel pyt og vente på, at han selv kom med dem. Det gjorde han selvfølgelig aldrig!
Jeg er også vokset op med at yde mit bedste og knokle for tingene, at det ikke var ok og sætte sig ned og sige, nu kan jeg ikke mere, eller nu holder jeg lige en pause og samler kræfter. Nej op på hesten igen og derud af, det var det rigtige.
For mig idag betyder det for det første, at jeg har udviklet en enorm figtherånd, jeg får altid det, jeg har besluttet mig for at ville have. Fx. med det nye job, da jeg læste jobannoncen på nettet, sagde jeg til D.D, det job vil jeg bare have, og jeg fik det. Det er en gave for mig at kunne figthe mig til tingene. En gang fik jeg faktisk en figtherpokal i en sporstgren, fordi dommerne var så imponeret over min evne til at ville vinde hele stævnet:-)
Men den evne har også nogle bagsider selvfølgelig. En af dem er, at jeg bliver forkert, hvis ikke jeg kan "gøre det færdigt", det jeg er i gang med.

Det er lige præcis, det mit indlæg handler om idag. Min barsel er slut imorgen, og D.D tager over i tre måneder. Jeg under ham det af hele mit hjerte og jeg glæder mig til, at trolden nu skal have alle de intense oplevelser med sin far og omvendt. Men inden i mig, har der været og er der til dels, en følelse, der siger "du er ikke god nok nu, for en god mor forlader ikke sin unge, før den er flyvefærdig".
Det lyder måske nok totalt åndsvagt og skævt for andre og jeg der læser, men ikke destro mindre er det sådan det har været i min virkelighed - i mit hjerte og sind. For i min hjerne er det jo ikke virkeligheden. I det her tilfælde er mit sind, det lille barn, der lærte i sin barndom at det ikke er godt nok, hvis det ikke er perfekt, eller hvis det kunne have været bedre. Min hjerne som i det her tilfælde er min voksne person ved jo godt, at det lige præcis er det bedste. At jeg M.S gør det bedste enda både for mig selv mit barn og min mand. Jeg arbejder hårdt hver dag, og har gjordt det i de sidste par uger med at få mine to viirkeligheder samlet, så jeg kan bliver ok, med at slutte min barsel og begynde på arbejde.
Jeg ved det er vigtigt at arbejde med, for hvis ikke det blvier rigtigt for mig helt derinde i hjertet, så bliver det ikke nemt for D.D at tage over. Overleveringen skal være god, så de kan få en god start.
Jeg ved også, at det er vigtigt at bryde mit møsster fra opvæksten, for hvis ikke jeg gør det nu, så giver jeg det jo videre til min søn, og det VIL jeg ikke.
Men for pokker da, hvor er det svært at bryde gamle mønstre og erstatte dem med nye, og det koster bare så meget energi på så mange måder!
Nu ved jeg, hvorfor ens egen barndom pludeslig bliver så tydelig, når man selv er blevet mor. Det er fordi, det "piller" ved noget helt derinde i dit hjerte og alle de systemer, du er og bruger hver dag.
Jeg er glad for at kunne mærke dem, og at jeg har styrken og viljen til at ændre på dem, så jeg kan give noget andet og forhåbenligt bedre til min søn.
Jeg vil lære ham, at han er god nok, som han er. At han ikke behøver at yde det optimale (uopnålige) hele tiden for at være god nok. At der er ok ikke at kunne slå til hver gang.

Hurra

2007-05-23T11:27:00.000+02:00

Sikke en fantastisk dag det er idag med det skønneste vejr:-)

Overtid opdate

2007-05-21T10:30:00.001+02:00

En klog kvinde sagde igår til mig "kan det ikke være fordi, du måske stresser lidt med nyt job og skal væk hjemmefra din lille unge" Jeg havde slet ikke overvejet den mulighed, men en time senere meldte menstrationen sig atter på banen!
Jeg nåede da at få en lille stref af glæde over en eventuel graviditet, og den var helt gratis :-)

Overtid!

2007-05-20T09:16:00.001+02:00

Fuldstændig skørt at gå over tid, når nu min menstration har været reglmæssig på sekundet siden lillemandens fødsel.
Endnu mere skørt er det altså, at jeg i sekunder bilde mig selv ind, at jeg måske var blevet gravid sådan helt uden om behandlingen!!!!!!

I det lille hjem

2007-05-14T10:26:00.000+02:00

går det rigtig godt.
Det har været godt for mig, at sørge over min barsel snart har sin ende, og at jeg skal til at have en helt anden hverdag med min lille unge. Jeg har vigtigst af alt givet mig selv lov til at være ked af det, når jeg havde brug for det, og jeg har kunne dele det med D.D.
Ydeligere har jeg haft farvelbesøg på det gamle arbejde, og det var en meget god og ordentlig afslutning. Godt for mig, for det er vigtigt for mig at få lov til at sige ordentlig farvel for at kunne sige ordentlig goddag til noget nyt. Jeg tror, jeg er noget halvvejs, jeg har stadig stunder, hvor jeg bliver lidt trist, men de fleste af stunderne er begyndt at være med glæde til opstart på den nye arbejdsplads. Jeg glæder mig til at udforske den og lære igen. Jeg ved det er et sted med mulighed for udvikling, hvad der er nødvendigt for mig. Jeg er sikker på det bliver godt.

Jeg glæder mig også så meget til at kommer hjem, og nu høre alle historierne om guldklumpens dag fra hans far, istedet for det er mig, der fortæller dem. Jeg af og til været væk nogle timer. Igår var jeg væk 5 timer, og jeg glæde mig som en gal til at komme hjem til min lille familie igen:-)
Det er det bedste at køre ind i indkørelsen og se far komme trillende med en glad dreng i klapvognen, hvor jeg dog elsker de to så højt.

Trolden går det også rigtig godt med. Han er nu begyndt at spise igen. Vi havde en lille uges tid, med lidty opkast og tynd mave og lidt appetit. Senere fandt vi ud af, at det var tand nummer to, der banede sig frem.
Han sidder nu selv, har gjordt det i nogle uger, så godt, så jeg godt kan gå væk fra ham, mens han sidder og leger på gulvet.
Han bakker også, når han ligger ned og vil meget gerne stå på alle fire. Hvis der så er noget spændende foran, så kaster han sig frem.
Så har trolden en meget klog mor :-) Han synes, at hans morgen skulle til at begynde klokken 20 i fem om morgenen. Det var moren bestem ikke enig i, og hængte derfor en sort dug op foran vinduet , hvor han sover. Det virker ganske godt, for nu sover han til 7-8 stykker. Det er godt for ham, for før blev han meget træt i løbet af dagen.

Så har jeg over de sidste tre uger begyndt at erstatte brystmåltidet med noget andet. Han får stadig en tår ved 5-6 tiden, når han vågner og sover igen. Så får han havregrød ved 8 tiden, og rugbrød igen ved 11-12 tiden, alt efter hvor længe han sover i barnevognen. Typisk sover han igen ved 14 tiden, og iden der får han et stykke frugt eller kiks eller ligende. Om eftermidagen får bryst og aftensmad ved 17/18 tiden. Klokken lidt i 19 bliver han puttet og får en godnat tår inden. Så vågnede han i lang tid ved 1 tiden for at få en tår, men det har han nu rykket til ved 3 tiden. Eftermiddagsmåltidet skal i næste uge erstattes med grød.
Jeg ved godt, han ikke har fysisk behov for bryst ved 3tiden om natten. Men vi har med vilje ikke givet ham vand istedet, da der i forvejen er blevet taget en del fra ham i løbet af dagen. Samtidig tror jeg, at han selv vil stoppe det, når frokosten med rugbrød også kommer til at køre rigtig godt. Han har jo allerede selv rykket det frem et par timer.
Planen er forsat at tilbyde ham en tår ved 5/6 tiden og den inden han bliver puttet, når jeg starter op på job igen.

I skrivende stund glæder jeg mig, og det er fedt at mærke den følelse igen. Jeg glæder mig over min dejlige familie, rollen som mor og til det der venter på mig derude lige rundt om hjørnet.

Tåre

2007-05-04T19:49:00.000+02:00

Der sker mange ting for øjeblikket. Mest sker de inde i mit hoved.
Der er som om, at jeg for alvor, med fuld styrke, mærker nogle af mine grundsten. De følelser, der i min barndom blev lagt i mig og udviklet.
De er ikke alle rare, og det at jeg selv er blevet mor, har sat min egen barndom på rewind.
En af dem er følelsen "at blive valgt fra". Jeg opdagede for nylig, hvor godt, den føelse har fat i mig og egentlig altid har haft det. Men det er først nu, jeg gennem erkendelsesprocessen, for alvor mærker den. Den gør ondt og kræver mange tårer. Noget af mit forsvar i forhold til den følelse har været at lukke af. Det er også det der er sket på det sidste i forhold til D.D. Jeg vidste ikke, hvad det handlede om, og han vidste det ikke. Derfor har vi langsomt bare endt i dikusitioner og ligegyldighed overfor hinandens velvære. Vi har begge altid været eninge om, at det var ikke sådan vores guldklump skal vokse op.
I dag startede morgenn sådan. Heldigvis valgte vi, at tale om det, når lillemanden var puttet i barnevognen for at tage sin formiddagslur. Han sov, og mor og far fik talt og talt. Mest fik hans mor fortalt, hvor svært det i øjeblikket er inde i hendes hoved og sind. Far fik fortalt, hvad det gør ved ham. Sammen nærmede vi os hinanden igen. Jeg fik også grædt og grædt spandevis af tåre. Tåre over smerten at skulle mærke og erkende, at barndommen ikke helt har været som jeg i årenes løb har prøvet at overbevise mig selv om.
Det lettede, og jeg er så taknemlig og glad for den mand, jeg har. Han er det eneste menneske, der fuldt ud giver mig lov til at have det svært, når jeg har allermest brug for det.
Hvor jeg dog elsker ham for lige præcis det.

Jeg ved det jo godt

2007-05-02T14:19:00.000+02:00

Det er mig, der skal give slip på min lille unge, og ikke omvendt jeg ved det jo godt. Tænk hvis tingene bare en gang imellem var lige så nemme at omsætte til handling, som de var at sige med ord!

Det er svært for mig at afslutte min brsel med min lille unge. Jeg arbejder med det hver dag, og jeg synes, at jeg er godt på vej allerede.

Tilbage på arbejde

2007-04-26T10:04:00.000+02:00

Lige om lidt, sådan føles det ihvertfald, den 1 juni starter jeg igen på arbejde.
Det blvier en kæmpe omvæltning, for jeg har været væk fra arbejdslivet i 1½ år på det tidspunkt!
Så er det oven i også på en ny arbejdsplads, og for at det ikke skal være løgn, er det også et nyt arbejdsområde. Dog stadig indenfor min uddannelse men med et MEGET anderledes indhold.

Jeg har det ekstremt rodet i mig selv, når jeg tænker en måned frem.
Jeg glæder mig inderligt bare ved tanken om, at trolden nu skal til at have en hverdag herhjemme med sin far istedet for sin mor, og jeg glæder mig over, at de nu skal til at opleve den tid sammen. Jeg ved, det blvier godt for os alle tre.
Men for fanden i panden hvor jeg kan mærke den knugede fornemmelse nede i maven. Jeg skal væk fra min lille unge, som jeg har passet på og beskyttet i snart 1½ år. Jeg er slet ikke i tvivl om, at farmand kommer til at gøre det ligeså godt på sin helt egnen måde, men trods det, er det jo stadigvæk mig der skal sige farvel til noget, og det er svært for mig.

Jeg græder i skrivende stund, og det er svært for mig at overskue, hvordan jeg i det hele taget kommer videre. Men tiden bliver min ven, det ved jeg, og verden rundt om mig snurrer jo også videre, selvom min går i stå!

Se sig selv

2007-04-21T16:30:00.000+02:00

Gid jeg havde opdaget denne hjemmeside for lang tid siden :-) Det her http://www.dalegro.dk/hobby-kontor/folie/a18330.html har jeg allerede investeret i. Jeg glæder mig til at kunne lave et kæmpe spejl, trolden kan kravle rundt på.

7 måneder og en sjat

2007-04-19T10:18:00.000+02:00

Lige præcis idag, er det 7 måneder siden, jeg pakkede mig sammen på barselsgangen, og D.D kom og hentede sin familie hjem. Hvor var jeg dog uendelig stolt og lykkelig på samme tid, den dag.

Jeg er stadig lykkelig, og jeg elsker at være mor for min lille trold og at være en del af en lille familie.
Han udvikler sig vildt, eller han følger den almindelige udvikling , det er vist bare moren her, der synes, hans færdigheder bliver så tydelige hele tiden:-)

Endelig vendte han sig på maven. Først da han var 6½ måned, fandt han teknikken. Moren havde øvet med ham intens i en uge i håb om at se det, første gang han trillede rundt. Trolden ville det anderledes og trillede rundt første gang, moren stod på toilettet og børstede tænder:-)
Fik mig til at tænke lidt over, hvorfor den første gang, de små gør noget, er så stor. Jeg mener, det er jo det, at de fortsætter med at kunne færdigheden, der er det store ik, og ikke nødvendigvis første gang, de gør det.
Jeg tror, min lille trold har myrer i bukserne konstant, for han sidder eller ligger aldrig stille. Enten er han i fuld bevægelse med både arme og ben, eller også hopper han eller vrider sig rundt. Der er ikke noget at sige til, at han kun holdr i 2½ time ad gang mellem hans lur i barnevognen.
Hans konstante bevægelse gør også, at han endnu ikke har fornemmelsen af sin egen balance overhovedet, når han sidder op. For han er jo altid i bevægelse og vil helst have fat i det, der er rundt om ham. Den eneste måde, jeg kan få ham til at sidde op, og øve lidt i balancen, er hvis jeg sætter en kasse med legetøj foran ham.
Men mon ikke, det kommer en dag, vi ser det ihvertfald ikke som et problem.

Han bruger meget af sin tid på at udforske nye ting, alt skal undersøges fra top til tå, og han ligger mærke til stort set alt. Hvis vi for eksempel har rykket rundt på en ting, eller hvis noget legetøj ligger på gulvet, og det ikke gjode, før han kom ud at sove for eksempel.
De fleste skygger og lyssprækker går heller ikke fobi hans lille næse:-)

Vi er kommet godt ind i en soverytme. Den sidste 1½ måned har jeg først givet ham bryst og herefter ligget mig ved siden af ham. Han virker meget mere tryg nu, hvor falder i søvn, imodsætningtil dengang, hvor vi prøvede at putte ham i sin egen seng. Han vender sig med det samme om mod mig, nusser lidt i mit hår og sover indenfor få minutter. Senere ligger iv ham hen i sin egen seng. I lang tid har han vågnet ved 1-2 tiden og igen ved godt 5 tiden, og har fået mad begge gang. I lang tid har han dog ikke spist nået den sidste gang, men bare faldet i søvn efter at have suttet lidt.
Så har der lige været en lille periode, hvor han fik sin første tand, hvor han havde brug for at sove mellem os i den store seng.
Men nu er han tilbage i sin egen igen, og for første gang i nat, vågnede han ved 2tiden og fik mad, og igen ved 5tiden, men der tog jeg ham ikke op, men kunne istedet bare nusse ham i søv i sin egen seng. Herfefter sov han til klokken 7 imorges - 12 timer, det er da meget godt gået:-)
Vi begyndte at give ham kartoffelmos, da han var 6½ måned, og det går rigtig godt med det om aftenen, og han spiser got. Han har også fået øllebrød eller havregrød i et lille stykke tid om morgen nu. Det er som om, at han har fundet ud af foorskellen med bryst og så fast føde. Han ved godt, at han skal have noget at spise, når han ser maden.
Han er stadigvæk også glad for bryst, men interessen er dog dalet lidt gennem dagen, og det kan jeg selvfølgelig også mærke på mælkeproduktionen.

Så harjeg fået nyt job og starter den 1 juni, hvorefter farmand tager barsel i 3 måneder.
Jeg glæder mig til, at de to skal have det sammen, men jeg glæder mig ikke til at skulle være væk fra mit lille barn!

Av

2007-04-13T10:29:00.000+02:00

Hvordan kan det være, at ens egen opvækst pludselig bliver så tydelig, når man selv er blevet mor?????????????, og hvorfor ska det gøre så fucking ondt???????????????

Fosterets lange rejse

2007-04-10T10:51:00.000+02:00

Jeg ved ikke, om nogle af jer derude så DR2 igår aftes? Men jeg gjorde, da de sendte det fantastiske program om det lille fosters rejse.
Jeg blev kastet tilbage i tiden, da trolden stadig lå i min mave og ikke mindst, da han blev født.
Det var så fantastisk, og igår var jeg klar igen til at opleve dette ubeskrivelige endnu en gang.
For pokker hvor var jeg, og er det stadig, vild med den fødsel. Underligt som jeg helt har glemt graviditetens udfordringer:-)

Det jeg egentlig ville skrive om, var de tanker udsendelsen satte igang hos mig. For kort tid siden blev jeg i mødregruppen spurgt, om vi stadig beskyttede os. Nej selvfølgelig ikke var mit svar tydeligt. Det gør vi nu stadigvæk ikke, og har aldrig haft planerne om at begynde. For hvis det skete, at jeg på naturligvis blev gravid, så ville vi jo bare være oven ud lykkelige for det.
Men nu er det bare sådan, at jeg har fået nyt arbejde og starter op pr. 1 juni.
Tænk nu hvis jeg rent faktisk blev gravid i den nærmeste fremtid, tænk hvis det var inden prøvetiden på de første tre måneder var udløbet.
hvad ville jeg så lige gøre????????????????????????????
jeg ville selvfølgelig stadig være lykkelig for at være blevet gravid.
men hvordan ville jeg mon have det med situationen i nyt arbejde??????

Underligt at tænke den tanke, når det altafgørende har været en graviditet i de sidste 4 år af mit liv!

Inspiration savnes !

2007-04-04T14:57:00.000+02:00

Kender I det, jagten efter den her top eller lignede til den kommende fest.
Nu har jeg uden at lyve været i seks forskellige tøjbutikker, og det er bare ikke lykkes mig at finde noget.
jeg er begyndt at tænke på, om moden bare har ændret sig kolosalt gennem de sidste 15 måneder, eller er jeg bare hægtet totalt af??????????????
Det er som om min stil er blevet væk! Mon det er en del af at være blevet mor??????????????

2007-03-22T10:53:00.001+01:00

I hi vol. 2

2007-03-16T15:01:00.000+01:00

Hmn er netop hjemvendt fra klinikken, og det satte altså flere tanker i gang, end jeg åbenbrat havde forstillet mig!
Vi havde lillemanden med. Først synes jeg ikke om ideen på grund evt. andre i venteværelset, men på den anden side havde vi ikke så mange valg, da vi begge skulle møde op.
Dengang trolden blev født, ville vi have været forbi med kage, men den dag vi var der, var der lukket og slukket. Så derfor havde vi masse af kage med i dag, og tro mig, der var mange der blev glade på den konto:-)
Så var det den vildelste følelse at kunne vise guldægget frem live. Lykken stormede ind over mig, her stod jeg med min egen lille baby, hvor situationen var helt anderledes for bare15 måneder siden. Det har gidet mig et helt kiuck af overskud den tur:-)
Oven i det var de som altid vildt søde og hjælpsomme deroppe. De kunne sagtens forstå vores situation omvendt har de også nogle restriktioner at skulle følge. men udfaldet blev til vores fordel, og aftalen er, at vi kontakter dem igen efter sommerferien. Så kunne vi jo selv starte med at få taget bldprøver hos egen læge, og så henvende os igen en gang, når der var svar på dem.

Fedt det bringer os frem til efteråret:-)

Rigtig god weeknd til Jer alle derude bag skærmen...

Min blog går vist i hi

2007-03-16T10:00:00.000+01:00

Det er lang tid siden, jeg har skrevet på bloggen sidst. Behovet for at skrive bliver mindre og mindre. Jeg oprettede i sin tid bloggen for at skrive om alle tankerne i forhold til behandlingen, og nu hvor vi ikke er i behandling, melder trangen for at skrive om mine tanker og følelser sig sjældent.

Jeg har ofte lyst til at fortælle om min lille trold, som nu er blevet ½ år. Vildt for nu er han et lille menneske, der for alvor er en del af en relation nu. Han sidder nogen gange og kikker på mig, og smilier så snart jeg får øje på det :-) Han er forsat meget mild og har let ved at grine og smile. Han har også en stærk vilje den lille mand.
Han bruger tiden på hans opmærksomhed - derfor bliver næsten alt og alle studeret kraftigt. Han kikker også altid længe, når der for eksempel er flyttet rundt på en ting herhjemme, eller hvis noget nyt er kommet indenfor i hans hjem. Han elsker også at nusse de små merkater på diverse bamser og lignede. Han har trillet rundt en eller to gange, men det er ellers ikke det, han øver i :-) og vist heller ikke moren! Han er begyndt at kunne sidde lidt selv, det er han ganske tilfreds med.
Han får stadig udelukkende modermælk og ellers vand i kop. Egentlig ville jeg stadig bare gerne blive ved med at amme ham, da han jo trives i bedste velgående, men på den anden side skal vi vel også snart have intruduceret fast føde for ham, da farmand jo tager over med barsel i juni.

Så er det i dag, vi skal på fertilitetsklinikken igen, det bliver lidt anderledes fordi jeg nu har ham i tankerne, og fordi ham min lille trold blev lavet der i et regensglas!
Vi vel ikke igang nu, så det vigtige idag må være, hvor længe vores henvisning vil gælde.
Det fylder ikke meget, og jeg tror heller ikke, at det kommer til at fylde mere med barn nummer to lige nu.
For lige nu har jeg min dejlige søn og hans dejlige far i mit liv, og det er det der gælder for mig nu. Lillemandens bror eller søster skal nok komme til at fylde igen, det er jeg sikker på:-)

Tilbage til indledningen af denne post, så vil her nok være lidt stille for en stund, selvfølgelig en opdatering fra dagens møde senere, men ellers ikke så mange ord.
Jeg bliver dog stadig i blogland her og der, det kan jeg jo slet ikke lade være med.......

I gang igen!

2007-02-21T14:52:00.000+01:00

Vi er snart i marts og dermed også meget tættere på vores aftale med klinikken. Jeg har ikke tænkt videre over det i det sidste stykke tid. Men det gør jeg nu.
Jeg er vist ikke helt afklaret og svinger mellem at gerne vil igang her i foråret og så alligevel ikke.

Lige nu hælder jeg mest til det sidste. Det er der mange grunde til. Men mit største fokus er selvfølgelig på den lille trold vi har nu. For det første må jeg ikke amme, hvis jeg er "på hormoner". Bare det i sig selv gør, at jeg vælger det fra her og nu. Jeg ville aldrig stoppe med at amme ham alene af den grund, at jeg skulle igang med hormonerne igen. Han får stadig kun mælk hos mig, og vi higer ikke efter at introducerer ham får andet, før han er et halvt år.
Oven i det er det gået op for mig, at jeg er god til at bruge tid på at tænke på det jeg gerne vil have og dermed ikke har her og nu. Åndsvag enerrgi jeg istedet kunne investere andre steder som for ekesempel på min lille mand, jeg har her i mit liv.
Her går jeg og drømmer om barn nummer to og familielivet med to børn, og imens suser tiden forbi med min dejlige unge som bare aldrig bliver 5 måneder igen! Jeg vil meget gerne have et barn til, men jeg vil også meget gerne bruge min dyrbare tid på mit lille barn her og nu, mens jeg har muligheden. Jeg føler ikke, at jeg vil kunne gøre begge dele optimalt. Derfor vælger jeg behandlingen fra her og nu.

Efter fødslen var jeg helt vild for at gøre det igen og i de første måneder af lillemandens liv. Det der gør, at jeg gerne , og måske en gang imellem lige frem higer efter en til, er den her enorme følelse af kærlighed og lykke. Den er så ubetinget stor kærligheden om og til mit lille barn, så jeg hellere end gerne ville opleve det igen.
Lige nu kan jeg slet ikke forstille mig, at man kan blive fyldt op af hele to børn, så må man da sprænge til sidst:-) Men det ved jeg, at man kan. Jeg ved også, at jeg kan det, selvom der kommer til at gå længere tid med nummer to, end jeg umiddelbart havde forstillet mig førhen.

Så planen er vist, uden egentlig at være en plan, at vi ser hvor lang tid, de kan trække den på klinikken, og så tager vi det derfra!

Så meget at fortælle

2007-02-09T10:36:00.000+01:00

Jeg har så meget at fortælle om og så mange tanker i mit hoved.
Alt om min lille trold, det at være mor, usikkerheden i min rolle som mor, behandling igen og barn nummer to, på den anden side i mit parforhold nyt job/eller ikke nyt job, ny bolig hvis vi bliver fire.
Jeg har så stort et behov for at kunne planlægge det hele, men det kan jeg jo ikke. Så derfor har jeg besluttet at tage en ting ad gangen, og i den rækkefølge, som tingene melder sig, så en ting ad gangen, det må være min nye vej her i livet.

At blive mor, er det bedste, der er sket for mig nogen sinde. Jeg elsker min søn fuldstændigt betingelsesløst, og min kærlighed til ham vokser hver dag. Nogen gange kan jeg slet ikke forstille mig, hvor stor den kan vokse sig til. For den kærlighed jeg mærker nu er så intens, og tanken om at den virkelig kan og vil vokse hver dag, giver mig en følelse af at springe som en ballon. Men altså det er jo bare dejligt men også overvældende at opleve. Jeg elsker at sætte al tid og andre gøremål udenfor min verden for at gå ind i hans verden, og følge den vej han viser. Vi bruger meget tid på gulvet og i sofaen, og han vokser så dejligt, når jeg er der 100 % sammen med ham og ikke lige skal nå noget praktisk ind imellem.
Det er så vildt at sådan en lille 5 måneders baby kan give igen. Jeg nyder det, for jeg ved, at han er ved at udvikle sin bevidsthed i verdenen, der forgår rundt om ham.
Jeg ammer stadig fuldt ud, og lige præcis den kontakt har jeg altid kunnet mærke, som at han havde brug for mig 100 %, og ingeneting kunne forstyrre ham (og mig i vores lille symbiose), når han lå der helt koncentreret og spiste. Jeg var i de situationer hans omdrejende punkt. Men altså, det er jo ved at ændre sig nu. Godt fordi det er tegn på hans færdigheder og udvikling, men hårdt for moderen, som ind imellem kan føle sig lidt forladt eller ihvertfald tilovers, når han for eksempel ikke lige gider at spise mere, fordi han fik øje på en mere interesant lyd omkring ham.
Jeg ved jo godt, at det er det, der skal ske, og at det bliver "værre endnu", men altså jeg havde bare ikke lige troet, at jeg ville kunne føle mig tilovers. Jeg troede egnelig at glæden og oplevelsen over, at han "kunne mere" ville fylde mere hos mig. Men det gør den altså ikke lige nu. Min lille spædbarn, der ikke kunne undvære sin mor, han er jo ved at være en baby med så mange færdigheder og fyldt med så meget tillid, så mor godt kan komme i anden række!

God nat !

2007-02-01T16:26:00.000+01:00

Rikke spørger om vi er kommet på højkant igen. Jo tak det er vi vist ved at være. D.D nappede lige en lungebetændelse oveni. Vi har nu kørt rundt i det her sygdom i tre ugers tid, og jeg føler, at jeg er kronisk træt. Jeg/vi er gået rigtig tidligt i seng mange dage i de sidste tre uger, men hold op hvor jeg synes, det er svært at komme oven på igen. Men mon ikke det hjælper med tiden, det tror jeg på, at det gør.

Så har vi droppet planen i forhold til lilletroldens putning om aftenen. Vi havde ellers klædt os på med godt mod, men altså den gråd, som det ender med i sidste ende, den vil vi ikke byde vores lille dreng, og frem for alt føles det fuldstændig forkert, at han skal ende op med at græde og blive så ulykkelig.
Første aften klynkede han i en lille time, herefter blev han fuldstændig ulykkelig, og vi tog ham selvfølgelig op med det samme og sad med ham i armene, hvor han faldt i søvn meget hurtigt. Anden aften tog det to timer med frem og tilbage, og endte til sidst som første aften. Den ulykkelige gråd har det endt med hver aften, og efter fem dage var vi mere end enige om, at det ikke var en måde, trolden skulle lære at falde i søvn på.
Vi holder dog stadig fast i, at jeg ammer i stuen, og så skiftes vi til at putte ham. Ritualet er det samme hver aften, vi går ind med ham, hvor han sover og synger en lille sang, og så falder han istedet i søvn i sin dyne i armene på os.
Det tager to minutter, så sover han. Han vågner gerne en gang efter en lille times tid, der tager vi ham også op i armene, og han falder hurtigt i søvn igen.
Efter vi er begyndt med putteritualet, er han blevet meget mere rolig, og jeg går ikke rundt med ham mere som før. Han vågner også kun op en gang efterfølgende.
Jeg ved, det er det rigtige, det vi gør nu, og han skal nok lære selv at falde i søvn på et eller andet tidspunkt, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men lige nu skal han bare have lov til at mærke sin tryghed hos os ved at falde i søvn på den måde, og så er jeg egentlig ligeglad med, hvornår han selv lærer at falde i søvn. Det skal altid være rart for ham at komme i seng, og det følte vi ikke, det var, de føromtalte dage.
Sojvt nok er han også begyndt at sove 2-3 timer i barnevognen igen om formidaggen og 1-2 timer om eftermiddagen og stadigvæk de 12 om natten fra 19.30 til 8 stykker med mad ved 3 tiden og igen lidt ved 7 tiden.

Virus og meget andet godt fra havet

2007-01-26T16:08:00.000+01:00

Herhjemme er vi syge.
Jeg blev det med 40 i feber for en uge siden og om lørdagen, måtte vi ringe til vagtlægen. Hun vurderede, at jeg var så syg, så hun ville have mig indlagt og undersøgt ydeligere. Hvad gør man lige der, når man skal holde barnedåb dagen efter!!!! Jeg/vi tog afsted og kunne heldigvis få lillemanden passet hele dagen.
Det var en virus, og det kan man ikke gøre meget ved. Jeg fik slæbt mig gennem barnedåben. Men hvor er livet bare unfair ik, nu har jeg sgu glædet mig så meget til den barnedåb i så mange år, og så var jeg bare syg syg syg.
Det har også medført, at vi begyndte at give flaske istedet for nogle af måltiderne til lillemanden, da jeg bare var så syg. Jeg har været så tæt på at slå helt over i flaske men samtidig kunne jeg også mærke, at jeg gerne ville amme ham fuldt ud, som planlagt, til han er et ½ år.
Jeg er stædig, og derfor har jeg taget kampen op med flasken. Det vil sige nu herpå 2 dagen, ammer jeg igen fuldt ud, og det tog kortere tid for mig at få produktionenen op igen, end jeg umiddelbart havde regnet med. Det er dejligt.

Jeg er vist ikke så god til at få opdateret med hensyn til troldens udvikling, men altså det går stadig rigtig godt med ham. Han er nu 68 cm lang og vejer 7,750 g. Med al den fløde i mine bryster, ville det da næsten være ærgeligt at gå over på flaske:-)
Vi havde igår besøg af sundhedsplejesken, og hun er rigtig godt tilfreds med ham.
Han samler ting op nu og alt ryger i munden selv hans fødder :-) Han er så småt begyndt at vise interesse for at vende sig, og for at kunne nå og række ud efter tingene rundt om ham.

Det går stadig ikke så godt med putningnen om aftenen, og al den sygdom her har ikke gjort det bedre. Tak for jeres responds.
Vi har lagt en plan. Nu amme jeg ham i stuen, og så putter vi ham, og så giver vi sut og synger en sang. Vi skal kun tage ham op, hvis han bliver "rigtig" ked af det. Det vigtigste er, at det bliver det samme, vi begge gør hver aften.
Sundhedsplejesken mente, at det ville kunne tage op til en uge, før han har fundet ud af det nye system. Jeg er godt nok spændt på, hvordan det vil gå, og hvor lang tid, det vil tage - opdatering følger senere på ugen.....

Tænk engang. Dengang han blev født, ville jeg så gerne stoppe tiden og bare blive stående der midt i hele universet med min nyfødte unge. Jeg troede, at jeg havde mødt toppen for ubetinget kærlighed.
Men virkeligheden er ganske anderledes, det var kun starten dengang. Jeg elsker ham jo højere for hver dag der går, og jeg glæder mig sådan til næste morgen, når vi putter ham. Jeg glæder mig til at møde hans glade dejæige lille ansigt i hans vugge, der bare stråler til mig hver morgen, og jeg glæder mig til at have endnu en dag med ham, oh alt det han giver mig og sin far.
Hvor jeg dog elsker den lille unge.

Søvnmønster

2007-01-16T14:43:00.000+01:00

Indtil trolden var 3 måneder ca., sov han fire timer om formiddagen og gerne en times tid igen om eftermiddagen. Han har også altid sovet meget om natten, og vi kunne som regl lægge ham over i vuggen, hvor han faldt i søvn umiddelbart efter.
Det har så ændret sig meget, her hvor han er fyldt de 4 måneder.
De sidste små 14 dage har der været meget klynkeri, når han skulle puttes. Ligeledes sover han nu kun en lille time om formidden og en igen om eftermiddagen generelt.
Når klokken slår syv, er han færdig og meget klar til at sove. Jeg ammer stadig fuldt ud. Putningen forgår på den måde, at jeg ammer ham i soveværelset med kun vågelampen tændt og synger en sang. Så bliver han puttet i vuggen, når han er færdig og får sutten og sit sovedyr. Som regl accepterer han det og ligger gerne og pludre lidt. Så begynder han at kalde på os med sin gråd. De første mange gange går vi ind til ham, og giver ham sutten. Men det varer ikke lang tid, så starter han igen. Det er dog aldrig rigtig gråd, og tager vi ham op, griner han lystigt og begynder at pludre.
Men på et tidspunkt ender det jo selvfølgelig med gråd, og så tager vi ham op og svøber ham ind i sin dyne. Så falder han hurtigt i søvn og kan ligges ned i vuggen og sove videre. Herefter kan han vågne et par gange for at skal have sutten, inden han for alvor sover fast. Det vil sige, at der sagtens kan gå mellem en time til halvanden herhjemme med putning!
Han sover godt, når han først er faldet i søvn, og vågner gerne efter 7-8 timer for at få mad. Det giver jeg ham i vores seng, og han falder uden problemer selv i søvn efterfølgende, når jeg putter ham ned i hans vugge igen. Herefter kan han godt sove fire timer igen, hvor han så får mad igen.

Vi synes at have prøvet alt, og jeg aner ikke hvordan, vi knækker den her kode.
Det er dog som om, at han mangler at lære, hvordan han selv falder i søvn, altså overgangen fra før, hvor han bare faldt i søvn, fordi han var så lille, og så nu er blevet bevidst om sig selv.
Men hvordan pokker kan vi hjælpe ham, og hvad kan vi måske gøre anderledes???????
Jeg håber, er er nogle af Jer lærsere, der har nogle gode råd!

Rykket datoen

2007-01-15T11:20:00.000+01:00

Jeg har lige talt med klinikken, og de har rykket datoen frem til den 16-3-07.
Der skal vi så til en førstesamtale. Den kunne hun ikke trække længere, men når bare vi har været til den, så var det lidt nemmere at skyde tiden, for så var vi inde i systemet.
Det er jeg glad for, for så er lillemanden fyldt et ½ år, hvad jeg har det rigtig godt med.

Brev fra fertilitetsklinikken!

2007-01-15T10:59:00.000+01:00

Jeg fik sommerfugle i maven, da der igen lå brev fra klinikken.
Vi skal til samtale den 22-2-07, hvad jeg synes er lige om lidt.
Der bliver noget at tage stilling til herhjemme.

Blandede følelser

2007-01-09T17:35:00.000+01:00

Vi bor i en af de amter, hvor det, før den nye lovgivning som trådte i kraft den 1-1 07, også var muligt at komme i behandling i det offentlige med barn nummer to, hvis man ikke havde født tvillinger første gang. Efter Rikkes forslag om en henvisning før den 1 januar, kontaktede jeg rent faktisk min læge for at få lavet en henvisning til klinikken en gang til, inden den nye lov trådte i kraft.
Jeg ringede allerførst til klinikken for at forhøre mig, og fortalte det som det var. Også at vi var blevet forældre i September, og at vi ikke havde lyst til at gå igang lige her og nu. Men at vi på den anden side gerne ville spare de 40 -50.000 kr, hvis vi kunne!
De var søde som altid, og hun forslog, at vi fik lavet henvisningen endnu en gang, og så kunne de jo trække tiden lidt i den anden ende.
Det synes jeg lød ok og drog til lægen 3 juledag. Jeg ringede til klinikken 2 dage efter for at høre, om de have modtaget henvisningen, og det havde de.

Vi snakkede om det herhjemme, men jeg tænkte ikke så meget over det, tænkte mest på at få henvisningen i hus og så kunne vi jo bare lade være med at bruge den, hvis ikke det passede ind.
Nu er jeg så begyndt at tænke over det, fordi vi i realiteten kan få brev fra klinikken når som helst, og for hver dag der går, jo mere for jeg en underlig fornemmelse i maven, som jeg ikke helt kan finde rundt i?
Det efterlader så mange blandede følelser i mig. Det gør mig glad, at vi endnu en gang måske skal opleve et lille mirakel igen. Det gør mig også rolig, at vi har en masse erfaring at trække på. Et eller andet sted synes jeg også, at det er spændende at skulle igang igen på et eller andet tidspunkt.
Så er der den anden vægtskål. Jeg frygter, at jeg endnu en gang skal være syg ved en eventuel graviditet. Jeg kan sagtens holde det ud, men kan jeg tillade mig at byde lillemanden 9 måneder, hvor mor bare er syg????, når han ikke er ældre, og vil jeg nogensinde kunne tilbyde ham det? Og kan jeg byde D.D det og hvad med mig selv???
På den anden side, hvis det skulle være, kunne det måske være godt, når D.D holder sine tre måneders barsel. Så er han jo hjemme også med lillemanden, hvis jeg skulle blive syg igen!
Noget af det der også kunne være med til at afgøre tidspunktet vil være henvisningen, hvor længe gælder den ?
Tænk at man begiver sig ud på den rejse igen !

Sol i blogland

2007-01-04T22:35:00.000+01:00

Hvilken varme der lige kom forbi blogland:-)
Søs er gravid og tilmed tilbage i blogland, Rikke igang igen, og lykkejærgerens lille fighterspunk holder stadig ved i sin mors mave.
Det gør mig sgu altsammen så glad, så jeg måtte lave en selvstændig post om det:-)

Når ja så er der jo også lige den der henvisning, som vi nåede at få i hus inden den 1 Januar, mere om det en anden gang.

Et nyt år

2007-01-01T11:32:00.000+01:00

År 2006 har uden tvivl været et af de bedste år for mig nogen sinde.
Jeg fik lov at tage fat på glæderne allerede inden årskiftet til 2006. Den 28 december skulle jeg arbejde og testede derfor om morgenen, for at kunne forberede mig på en eventuel blødning via en negativ graviditetstest. Men virkeligheden skulle vise sig at være en helt anden. For testen var positiv, og jeg fattede ingenting. Jeg var overbevist om, at det ikke stemte overens med virkeligheden. Jeg kunne ikke forstå, at jeg virkelig var gravid.
To dage efter ringede de fra klinikken og ønskede tillykke.
Imorgen er det så et år siden, jeg for alvor begyndte at mærke graviditeten, og alt det den havde med sig. Det var også i de dage, hvor min verden væltede for mig følsesmæssigt. For en stund mistede jeg pludselig evnen til at navigere og endte istedet med et kaos i mit hoved.
Det sværeste at holde ud var alle de andres glæde, for jeg kunne ikke forbinde graviditeten med mig selv. Ydeligere var der de, som nok ingen kunne have forberedt mig på: lykken fuglte ikke med som en pakkeløsning, da jeg var blevet gravid. I så lang tid havde jeg drømt og fantaseret om denne graviditet, og da jeg så var gravid, blev virkeligheden fuldstændig anderledes i forhold til den romantiske graviditet.
Jeg nåede aldrig at opleve den romantiske del af en graviditet, for hyperemesisen satte hurtigt ind. Vi så et vennepar en gang i løbet af de første 20 uger, ellers var vi herhjemme.
Herefter begyndte jeg at bevæge mig ud, jeg lærte at være ligeglad med alle andre, når jeg skulle kaste op her og der!
I påsken gik det helt galt , kroppen kunne ikke holde til mere, og D.D besluttede, at vi skulle ringe til sygehuset. Jeg var selv fuldstændig ligeglad med det hele på det tidspunkt og indviligede. Jeg blev indlagt og fik forskellige drop. Det gode var, at jeg efterfølgnde fik et par dage uden opkast. Det var også her de besluttede at give mig drop hver 14 dag, så jeg ikke nåede at blive så syg.
Så var der også al problematikken med hende koen fra kommunen. Hun var en ren heks. Jeg kan stadig blive gal på hende! Tænk at udsætte andre mennesker for en sådan behandling.
Det var også svært for mig at erkende, at en sygemelding var nødvendig, at jeg ikke ville komme på arbejde igen før endt barsel. Jeg kom aldrig på arbejde igen i graviditeten, og i lørdags var det faktisk et år siden, jeg sidst var på arbejde.
Så kom plukveerne, og vi var afsted for at få tjekket spirren, det var vi vist et par gange.
Datoen for min termin nærmede sig, og vi nåede også at opleve de såkaldte "drilleopstart"
Fjerde gang blev lykkens gang, og Spirren meldt sin ankomst den 15 September 2006 :-)
Så var der den første tid, hvor alt var ren lykke, og D.D, Spirren og jeg selv levede i vores helt eget lille univers fuldstændig blogget af fra omverdenen og alle dens begivenheder.
Derfor var det enormt overvældende for mig at opdage en helt anden dimention i vores forhold og livet som familie. Der var øjeblikke, hvor jeg var bange for at miste mit ægteskab. Der var tonsvis af gange, hvor jeg tvivlede på, om vores forhold ville kunne holde til det nye liv som familie.
Idag 3 måneder senere er vi igen kommet over på den anden side. Idag ved jeg også, at perioden var en helt ny oplevelse for os begge, og ingen af os havde løsningen. Så løsningen blev alvorlige snakke mellem os, og så lod vi tiden arbejde for os. Det er næsten som om, at vi startede med at være teenagere i forældreskabet og er nu langsomt begge vokset med opgaven
mellem os og er begge blevet voksne forældre i et ægteskab.
Vi ender selvfølgelig stadig i sittuationer, hvor vi støder sammen. Men forskellen på den måde vi løste det på, dengang og så nu, er stor. Vi forholde os voksenet til situationen. Vi har begge fundet vores rolle som forældre og som mor og far for Spiren, og det giver overskud. Et overskud der er med til at skabe en god og varm hverdag for os alle tre.

Det overrasker mig endnu en gang, hvor god kroppen er til at glemme. Når jeg læser tilbage i min blog, bliver der igen pustet liv i de omtalt følelser. Jeg husker pludseligt, hvor dårligt jeg egentlig havde det i meget lang tid, og dagene der bare snøvlede sig afsted på sofaen med brækspanden ved min side. Eller de gange hvor jeg bare lå afkræftet på badeværelsesgulvet, og D.D måtte hjælpe mig ind igen.
Jeg kan godt huske det, men alligevel får jeg næsten en følelse af, at jeg vist overgjorde det lidt, for så slemt var det vel ikke. Men samtidig ved jeg jo godt, hvordan det var, og det var som jeg beskrev det. Lige nu i et splitsekund kan jeg godt tænke, at det vil jeg aldrig vil kunne gennemføre sådan en gaviditet igen og slet ikke med lillemanden i mit liv. Men heldigvis er der også en følels af ubetinget kærlighed til sådan et lille menneske, og det er den der fylder mest. Det er selvfølgelig også den der gør, at jeg vælger ønsket om endnu et barn til.
Heldigvis ved jeg ikke på forhånd, hvordan en eventuel graviditet vil forløbe næste gang - mon den næste gang bliver i 2007?- måske:-)

3 måneder

2006-12-20T15:23:00.000+01:00

Dengang jeg lige havde født min lille trold, ville jeg gøre alt for at kunne sætte tiden i står. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne elske min søn højere, end jeg gjorde på barselsgangen.
Men virkeligheden er en helt anden. For hver dag der går jo mere elsker jeg mit lille barn. Tænk at man kan elske så betingningsløst, det er i sig selv fantastisk at opleve.

Han er nu blevet de tre måneder, og er blevet et lillle selvstændigt menneske, der kan give feedback i en relation. han er ved at lære sin egen stemme at kende, som forgå gennem meget høje lyde og grne skrig i et højt toneleje:-)
Så tager han nu ud efter tingne og vil gerne holde dem i hånden.
Han er også meget glad for at stå på sine små ben.
Han er også ved at finde ud af, at han selv kan få os til at komme hen til ham ved for eksempel gråd.

Efter små 14 dage på hvidtøl går det godt med amningen, og vi har heller ikke de stressede situationer mere om aftenen. Måske er jeg også bare blevet bedre til at lukke af, hvis han starter skrigeriet!

Jeg er så glad i år, og det er mange år siden, jeg har glædet mig så intenst til at skulle holde juleaften, der er en dejlig ro inden i mig.

Samtidig ved jeg, at der er en del derude, der sidder med en sorg og et stort hul i maven og det store ønske om et barn at holde jul for. Selvom julen er anderledes for mig i år, kan jeg godt huske smerten, og jeg tænker meget på Jer og ville ønske, at jeg kunne opfylde Jeres ønsker.
Jeg håber, I finder noget godt at kunne holde fast i her i den sværre tid.

Til sidst vil jeg egentlig bare ønske Jer alle en glædelig Jul.

Egenbetaling

2006-12-13T16:44:00.000+01:00

Er der nogen, der kender til de nye lovændringer.

Er der nu egenbetaling til behandling for barnløshed med barn nummer to over hele landet ?????

Gymnastik og zoneterapi

2006-12-06T13:17:00.000+01:00

Jeg er startet til i form efter fødslen gymnastik, tror jeg nok det hedder.
Jeg har været afsted en gang, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde de helt store forventninger til det. Men jeg blev meget overrasket, jeg fik faktisk meget sved på panden, og jeg er glad for, at jeg fik tilmeldt mig.
Jeg har selvfølgelig slet ikke slankekur i tankerne. Mit udgangspunkt er ikke kilomæssigt, men at jeg kan komme tilbage i mine gamle bukser. Jeg kan også være i et par af dem igen, men slet ikke alle sammen. Det der irreterer mig mest er, at jeg helle ikke kan være i mine bluser, fra før jeg blev gravid. Mine (bryster) er simpelthen vokset rigtig meget.
Hvad faen gør man, når man ikke en gang kan passe en L ? Vælger jeg xl bliver den for stor på resten af overkroppen.

Jeg kan ikke helt huske, om jeg har nævnt det før. Men trolden har haft lidt svært ved at komme af med afføring. Forrige gang gik der 15 dage, og der havde vi enda givet ham laktulose i tre dage! Sundhedsplejesken siger det er ok, da der ikke re affaldsstoffer i modermælken, så han har ikke behov for at komme af med noget. Men altså det må jo for pokker da ophobe sig et eller andet sted i kroppen på ham???
Når men ihvertfald valgt vi herhjemme at bruge noget zoneterapi på ham. Og nu har han efter 4 gange behandling haft afføring efter en uge helt af sig selv.
Ja tænk at en lorteble kan skabe så meget bejestring i det lille hjem. Men når man har haft en lille dreng, der ligner en, der har ondt efter mange dage uden afføring, så kommer begejstringen altså helt af sig selv :-)
Ydeligere har jeg faktisk også talt med zoneterapeuten om min kost, og om han får det fedt, han skal have. Det gjorde ham umiddelbart ikke, da jeg stort set ikke spiste noget fedt åbenbart. Så nu indtager jeg daglig en spiseskefuld olie Udo`s choice. Den indeholder alle de fedtsyrer, man har brug for. Den skulle efter sigende også have stor effekt på de børn, der vågner meget eller er meget urolige!
Er der nogen af Jer, der kender den eller har efaring med den???

Guldbleen

2006-12-04T19:24:00.000+01:00

Tak for jeres forslag og gode råd.

Efter at have prøvet de omtalte bleer, dog med undtagelse af minirisk`, prøvede jeg til sidst Pampers Active Fit, og den har bestået testen herhjemme. I morges var der ingen våd natdragt. Ydeligere bestod den også lige lorteprøven, ja grimt sprog jeg ved det godt, men altså alt blev inde i bleen, istedet for at være op ad ryggen og ned af benene.

Jeg var gået en blestørelse op i Libero`, men det havde ingen effekt med sig her, og Rikke det var med tissetrolden nedad :-)

Nu har det også fungeret med mælken her til aften. Vi havde som føromtalt nogle hæslige aftener med skrål. Jeg drak meget i løbet af dagen, jeg ved ikke, om det er det, der har gjort en forskel. Samtidig fik han mad lidt før, end han plejer for at undgå, at han blev så sulten.

Måske er han bare ved at øge min mælkeproduktion, som frederikke beskriver det?

Mælk nok?

2006-11-30T14:24:00.000+01:00

Der går godt nok lidt lang tid mellem mine opdateringer, sådan er det åbenbart nogen gange.
Men altså her går det stadig godt med min lille troldunge:-)
Han tager vildt meget på. Nu er han oppe på de 7 kg og ikke fyldt tre måneder! Jer er lidt spændt på, hvad sundhedsplejesken måler og vejer ham til om 14 dage.
I betragtning af vægten skulle modermælken jo fungerer perfekt. Det gør den egentlig også. Men de sidste to aftener har vi måttet give ham lidt erstatning i flaske.
Mest er det nok fordi, han når at blive sulten, og så bliver han MEGET gal og bare skriger MEGET højt, når ikke den løber til med det samme. Men jeg kan jo ikke trylle og sidst på aftenen, kræver det altså at han sutter i et lille minuts tid, før mælken kommer.

Jeg ved ikke helt hvorfor det lige er sådan. Jeg har jo haft mælk i overflod indtil nu, og har det også på alle andre tidspunkter i døgnet.
Kan det være fordi, jeg ikke får nok at drikke???

Så er jeg ydeligere ved at blive skør. Han tisser igennem samtlige bleer, vi prøver. Jeg ved ikke, hvilke der snart kan holde ham tør, og hvor han ikke tisser igennem???

Næsten 10 uger

2006-11-22T17:23:00.000+01:00

Tak for alle Jeres tilbagemeldinger i sidste indlæg.
Jeg har meldt mig til et efterfødselshold, som starter i næste uge, og egentlig ved jeg ikke helt, hvad det går ud på, men jeg glæder mig til at komme igang.

Lillemanden bliver meget snart ti uger. Han er så opmærksom og nyssgerig nu. Han udforsker alt det, han kan komme i nærheden af.
Ofte stirrer han vildt på noget bestemt i nogle minutter ad gangen. Han ser meget koncentreret og målbevidst ud, når han gør det. Mon det er på de tidspunkter, hvor han virkelig suger til sig og lærer, det tror jeg.
Han er også begyndt at daske til tingene i kravlegården og rækker ud efter noget, hvis man sætter det foran ham. Trods det er jeg i tvivl, om han endnu har fået øje på sine hænder?

Nu er vi oppe på 7-8 timer om natten i et stræk, og stadig de 3/4 timer om formidaggen og den ene om eftermidaggen i barnevognen.
Han pludrer også dejligt nu, og er igen blevet en helt anden "slags" baby.

Det går rigtig godt på ægteskabsfronten, og det er sgu dejligt.
Igår tuede jeg en kort stund, fordi jeg føler mig så heldig og glad. Jeg elsker min lille familie, og vi er vist kommet godt ind i familielivet og fundet os godt til rette alle tre.

Kærestehygge

2006-11-14T11:17:00.000+01:00

Igår blev trolden passet for første gang sådan rigtigt, og hans mor og far nød en aften alene på resturant.
Da vi kørte kunne jeg i hovedet næsten ikke komme hurtigt nok hjem igen. Men som tiden gik, blev det faktisk nemmere for mig.
Vi gik enda på cafè efterfølgende. Snakken var meget centreret om vores forhold. Om det at være blevet forældre, om alle de ting vi ikke viste noget om, før vi blev forældre. Om at vi selv skulle erfare skiftet.
Vi var hurtigt enige om, at essensen var, at intimiteten mellem os var blevet "forstyrret" eller blevet brudt for helt at forsvinde for en stund. Nærheden for og mellem hinanden i vores parforhold havde lige pludselig flyttet fokus på trolden og kastet os ud på gyngende grund parmæssigt.
Tiden har arbejdet for os, og vi er kommet tilbage på rette kurs igen. Den kurs hvor vi igen rummer og skaber plads til hinanden.
Det var så fedt at få talt om alle disse ting, og ikke midst at opleve at D.D har oplevet og følt de samme ting, som mig selv.

Jeg ved hvor min del og indsats ligger i arbejdet med parforholdet. Det er s.e.x.livet.
Det er MEGET lang tid siden. Graviditeten inbød langt fra til s.e.x. med manden. De gange vi "prøvede" os frem, endte altid med at jeg kastede op lige gyldigt tidspunktet.
Nu er det enormt svært for mig at komme igang igen. Jeg har lysten men min krop holder mig tilbage.
Eller det er vel mere tankerne og forholdet til min egen krop, der holder mig tilbage. Altså da jeg var gravid, var jeg glad for min krop og følte mig ikke tyk. Det gør jeg i grunden heller ikke nu, men jeg føler mig vist flov over min krop på en eller anden måde. Det spiller ikke ind i hverdagen generelt, men det gør det, når jeg kaster mig selv ud i tankerne om s.e.x. Tænk at jeg skulle ende her!!
Hvordan kommer man til at elske sin krop igen efter sådan en graviditet, der efterlader lidt slaskeri her og der?????
Er der nogen derude med de samme følelser og gode råd????

Mødregruppe

2006-11-08T10:42:00.000+01:00

Jeg var i mødregruppe igen igår.
Det var egentlig meget rart at mødes igen. Det er nogle rare mennesker, og jeg tror da også, at jeg kan få noget sammen med dem.
Mest er det nok bare fordi mit egentlige behov for at møde nye mennesker ikke er så stort. Men erfaringsmæssigt i forhold til trolden spiller det rigtig godt.

Det slog mig, at jeg endnu en gang kunne opleve andre i samme situation som mig have de selvsamme tanker og følelser omkring det at være blevet mor.
Nok er vi meget forskellige men føleserne og tankerne er meget de samme. Det er vel også det, der er essensen af en mødregruppe?

Vi er 7, den ene mødte godt nok ikke op igår. Men altså syv hvoraf 5 af os er førstegangsfødende. Samtidig er det kun 3 uger mellem det ældste og yngste barn. Trolden ligge lige midt imellem, og der er 3 piger og 4 drenge.
Jeg glæder mig nok mest til at se, om børnene kan få noget ud af det på længere sigt.

7 uger

2006-11-03T11:04:00.000+01:00

Jeg fatter ikke, hvordan tiden pludselig kan føles så lidt af den.
Måske er det fordi, man som mor er på hele tiden.
Jeg mener psykisk. Jeg kunne jo uden besvær bruge al min tid på bare at kikke på min lille trold. Specielt når han ligger der i sin vugge og sover, så kan jeg falder fuldstændig i staver. Førhen når andre forældre fortalte mig om sådan en oplevelse, tænkte jeg stille for mig selv, at de måske skulle prøve med en fritidsinteresse i deres liv! Ak ja og nu er jeg der jo selv.
Han er forsat meget mild den gode dreng. De sidste tre nætter har han sover ca. 7 timer fra han blev lagt. Så kommer han ofte over i den store seng og siger godmorgen til sin far, når han står op. Det passer som regl med amningen der. Når så D.D er tagt på arbejde, bliver vi liggende i sengen og godter den, mens vi begge småblunder indimellem.
Ved kvart over 8 tiden står vi op.

Klokken 10 er trolden klar til at sove igen. Han sover rigtig godt i sin barnevogn mellem 2½ og 4 timer.
Han tager gerne 1½ til 2 timer igen om eftermiddagen.
Ak ja han har vist fået nogle sovegener fra sin mor:-)

Han smiler gerne over hele femøren og er så småt begyndt at holde fast i sine tøjdyr og legeting omkring sig.
Han er i løbet af den sidste uge også begyndt at gnide sig i øjnene, når han er træt om aftenen.
Han har en gang imellem haft lidt ondt i maven. Vi tror, det er fordi han "kun" havde (afførring) hver 10 dag. Men nu havde han det igen igår efter 5 dage. Vi håber det fortsætter i den retning. Man kunne tydelig mærke forskel på ham i går aftes.

Så er jeg vist også ved at være tilbage i min "gamle krop" både fyskisk og psykisk. Og alligevel kommer jeg aldrig tilbage. For også her er der sket en stor forandring. Mest i mit hoved vist, det er vist svært for mig at forklare, måske er det nemmere senere hen? Men det er noget med at det før bare var mig og min krop, nu er det mig og min morkrop!!!!!
Ja og med den ændrer (brysterne) sig også. De vokser og vokser. Jeg er mindst gået to størrelser op, mon de kommer tilbage i den gamle størrelse igen, efter jeg en gang ikke ammer mere?????

I næste uge skal vi ud at spise bare manden og jeg. Jeg glæder mig til at kunne pleje og forkæle vores ægteskab. Samtidig har jeg svært ved at forstille mig, at jeg rent faktisk vil kunne nyde det og ikke bare side og spise hurtigt for at komme hjem til guldklumpen igen.

Rigtig god weekend til Jer derude i det lille hvide land......

Godt 5 uger

2006-10-25T10:48:00.000+02:00

Trolden er faktisk snart 6 uger, og han vokser og vokser.
Vi har lige været til 5 uger undersøgelse hos lægen. 5 uger gammel og en vægt på 5,1 kg. Hans appetit fejler ingenting :-).
Amningen går rigtig godt, faktisk har jeg netop undersøgt, hvor man kan sælge modermælken, men der er for meget arbejde ved det, ellers havde jeg nok gjort det. Overvejer det faktisk stadig, fordi jeg ved, der er så mange små for tidlig fødte, der har brug for det. Nu må vi se, hvad det bliver til.

Der skete meget med ham og i hans udvikling fra den 4 uge til den 5 uge. Fra at være den lille nyfødte i 4 ugers tid, blev han pludselig en lille baby med færdigheder.
Han begyndte så småt at smile bevidst til os, da han var godt 3 uger, nu gør han det hele tiden. 2 gange har han hvinet, tror det var ubevidst, for han blev helt forskrækket og fik et forundret blik i angsigtet.
Han er også blevet god til at holde kontakten i lang tid og holder også selv hovedet i lang tid ad gangen nu.
Hans tunge ryger tit ud af munden, specielt når han er sulten.

Der er også ved at være rutine i hans sovetider nu. Han sover gerne 2-3 timer i barnevognen her om formiddagen. Jeg er begyndt at lægge ham nu allerede ved 10 tiden, og så vil jeg prøve at lægge ham igen om eftermiddagen, hvor han når at blive træt. Indtil nu er han kommet for sent ud om formiddagen til også at kunne blive lagt om eftermiddagen.
Så powernapper han ellers i løbet af den sene eftermiddag og bliver puttet ved 21 tiden. Her ligger han og knirker lidt, og sover gerne ved 21.30 tiden.
I nat sov han til 2.30.

Vi D.D og jeg selv er også kommet tilbage i forholdet bare på en fornyet måde.
Tiden har hjulpet os videre, og vi er blevet mere large overfor hinanden.
Jeg er begyndt i mødregruppe. Vi er syv. Det gode er, at fem af os er førstegangsfødende. Det yngste barn er godt fire uger og det ældste er 8 uger.
Vi skal mødes igen om 14 dage. Jeg er lidt spændt på, om det er noget der fortsætter.
Så har vi også invisteret i en (bryst)pumpe. På den måde håber vi at kunne komme ud og spise uden trolden, og så er der mad i fryseren til ham.
Ydeligere vil det også kunne give mig mulighed for at komme lidt ud på egen hånd i mere end tre timer.

Når tingene ændrer sig

2006-10-20T13:07:00.000+02:00

Stormen er ved at ligge sig herhjemme. Jeg ved ikke helt, om det har været en rigtig storm, eller det bare er min oplevelse af det.
Men det er som om, at vi begge igen er kommet videre.
Jeg nåede at tænke, mon forældreskabet ville rive os fra hinanden? Nu ved jeg, at der skal meget mere til. Jeg ved også, at vi vil opleve dette mange gange endnu måske bare i forskellige nuancer.
Jeg tror, at vi begge har brugt et par dage til at komme os over opdagelsen af, at det også kan være sådan at blvie forældre. Det har ikke været selve oplevelsen af, at vi kunne komme derud, der har gjordt indtryk eller er essensen. Nej det er følelsen og overvældelsen man mærker, når man opdager, den følelse, det giver, når man kommer helt derud, hvor man ikke lige kan overskue tingene mere. Ydeligere var vi bare ikke forberedt på det. Vi gik fra toltalt nærvær til pludselig total fravær over for hinanden. Det sgu hårdt, at opdage, at vi lige præcis kunne ende der.
Før i tiden troede jeg jo kun, at "naboen" kunne eller ville ende der.
Nu ved jeg, at det var sundt at opdage og uundgåligt, for det er det der sker, når man udvikler sig.

Jeg overvejede meget, om jeg skulle poste mit sidste indlæg. Dels fordi det var meget personligt, og fordi jeg ikke synes, det var noget rart at skrive om. Men jeg valgte at poste det, fordi sådan er mit liv lige nu, og allermest fordi, jeg oplever "emnet", som tabu.
Jeg talte kort efter i telefon med en god barndomsveninde. Hun kunne fortælle om det samme, og Rikke og Frederikke kunne også suplere i kommentarene.
Jeg håber ikke, det virker voldsomt for andre og for kommende forældre at læse, for det er jo ikke for at skræmme, jeg har skrevet om det. Mere for at fortælle, at tingene ændrer sig, og det kan være voldsomt at opdage.
Heldigvis er det langt fra sikkert, at det er til det dårlige, tingene ændrer sig tværtimod.

Vi er igen på "talesammen og levesammen stadiet", men jeg ved også, at tingene skal have sin tid, og som før skrevet at vi vil opleve det igen. Nu har vi bare en erfaring, som forhåbentlig kan hjælpe os videre.

Ægteskab til forældreskab=?

2006-10-17T13:46:00.000+02:00

Tingene har ikke ændret sig så meget herhjemme i in lille familie. Jeg synes stadig, det er svært at finde rundt.
Jeg fik udleveret en bog, da jeg ventede mig. Lidt tilfældigt endte jeg med at læse i den.
Under overskriften At være familie Der står bla. "det er svært at koncentrere sig om hinanden og få talt sammen. Det er som hele tilværelsen af og til bliver noget usammenhængende. Somme tider kan det virke dybt frustrende..."

Hvor kan jeg 110 % skrive under på, at sådan kan det i aller højeste grad være at blive til en familie.
Vi diskuterer mere, end vi egentlig taler sammen. Det er som om, at det er nemmere at anfægte den anden, end det er at tale om de gode ting.
For der er mange gode ting for os lige nu. Vi har fået vores lille trold, og han er enorm mild, som gør, at mange ting fungerer i vores hverdag. Amningen fungerer også rigtig godt, og han stortrives.

Men det fungerer bare ikke lige optimalt mellem os. Det er som om, at dem vi var, før troldens ankomst, de er forsvundet. Sådan føles det. Jeg ved godt, at de stadig er der, men måske bare trådt i baggrunden for en stund.

En ting er at vide, at det er almindeligt at gennemgå denne fase, når man er blevet forældre, noget andet er, hvordan man bliver påvirket følelsesmæssigt.
Jeg bliver i den grad påvirket af det(og måske heldigvis). Jeg er så træt af at vende hvert enkelt ord. Det er sådan det er lige nu. Ydeligere er der bare den underlige afstand.
Jeg kan slet ikke forstille mig, at vi var selvsamme par, der sammarbejde sig igennem fødslen for slet ikke at tale om hele denne graviditet.

Det er i den grad ikke logisk i mit hoved. Vi er velsignet med det, vi så brændende har ønsket os og slidt for i over tre år. Så har vi det i vores liv, og istedet for at nyde det og leve livet, så skændes vi i stedet for.
Det giver ikke meget mening vel???

Der står også "Derfor skal i ikke fortrænge det og bagatelisere det, der er besværligt. Tal om det..."
Åh jo det er jo et godt råd, og det ville også være mit eget svar, hvis jeg var blevet spurgt, hvordan vi ville løse det, før jeg var blevet mor. Men for pokker da, hvordan skal vi kunne tale om det, når kommunikationen svigter mellem os, og man læs jeg bare er træt af at skulle tale og tale?????
Det ændrer jo åbenbart ikke lige det helt store lige nu alligevel!

Svært at navigere

2006-10-09T13:10:00.000+02:00

Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal starte dette indlæg.
Egentlig så handler det om, at jeg igår oplevede verdenen på en lidt anden måde, end jeg har gjort hidtil efter troldens ankomst.

Et eller andet sted er jeg stadig glad og lykkelig for at være blevet mor. Men samtidig blev jegigår også ramt af en underlig følelse af ikke at slå til.
Det startede med, at D.D aftalte et besøg her af et vennepar til spisning. Først var jeg uening i spisningen og forslog, at de kunne komme til kaffe. Et eller andet sted er det et barselsbesøg, og derfor synes jeg godt, at man kunne "nøjes" med kaffen. D.D mente ikke, vi kunne være bekendt kun at invitere til kaffe. Jeg gav mig og det blev til middag. Men ydeligere aftalte han ved 17 tiden med dem, og han er normalt første hjemme lidt over 17 afhængig af trafikken. Så var det, at jeg fik en kortslutning.
Det var egentlig ikke det, at de kommer til spisning, eller at jeg var uening med D.D. Pludselig blev jeg bare usikker, og blev panikken for at D.D ikke ville være kommet hjem, så jeg skulle modtage dem alene med måske et skrigende barn på armen.
Det er enormt overvældende for mig pludselig at mærke denne usikkerhed. Generelt er jeg rigitg god til at multitaske, og hvis det var før i tiden, ville jeg kunne være rolig og lade dem selv komme ind ad døren, mens jeg tog mig af mit grædende barn. Eller sådan ville jeg ihvertfald have tænkt det før i tiden.
Nu er det jo slet ikke sikkert at situationen opstår, og hvis den gør, behøver det jo ikke at blive til et drama. Men det er heller ikke det der er min pointe. Pointen er den pludselige opstået usikkerhed omkring mig. Hvor faen kommer den fra?????
I weekenden fik jeg også et tudeflip, fordi jeg ikke følte, at jeg var en god nok mor for trolden og kone for manden????
Det har ændret noget uforklarligt i mig rrent følelsesmæssigt at blive mor, og det er som om, at tingene slet ikke kan forenkles mere ihvertfald ikke i mit hoved.
Jeg synes, det er enormt svært at navigere rundt i mig selv. Det ersom om, at jeg ikke ved hvem jeg er. Eller det gør jeg, men jeg føler mig ikke helt som M.S og heller ikke helt som mor. Hvordan mon jeg får forenet de to???

Samtidig har forholdet ændret sig mellem D.D og mig. Det er som om, at vi de sidste dage ikke har været helt så gode til at kommunikere som ellers. Vi taler sammen og råber ikke af hinanden. Men mest føler jeg nok lige nu, at vi går forbi hinanden. Vi prøver at finde ud af os selv og har lige nu ikke overskuet til at finde ud af, hvor den anden er.
Den udfordring kommer bag på mig, jeg føler næsten at jeg mister ham.
Måske er vi også ved at sige farvel til "det gamle forhold" fra før vi blev forældre for at kunne sig velkommen til vores nye forhold som forældre, hvor trolden har givet os en helt ny dimmision i livet?
Jeg vidste bare ikke, at det skulle eller ville gøre ondt på den måde, og jeg havde aldrig forstillet mig, at noget ville ændre sig på den måde mellem os.

3 uger

2006-10-07T17:09:00.000+02:00

gammel er min lille trold.
Han vokser og vokser.
Det er vildt, som han udvikler sig. Han har et par gange vendt sig om på siden, måske er det en tilfældighed, men hvis man holder sine hænder under hans fødder, når han lægger på ryggen, så gør han det altså også!!!
Idag vendte han for første gang hovedet selv til siden.
Han er meget bevidst i vores kontakt og god til at holde øjenkontakten.
Han er vild med at se sig selv i spejlet, når han ligger i sin kravlegård.

På mandag starter D.D job igen, og vi får igen en ny hverdag herhjemme bare trolden og mig. Mon ikke vi kommer til at føle det lidt tomt de første dage????

Så har jeg fået invitation til mødregruppe. Jeg er spændt på at se, om det er nogle mennesker, jeg kan have noget til fælles med.

Jeg vidste ikke

2006-10-05T11:02:00.000+02:00

At det er almindeligt, at nyfødte drengebørn godt kan tisse lidt blod i deres første dage. Det gør de, fordi det hele skal i gang!
At spædbørn kan gylpe/kaste lidt blod op i starten, fordi moderens bryster har haft sår og derfor blødt lidt!
At der kan/må godt gå 10 dage, hvor spædbørn ikke har afføring, hvis de får bryst. Endvidere en tommelfingerregl der siger, at de bare skal have afføring en gang om ugen!

Man lærer hele tiden og heldigvis har jeg her mulighed for at give det videre til andre!

Underlig følelse

2006-10-02T13:35:00.000+02:00

Jeg sluger stadig min lille dreng råt i døgnets 24 timer. Jeg/vi er dog så småt begyndt at vende tilbage til den civilicerede verden igen.
D.D har stadig en uges barsel tilbage, og det nyder vi alle tre.

Jeg er også ved at "affinde" mig med min vante krop igen. Det var meget mærkeligt, da jeg kom hjem fra sygehuset. Dels at have en lille baby ved mig heruden for min mave, men også at have et normalt liv igen uden opkast og kvame.
I så lang tid og i så mange timer, har jeg ligget på sofaen og kastet op, og nu er der ingenting, nu kan jeg bare spise. Det mest mærkelige er faktisk, at jeg ikke tæænker over det. Graviditeten kan jeg heller ikke huske som ikke den bedste del i mit liv. Den er mere som bare neutral for mig. D.D mener, jeg skal undersøges mentalt:-) Når jeg tænker på graviditeten, er det i forbindelse med, at min lille guldklump lå derinde, og at han er det hele værd.

Faktisk er det ført nu, jeg ikke er misundelig på alle de gravide. Ja det lyder nok lidt mærkeligt men sådan er det altså for mig. På sygehuset kunne jeg faktisk blive misundelig på dem, der havde født efter mig, og på dem, jeg vidste stadig ikke havde født. Jeg tror, det er fordi, jeg ved alt det gode, de har til gode endnu.
Jeg er stadig vild med den fødsel, og hvis du spørger mig lige nu, kommer der ikke til at gå år, før vi hopper på den igen.
Det er som om, at jeg slet ikke kan få nok af det. Det var faktisk lidt øvagtigt at pakke størstedelen af mit graviditetstøj ned igår. Det ryger ikke langt væk:-)

Samtidig så har jeg/vi det også sådan, at selvfølgelig kommer der til at gå lang tid, før vi igen går igang med behandling, men det er kun fordi, vi udelukkende vil nyde vores lille guldklump nu, og at tiden ikke skal gå fra ham.
Jeg kan jo ikke rigtig vide mig sikke på, hvordan garviditeten vil forløbe næste gang????!!!

Fødselsberetning

2006-09-28T14:31:00.000+02:00

Min lille trold er snart to uger gammel, og han forandrer sig næsten hver dag. Det er så fantastisk at kunne opleve.
Han er meget mild, og græder stort set kun, når han er sulten, for så vil han have mad og venter ikke på det:-)
De sidste dage har han også haft lidt mavekneb. Det er det mest frustrerende at mærke og opleve ham have ondt, og jeg kan intet andet gøre end trøste.
Han får ca. mad 1 gang om natten og så igen tidligt om morgenen.

Jeg var fra starten vild med min fødsel af vores søn, men for hver dag der går, bliver jeg mere og mere vild med den. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ville gøre det mange gange endnu.
Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det var først at føde ham og derefter få det lille menneske op på min mave. Han lå bare der og kikkede på mig med sine fantastiske store øjne. Hvor jeg elsker det øjeblik.

Torsdag nat ved totiden fik jeg veer.
De fortsatte med 15 minutters mellemrum og varede i ca. et halvt minut. Jeg kastede hyppigt op, og D.D sad ved siden af mig, masserede mig og skiftede hyppigt kluden ud på panden.
Da klokken var 11 ringede vi til fødegangen. Her var der stadigvæk 15 minutter mellem veerne. De bad os så stille og roligt om at trille derindad.
Da klokken var 12 fedag middag kom vi ind til sygehuset.
Mens D.D parkerede bilen tog veerne pludselig til. De varede længere tid, og de gjorde mere ondt. Med stop undervejs nåede vi op på fødeafdelingen, og jeg blev undersøgt.
Denne gang havde jeg åbnet mig 3 cm, og de mente med garanti, at jeg ville føde denne gang. Jeg fik et klyks, og jeg var om noget lettet og glad. Tænkte endelig er vi nået hertil. Vi var begge glad og kunne grine mellem veerne indtil videre.

Timerne gik og efter et par timer havde jeg åbnet mig 5 cm. Veerne klarede vi via vejrtrækningen, det hjalp mig meget, at D.D guidede mig gennem dem. På den måde mærkede jeg det mindre, når der kom en ve.
Veerne tog til igen, og nu var de nede på 6/8 minutter mellem dem, og de varede mellem 1 til 1½ minut.
Jeg bad om smertestillende og sagde først ja tak til akkupunkttur. Men veerne blev hurtigt kraftigere, og jeg blev tilbudt lattergas, inden de nåede at sætte alle nålene i.
Spirren stod skævt med hovedet, og de ville derfor gerne have mig om på alle fire at lægge, så han kunne komme lidt tilbage og måske på den måde få rettet lidt op.
Så der lå jeg i nogle timer hængende over hovedegæret af sengen ovenpå en sækkestol stående på alle fire med lattergas i hånden.
Jeg fik hurtigt lært at bruge lattegassen, og det var faktisk behageligt at sidde sådan.
Så ville jeg jo gerne føde i vand og blev tilbudt det, da jeg var 7 cm åben. Men da jeg fandtud af, at jeg ikke kunne få mit lattergas med, takkede jeg pænt nej.
Jeg skulle om på ryggen, fordi jeg igen skulle undersøges. Det var lidt svært for mig, da veerne nu kom hurtigt efte hinanden med et minut eller to imellem.
Samtidig kastede jeg voldsomt op nogle gange. Det var det mest ubehagelige både at kaste op og have veer samtidig.

Da klokken var ca. 7 fik jeg presseveer. Pludselig var der dobbelt så mange mennesker inde på stuen, end der havde været hidtil, og jeg fornemmede, uden at forstå hvad der skete, at noget var, som det ikke skulle være. Jeg blev bange og begyndte at græde, jeg var i et sekund sikker på, at vi ville miste vores barn. Jeg viste ikke, hvad der forgik om mig og råbte bare til dem, om der var noget galt med barnet.
Både D.D og jodemoderen havde åbenbart forinden forklaret at de ville tage nogle prøver på den lille for at sikre sig, at han havde det godt.
Men jeg forstod ikke, det de sagde og mærkede kun angsten komme tromlende. Jeg kikkede på D.D, mens jeg knuede hans hånd hårdt fast, og han sagde, at den lille havde det godt, men at de tog nogle prøver på ham for at passe ekstra godt på ham.
Det gjorde mig igen rolig, men det var ikke rart kun overfladisk at kunne forstå, hvad der skete om mig.
Spirren havde navlestrengen om halsen, da han blev født. Så inden presseveerne kom dykkede hans hjertelyd første gang, lynhurtigt blev der tilkaldt ekstra læger. Den ene læge startede med at prikke hul på forstervandet, som heldigvis var helt klart. Herefter tog de blodprøver på ham, for at se hvordan han iltede blodet. Hjertelyden dykkede igen, og de overvejede at lave et akut kejsersnit og evt. sugekop. Men eftersom han iltede blodet fint, og at han kom med ned, hver gang jeg fik en presseve, valgte de at se tiden an.
Efter en halv time, havde jeg født ham.

Til jer der stadig har fødslen til gode vil jeg bare sige: glæd Jer.
Mit bedste råd vil være, lyt til jer selv og stol på kroppen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde ondt, for det gjorde det selvfølgelig.
Men det gør ondt på en måde, som kroppen er klar til, når i kommer i fødsel.
Når I så har født og holdt ud i timer, så kommer det gode, som slår alt. I får Jeres lille baby op på maven, og det er den fedeste oplevelse i livet og det efterfølgende med manden, hvis I spørger mig.

Jeg glæder mig til at skulle føde igen, hvis jeg en gang skulle være heldig at blive velsignet med en graviditet anden gang også.

Elsker at leve livet

2006-09-21T17:14:00.000+02:00

Lad mig starte med at sige, jeg er så lykkelig. Det er overvældende for mig at føle mig så lykkelig. Så stadig græder jeg en tåre eller to hver dag, når jeg mærker den lykke, der bor solidt inde i mit hjerte.
Tænk engang jeg har verdens dejligste drengebarn her hos mig hele tiden, han er min, og ingen kommer og tager ham, han er ikke til låns men bare min dreng. Jeg forstår nok ikke helt endnu, at lige præcis jeg skal have lov til at være mor til ham.
Så har jeg ydeligere verdens bedste og dejligste mand, min mand som er den bedste far, nogen kunne ønske sig på denne jord.
Han forguder sin søn på en måde, jeg ikke troede var mulig, og han giver sin kone så meget omsorg, og elsker hende på en helt eventyrlig måde.
Jeg græder egentlig lige nu, men det er fordi, jeg er så glad for livet, og alt det det giver mig.
Jeg er så taknemlig for at få lov til at opleve, denne ubeskrivelige del i mit liv.
Hvor er jeg heldig mere end heldig.
Hver dag studerer jeg min dejlige søn, hans mimik, hans lyde og hans milde og lyse sind.
Åh hvor jeg dog allerede elsker den dreng. Alt andet er ligegyldigt, sådan føles det ihvetfald. Lige nu, og i den sidste uge, er min skønne dreng og hans far verdens navle for mig. Alt kunne gå i stå udenfor, og jeg ville ikke opdage det!

Tak til alle Jer her i blogland, der bare har været der og støttet mig, hver gang jeg havde brug for det.

Jeg er mor nu :-)

2006-09-20T14:47:00.000+02:00

Fredag aften fødte jeg verdens dejligste dreng.
Knap 4 kilo og 55 cm. lang.

Jeg ønsker, at der var dobbelt op i døgnet, for jeg og D.D føler ikke, at døgnets 24 timer er nok til at elske og studere vores dejlige søn.
Det er så fantastisk.

Jeg vender tilbage.......

Status 41+0

2006-09-13T10:46:00.000+02:00

I nat har jeg haft mange plukkeveer, som har gjort det umuligt for mig at sove. Heldigvis kan jeg jo bare sove og slappe af i løbet af dagen.
Spirren mosler stadig rundt, som den plejer, og det er rart at mærke hver aften.

Jeg var ved egen læge igår, og der er ikke bakterier i urinen, og jeg havde heller ikke sukker i urinen den dag. Så formentlig har det hos jodermoderen bare været et udtryk for, at mine nyrer har været på overarbejde.

Jeg skal til jodemoderen senere idag, og jeg vil tale med hende om proceduren for igagsættelse.
Jeg har kastet op i stort set hele graviditeten og gør det desværre stadigt, været indlagt et par gange, fået fast drop, slimproppen er væk, fået hindeløsning, har været igang 3 gange, har åbnet mig, og babyen har en fin størrelse til at komme ud nu.
Jeg ved godt, at deres argument for ikke at sætte igang vil være, at veerne er bedre ved en naturlig igangsættelse, og at der ikke er garanti for, at det går igang, bare fordi man prøver at sætte det igang.
Men det set i forhold til, hvordan jeg har det, så vil jeg stadig gerne hellere have igangsættelse.

Nu må vi se, hvad hun siger idag. Måske føder jeg selv inden onsdag alligevel, men en evt. dato ville klart gøre det nemmere for mig at komme gennem den næste uge.

Status: 41+0

Vægt: + 10,0 kg
Spirrens vægt:?

Mave: 115 cm

Liv: Stadig mest aktiv om aftenen.

Tanker: Vil bare gerne have den baby ud nu.
Kan til tider blive bekymret for, at der er noget galt, siden fødslen går i stå igen. At den måske ligger lidt skævt med hovedet og derfor ikke kan skrue sig ned, når jeg får veer.
Er lidt bange for, at den når at blive så stor her på det sidste, så det vil gøre ondt at føde den.

Gener: Tilbage i det gamle med at være dårlig hele dagen og kaste meget op.
Har ofte ondt i maven omkring Spirren, den presser alle mine organer ud til siden nu, fatter ikke hvordan hun kan være derinde, stakkels baby!

Søvn: Sover meget dårligt om natten, fordi jeg må vende mig hele tiden.

Tiltag: Næ vist ingen nye

Indkøb: Alt er købt !

UPDATE

Skal have kørt en strimmel på Lørdag, hvor jeg vil være 41+3, herefter skal vi tale med dem om en dato for gangsættelse.

Jeg har kastet op igen det meste af dagen, og tro mig alle sejl vil blive sat ind på Lørdag for en igangsættelse.
Spirren blev skønnet til at veje 34-3600 g, så hun har da taget et par hundrede gram på i den sidste uge.

En tur på sygehuset

2006-09-10T12:02:00.000+02:00

og hjemme igen.
Lørdag ved 19 tiden begyndte jeg at få heftige men ureglmæssige veer. Det var som sammentrækninger af de grove, og de blev mere og mere reglmæssige.
Ved 23 tiden var der 5 minutter imellem og til sidst kom vi ned på 3/4 minutter imellem. Så ringede vi til fødegangen endnu en gang, og fik tilbudet om at komme ind og blive tjekket.
Jeg kunne ikke være nogen steder på grund af smerterne, så vi kørte afsted.
På vej derind, begyndte der igen at gå længere tid mellem veerne, for at gå igang igen skiftevis.

Jeg blev undersøgt indvendigt, og der var stadig ingenting sket. Jeg er stadig kun en cm åben og har også stadig en cm livmodermund tilbage!
Spirren var træt og sov det meste af tiden, den vågnede dog lidt op, da jodermoderen havde skubbet og mast til den i adskillige minutter.
Jeg lavede en urinprøve, og der var blod i urinen, men det har der jo været så mange gange i løbet af graviditeten.
Der var også stadig sukker i urinen.
Jodermoderen konfererede med forvagten, fordi det måske kunne være en blærebetændelse oven i. Hun overvejde at sætte mig på pencilin, men de valgte til sidst at dyrke urinen istedet for, og så fik jeg endnu en gang en henvisning med hjem til en glukosebelastning! Jeg/vi sagde fra, da jeg blev så syg og kastede op i en hel dag, sidst jeg fik den lavet.
De vil kontakte mig, hvis der er bakterie i urinen efter et oar dage.

Suk igang med veer endnu en gang. Denne gang gik det da først i sig selv efter 5 timer, det er vist rekorden og reglmæsssige veer i to timer også rekord, tror jeg.

Det undrer mig, at jeg kan have så mange smerter i forbindelse med veerne, og så sker der ikke en meter alligevel. Det frustrerer mig og gør mig usikker. Hvorfor går det ikke bare igang, hvad holder det tilbage?

Update

2006-09-07T12:36:00.000+02:00

Ingen fødsel i nat og ingen svar på glukosèbelastningen, for jeg kastede det hele op, lige så hurtigt jeg havde fået det ned!
En venlig læge i nærheden afgjorde heldigvis, at det var bedre at lade mig få den baby ud end at udsætte mig for sådan en omgang til! Dejlig mand.

Jeg ved jo godt, at jeg kun har en mulighed i al det her, og det er at vente.
Men det er svært, og det begynder bare at kunne mærkes nu psykisk.
Hver mogrgen når jeg står op, prøver jeg ikke at fokusere så meget på, om mon det bliver idag. Men det er stort set umuligt, for det er bare det, tankerne kredser sig om nu. Jeg ved ikke, om det ville have været meget nemmere, hvis ikke jeg havde været igang 3 gange. Men det er som at side i det her tog, der er så tæt på målstregen, der mangler lige det sidste stykke, og jeg kan enda se målstregen. Tre gange har toget kørt men kun et lille stykke hver gang.
Jeg aner ikke, hvornår det for alvor har tænkt sig, at køre mig derhen, jeg har bare sådan en ulidelig trang til at hoppe ud od selv skubbe det. Men det kan jeg bare ikke, jeg kan kun side og vente på, at det selv går igang igen. Jeg kan ingenting gøre.
Hvordan skal man andet end blive lidt brugt og slidt op, når det snart har stået på i to uger?????????

Når det så er oven i sådan en dag som idag, hvor jeg har været dårlig og kastet op det meste af dagen på grund af det lortedrik, så gør det bestemt ikke humøret bedre.
Jeg har bare mest lyst til at tude, øv jeg synes ikke, det er sjovt mere......

40+0

2006-09-06T18:37:00.000+02:00

Jeg har været ved jodemoderen idag. Spirren havde det godt, og reagerede som den skulle:-)
Hun skønnede den til at veje 33-3400 g.
Jeg talte med hende om forløbet den sidste 1½ uge. På den baggrund ville hun ikke mene, at jeg ville gå 42 uger.

Hun undersøgte mig indvendigt og tilbød at løsne fosterhinden, det sagde jeg hjertelig tak til. Det ville kunne sætte fødslen igang indenfor de næste 4 døgn.

Desværre havde jeg +3 sukker i min urin, så jeg skal have lavet en glucosèbelastning i morgen tidlig.
Eller også skal jeg jo bare føde i nat :-)

Stadig gravid!

2006-09-04T12:26:00.000+02:00

Spirren har endnu ikke valgt at komme ud til os.
Den har dog været på spring nogle gange siden sidste indlæg. Faktisk har jeg haft veer og opstart igen fredag nat og Lørdag nat. Men endnu en gang gik det hele i sig selv igen.

Hun har ikke været så aktiv siden Fredag, som hun plejer. Ydeligere havde jeg igår ondt i maven og begyndende veer om morgenen. Derfor ringede vi endnu en gang til fødeafdelingen. Jeg var bekymret og kunne mærke, at jeg havde brug for at få det hele tjekket.
De synes også, at vi skulle komme ind og få kørt en strimmel og blive undersøgt, så det gjorde vi igår aftes.

Spirren havde det rigtig godt sov dog det meste af tiden :-)
Jeg havde stadigvæk kun åbnet mig 1 cm, men til gengæld var der kun en ½ cm af livemodermunden tilbage. Så det går den rigtige vej vist bare lidt langsomt.
Sent i aftes havde jeg blod i trusserne. Først tænkte vi, at det kunne være tegnblødning og blev lidt glade, for så ville fødslen ikke være langt væk. Men det var kun det, og da vi gik i seng, regnede vi med, det stammede fra den indvendige undersøgelse.

Men her i dag er det begyndt igen. Dog meget minimalt men alligevel.
Så endnu en gang er der jo bare at vente........

Update 39+1

2006-08-31T11:59:00.000+02:00

En hurtig opdate.

Jeg har de sidste dage haft en del plukveer men ikke reglmæssige.

I gåt sent fik jeg ubeskrivelig ondt i skambenet, hvis ikke ejg vidste bedre ville jeg tro, at jeg havde forstuvet det.

Jeg er sikker på at slimproppen gik igår. Der var en stor plamace af udflåd i trusserne, hvad der ikke er nyt, men en stor del af det, var meget råvidt og fuldstændig tykt slimagtigt - ja sådan så det altså ud!

I nat vågnede jeg med en ubeskrivelig halsbrand, var svimmel og dårlig. Tænkte at det her ville jeg aldrig overleve. Natten gik uden så meget søvn desværre.

Idag er jeg bare træt, har ondt, og føler at den værste og sejeste influenza er ved at ramme mig. Jeg sveder vildt.

Spirren var anderledes stille igår i forhold til sidste uges tid. Jeg tror hun er ved at samle kræfter til at komme ud til os, og jeg må hellere gøre det samme over på sofaen.

Tror altså at det er lige om hjørnet.......

Drilleopstart

2006-08-28T10:53:00.000+02:00

Der er, hvad jodemoderen kalder Spirrens stunt i weekenden :-)
I realiteten kunne der godt gå et par uger endnu, men det mente hun ikke, at der ville udfra min beskrivelse. Men der kunne sagtens gå nogle dage endnu. Det var desværre ikke et sikke tegn på, at fødslen snart ville gå igang.
Til gengæld ville det betyde, at noget af fødslens arbejde var lavet, og at det ville gå hurtigere ved at åbne mig, når jeg kom i fødsel.

Vi skulle ingen forholdsregeler tage, når vandet ikke var gået bare væbne os med tålmodighed. Så det prøver vi så lige at gøre......

1 cm åben

2006-08-27T12:58:00.000+02:00

Jeg havde mange plukveer igår . De startde med at komme med hyppige mellemrum over nogle perider på en 29 minutter.
Sent eftermiddag tog det til, og jeg begyndte at få reglmæssige veer. Vi kontaktede fødegangen og kom ind og fik kørt en strimmel. Jeg var kun 1 cm åben, og mens vi var der, stilledenede det hele ligesom af igen.
Så vi blev sendt hjem igen med beskeden om så meget hvile, som overhovedet muligt.
Veerne tog rigtig meget til igen på vej hjem.

Men vi fik begge sovet lidt, og det er som om, at det hele gik i sig selv igen. Vi havde spurgt dem, hvad de regnede med, og de sagde, at vi kunne regne med 12 timers tid. Vi spurgte også, om det kunne gå i sig selv igen, når jeg var begyndt at åbne mig. Det kunne det godt var beskeden, men det var sjældent, det mest nogmale var, at det ville fortsætte og tage til hyppigere.

Men Spirren vil det anderledes, og jeg har plukkeveer nu, men ikke som igår.
Hmn hvor du altså driller din mor og far Spirre, du går ganske vist dine egne veje.

Mon det fortsætter, når du kommer ud til os?:-)

Så endelig går vi bare og venter nu. Det var som at stå på stadby før, nu her op til. Men nu er det da for alvor en underlig venteposition.
På den anden side, så har jeg rigtig mulighed for at følge med selv hele tiden, og det er egentlig ganske rart.
Men for pokker da Spirre, nu må du altså godt gøre noget ved sagen ik!

Mon det er snart????

2006-08-25T10:13:00.000+02:00

Jeg har de sidste to dge haft meget ømme bryster, har haft ondt over lænden selv når jeg stod, ikke så mange plukkeveer af de grumme men en underlig begyndende murren i maven/underlivet.

Hmn kan det mon være tegn på en snart begyndende fødsel????:-)

Måske skal jeg være mor i weekenden???